Hilda og Michael danser vals.
Vild med dans

Først efter 35 år fik hun modet til at trodse det, forældrene altid havde sagt

Som lille lærte Hilda Heick, at hun ikke skulle tro, hun var noget. Og det har taget et halvt liv at vænne sig til at tænke anderledes.

I foråret fik Hilda Heick et opkald, der satte gang i tankerne.

Den 74-årige sangerinde vidste, at hendes svar meget muligt kunne resultere i øretæver. Sådan som det havde gjort før.

Måske ville folk grine eller ryste på hovedet ad hende. Måske ville de tænke, at hun ikke var rigtig klog og spørge, hvorfor en kvinde i hendes alder nu skulle på fjernsyn igen. Og så i et af de største underholdningsprogrammer i Danmark.

- Er jeg helt åndssvag eller hvad?, spurgte hun da også ægtemanden Keld, da hun fortalte ham, at hun overvejede muligheden.

- Nej. Du skal slet ikke lytte til alt det der. Vil du det, skal du gøre det, svarede han.

Derfor besluttede Hilda Heick sig for at sige ja. Selvom hun faktisk er blevet opdraget til det stik modsatte.

Da Hilda Heick sagde ja til at deltage i 'Vild med dans', var der ét argument, der overskyggede alle hendes grunde til at lade være. Nemlig at hun altid har haft lyst til at lære at danse.

Et liv i skyggen

Mange gange i livet har Hilda Heick mødt modstand. Fra bybørn der syntes, at hun var en bondeknold. Forældre der overbeviste hende om, at hun ikke skulle føre sig frem. Og fans der rasede over, at Keld Heick tog sin kone med på scenen.

Det kunne alt sammen have resulteret i et liv i skyggen.

I skyggen af den usikkerhed som satte sig i hende. Og af hendes storcharmør af en mand der – modsat hende – vidste, hvad han ville og troede på sig selv.

Men i virkeligheden skulle Keld blive den, der lærte Hilda, at hun ikke skal finde sig i hvad som helst. Og som gav hende styrken til at gøre op med alt det, hun kommer fra.

- Han har både været den store kærlighed, men han har også været den bedste kammerat, siger Hilda Heick om sin mand.

- Husk, du ikke er noget

Hilda Heick voksede op på landet. I en familie med "hakkeorden", som hun kalder det.

Hun og hendes forældre var dem, der altid undskyldte. Og var der én ting, Hilda skulle huske, så var det, at hun ikke var noget.

- Du skal holde dig tilbage, fik hun hele tiden at vide hjemmefra.

Hilda Heick

Født i 1946. 

Udgør den ene halvdel af dansktop-duoen Keld & Hilda sammen med sin mand Keld Heick. 

Debuterede som sangerinde i 1976. Dog var det ørst i 1981, at Keld & Hilda indspillede deres første af en lang række albums.  

Parret har medvirket i Dansk Melodi Grand Prix fire gange fra 1986 til 1992. To gange blev det til en femteplads.

Keld & Hilda Heick har i 1994 og 1995 modtaget to danske grammyer for 'Årets dansktop udgivelse'. 

I 2016 var Hilda Heick vært for Dansk Melodi Grand Prix sammen med tv-vært Jacob Riising og datteren Annette Heick. 

Det blev tydeligt en dag, hvor hele familien var samlet til middag hos hendes bedsteforældre. Her blev fadet med kylling sendt rundt om bordet, og 11-årige Hilda tog et stykke bryst.

- Hvad bilder du dig ind at tage det stykke?, lød det overfusende fra hendes onkel.

Modsat Hildas mor havde han fået en uddannelse og et job som overlærer i Glostrup, og sammen med sin kone blev onklen betragtet som familiens fine folk.

Han gjorde det klart, at Hilda måtte vente med at tage sit stykke kylling, til alle andre havde fået. Og så kunne hun vælge mellem det, der var til overs.

Jeg følte mig virkelig sat på plads over noget, jeg ikke vidste, jeg havde gjort forkert

Hilda Heick

- Du skal jo huske på, at de er mere end os andre, forklarede hendes mor bagefter.

Hilda Heick husker den oplevelse, som den første der gjorde hende rigtigt vred.

- Jeg følte mig virkelig sat på plads over noget, jeg ikke vidste, jeg havde gjort forkert, siger hun.

Oplevelsen satte sig i hende som en påmindelse om, at hun skulle tænke over, hvordan hun førte sig frem. Og det blev ikke den eneste gang, at Hilda Heick fik den påmindelse.

Bondeknolden i klassen

Nemt var det heller ikke, da familien flyttede til København fra den lille landsby Nyrup på Midtsjælland. Hilda skiftede den lille landsbyskole ud med Valby Skole, hvor der gik over 1200 elever.

Hun anede ikke, at der fandtes så mange børn i verden. Og de tog ikke godt imod hende.

Bybørnene var pænere klædt end "ungerne fra landet". Hilda kom i tøj genbrugt ad flere omgange. Og så snart hun åbnede munden, skraldgrinede de andre børn af hendes midtsjællandske dialekt.

- Jeg vil ikke gå i skole mor, for de driller mig. De synes, jeg er en bondeknold, sagde hun derhjemme.

Hilda Heicks opvækst sidder stadig i hende i dag som ydmyghed. For hun tager aldrig noget som en selvfølge. I stedet føler hun sig heldig, når noget går godt.

Men med tiden blev Hilda stædig. De skulle ikke få bugt med hende, tænkte hun.

Så hun var myreflittig og heldigvis så god til matematik, at de andre efterhånden begyndte at spørge hende om hjælp til opgaverne. Det var hendes første sejr.

Og så var der én anden god ting ved Valby Skole. Nemlig at Hilda mødte Keld.

Keld og Hilda fotograferet i 1968.

Den pæne dreng fra 2.u

Faktisk var han den første dreng overhovedet, som hun mødte i storbyen.

Hildas mor fulgte hende i skole på første skoledag, og da de havde problemer med at finde klasselokalet, søgte moren råd hos en pæn dreng, der stod og ventede.

- Du kunne vel ikke hjælpe mig med at sige, hvor 2.u skal gå i skole?

- Jo. De kan bare følge efter mig, for der skal jeg også gå, svarede han.

Og så har Hilda fulgt efter ham lige siden, som hun plejer at sige.

Dog skiftede Keld Heick skole efter et par år, men de mødtes igen til en 15-års fødselsdag.

- Og Keld påstår i dag, at han aldrig havde glemt mig, griner Hilda Heick.

- Vi kiggede bare på hinanden, og så var vi solgt til stanglakrids.

Keld og Hilda var kærester i syv år, før de blev gift som 22-årige. - Vi var meget meget unge, og jeg kan da godt forstå, at vores forældre tænkte, det ville revne med et brag. Men vi beviste jo, at vi ville hinanden, siger hun.

Deres forældre var dog ikke begejstrede for det unge par.

De mente, at de havde mødt hinanden alt for tidligt. Og Kelds forældre havde ifølge Hilda Heick nok ønsket sig, at deres søn fandt en pige fra en pæn familie. En advokatfamilie eller noget i den stil.

Hildas forældre så omvendt helst, at hun fandt en af deres egen slags. Og det var Keld ikke. Han var født på Frederiksberg og boede der med sine forældre af det pænere borgerskab.

Der har han været en enorm styrke for mig

Hilda Heick

Trods modstanden holdt Keld og Hilda sammen, og lige fra begyndelsen fik han stor betydning for hende. For hver gang han kunne se, at Hilda bøjede nakken, var han der til at bakke hende op.

- Du skal ikke finde dig i det der. Du er lige så god som de andre. Og du skal ikke trække dig, sagde han igen og igen.

- Der har han været en enorm styrke for mig, forklarer Hilda Heick, der som ung blev ansat i medicinalfirmaet Lundbeck og Co., hvor hun arbejdede i 18 år.

Først som kontoruddannet og siden som programmør, hvor hun blandt andet var med til at starte firmaets EDB-afdeling.

Keld og Hilda fik datteren Annette i 1971. Her er de fotograferet i 1974.

Men i 1979 fik hendes mand brug for hende et andet sted.

- Sådan fungerer business ikke, Hilda

Keld Heick havde spillet med orkesteret Keld & The Donkeys i mere end et årti.

De vandt danmarksmesterskaberne i pigtrådsmusik i 1965, og det banede vejen for en pladekontrakt og den musikkarriere, han er kendt for i dag. Med en lang række dansktop-hits og grandprix-vindere.

Men i 1979 fik han pludselig problemer med stemmen og måtte opereres.

Det betød farvel til orkesteret og de fem timers optrædener flere dage om ugen. I stedet begyndte Keld at tage ud som solist. Men det huede ham ikke. Han syntes, det var så ensomt.

Da Hilda Heick stoppede hos Lundbeck og Co., fik hun lov til at vende tilbage til jobbet efter et år. Men da tiden kom, havde hun og Keld kalenderen fuld af spillejobs.

Derfor bad han sin kone om at tage med og synge med ham. Selvom de sang sammen derhjemme, havde Hilda altid sagt, at dét ville hun ikke.

Keld havde ellers haft held med at overtale hende til at synge med på sangen 'Do you speak English?', som i 1976 blev parrets gennembrudshit. Men alligevel var hun meget svær at få med på scenen første gang.

Keld og Hildas 'Do you speak English?' gik direkte ind på førstepladsen på Dansktoppen og lå der i syv uger. Og derfor var der også et bookingbureau, som pressede på for at få Hilda på scenen sammen med Keld.

Det skete først i 1981, hvor hun var 35 år gammel.

Hilda Heick havde sagt til sig selv, at der maksimum ville komme 50 stykker på Pejsegården i Brædstrup, og det kunne hun vel nok klare.

Men der kom hele 700. Og Hilda gik i baglås, tudede i garderoben og sagde, at hun ikke turde alligevel.

- Jeg tænkte, hvordan kunne jeg sige ja til den åndssvage idé, det var, at jeg kunne stille mig op på den scene, siger hun.

Men den købte Keld ikke. Og hun husker hans opsang.

- Sådan fungerer business ikke, Hilda. Vi har begge skrevet under på en kontrakt. Så værsgo', du tager din pæne kjole på, og så går vi op og gør det bedste, vi kan – og som vi har øvet i flere måneder, sagde han.

Og det gjorde de. Både første gang og så mange gange siden.

- Hun ødelægger din karriere

Til næste år har Keld og Hilda sunget sammen i 40 år. Men selvom hun følte sig taget godt imod af de fleste, var det ikke alle, der bød hende velkommen med åbne arme.

- Nogle sendte breve til Keld, hvor de skrev, at det var forfærdeligt, at han havde taget sin kone med. At jeg ville ødelægge hans karriere, fortæller Hilda Heick.

- Og det gjorde selvfølgelig ondt, fortsætter hun.

Der var også nogle, der sagde: "Nå, nu vil hun ikke lade dig slippe ud mere?" som var det hende, der havde stampet i gulvet og krævet at få lov til at komme med på scenen. Og det generede hende også.

- Jeg fik den jo lidt igen. Den der: "Kend din plads". Jeg skulle blive derhjemme, hvor jeg hørte til, siger hun.

I 1986 deltog Keld og Hilda i Dansk Melodi Grandprix for første gang som sangere. Deres sang 'Mirakler' endte på en femteplads.

Men Keld rådede hende til at ignorere brevene. Eller smide dem ud. Og som succesen voksede for Keld og Hilda, formåede det musikalske ægtepar at lukke munden på mange kritikere.

Dog har der gennem hele karrieren også været folk, der bare ikke kan lide Keld og Hilda Heick. Måske fordi de er for ordentlige? For lykkelige? Eller fordi de fører sig for meget frem?

Hilda Heick har aldrig lagt skjul på, at hun og Keld ikke er gået lalleglade gennem livet. - Vi har jo også dage, hvor vi er kede af det, eller hvor tingene går os imod, men vi har altid været loyale over for hinanden og kunnet snakke om tingene, siger hun.

Sådan har Hilda nogle gange tænkt. Men efter 40 år i showbusiness, har hun lært at være ligeglad. For man kan ikke gøre alle tilfredse.

- De bagsider, der har været, har gjort mig stærk. Og når man kommer igennem dem, så kan man se tilbage og tænke: "Det var da tarveligt". Men de har ikke ødelagt noget for os. Tværtimod, siger hun.

Folk må mene, hvad de vil om os. Jeg kan kun gøre mit bedste

Hilda Heick

Det var også derfor, at Hilda Heick tænkte "skidt med det" til alle de øretæver, hun kunne få ud af at sige ja til at være med i 'Vild med dans'.

For hun har efterhånden lært ikke at læse de negative kommentarer, der kan komme på sociale medier.

- Folk må mene, hvad de vil om os. Jeg kan kun gøre mit bedste, og så længe man gør det, skal man ikke føle sig degraderet, siger Hilda med fast stemme.

Hun er gået til udfordringerne i 'Vild med dans' med samme overbevisning. Og de første to fredage på gulvet har resulteret i noget, sangerinden aldrig har oplevet i samme grad som nu.

Nemlig ros.

Hilda Heick knokler hver uge for at huske alle sine trin. For hun vil så nødigt skuffe partneren Michael Olesen og alle dem, der støtter dem.

Nu er det Hildas tur

Hilda Heick har både fået at vide, at hun danser sig ind i hjerterne på folk. At hun får dommeren Nikolaj Hübbe til at "smelte som karamel".

Og så resulterede sidste fredags vals i, at hun – som en af sæsonens første nydansere – fik et 5-tal af dommeren Jens Werner.

Første fredag var hun overrasket over de flotte ord, men tænkte, at ingen nok havde gjort sig store forventninger af en "gammel kone" som hende. Men da dommerne roste hende igen, var det så overvældende for Hilda Heick, at hun fik blanke øjne.

Starten i 'Vild med dans' har også givet et væld af positiv opmærksomhed på de sociale medier. Så meget, at datteren Annette Heicks Instagram også svømmer i rosende ord om hendes mor.

- Det har jeg aldrig, aldrig oplevet før. Jeg svæver jo på en lyserød sky en gang imellem, siger Hilda, der heller ikke på samme måde før har prøvet, at Keld smører frokost til hende, handler ind og støvsuger derhjemme.

Hver fredag sidder han også på sidelinjen og smiler, mens alles øjne er rettet mod Hilda. Og han gør det gladeligt, siger hun. Selvom 'Vild med dans' betyder, at ægteparret har måttet sige nej til en række jobs dette efterår.

Annette Heick blev rørt, da hun så sin mor danse til premieren på 'Vild med dans'.
- Jeg tror, det rørte hende, både fordi hun vidste, at jeg gerne ville danse. Og fordi jeg klarede det, siger Hilda Heick.

- Selvfølgelig, sagde Keld Heick bare, da de i parret vendte det.

- Jeg har været ude så mange gange med andre forestillinger, så nu er det din tur, fortsatte han.

Og Hilda ved, at både han og Annette er glade på hendes vegne, over hvor godt det er gået indtil nu. Og det samme er hun selv.

- Jeg synes, at jeg med de to første danse har bevist, at lidt kan jeg da danse, siger hun.

Og det betyder noget. For da Hilda Heick sagde ja til 'Vild med dans' ville hun gerne vise, at selvom man er over 70 år, så har man stadig lov til at være med.

- Jeg ville så gerne vise, at selvom man er en gammel pige, skal man ikke nægte sig selv lov at springe rundt på dansegulvet, siger hun.

Hildas mål var, at hun ikke røg ud af 'Vild med dans' som den første, og det skete som bekendt ikke. - Nu vil jeg helst heller ikke ryge ud som nummer to, griner hun.

Samtidig har Hilda Heick også lært at hvile i, at hun altså gerne må tage pladsen i spotlyset. Hvis bare hun gør sig umage.

- Men jeg var mange år om at nå dertil, tilføjer hun.

For det var først i midten af 50'erne, at Hilda Heick selv begyndte at tro på, at det hun kunne nok skulle bære.

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.