Vild med dans

Reddet af seerne efter hård start i 'Vild med dans': - Hun rejste sig fra asken

Biologen Vicky Knudsen lavede comeback efter sidste uges mange 1-taller. - Jeg føler mig så elsket, siger hun.

En vaskeægte fugl føniks.

Sådan beskrev danseren Martin Parnov Reichhardt sin dansepartner, biologen Vicky Knudsen, efter fredagens 'Vild med dans'.

- Føniksfuglen, der måske brænder lidt engang imellem, men rejser sig fra asken. Det, synes jeg virkelig, er det, Vicky præsterede i aften. Og jeg er så glad, lød det fra danseren.

Vicky Knudsen og Martin Parnov Reichhardt overlevede nemlig årets første udstemning i 'Vild med dans', på trods af at dommerne for anden gang i træk placerede dem i bunden af deres karakterskala. Og på trods af at de havnede i den frygtede omdans.

I stedet blev det tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen og hans partner Malene Østergaard, der måtte forlade 'Vild med dans'. Til stor overraskelse for biologen.

- Jeg plejer altid at have en kæk kommentar, men det har jeg ikke lige nu. Det kunne lige så godt have været os, lød det fra en rørt Vicky Knudsen efter afgørelsen.

Sådan så det ud, da Vicky og Martin gik videre fra omdansen.

Og selvfølgelig var både hun og Martin Parnov Reichhardt glade for pladsen videre i konkurrencen.

Men faktisk var der også noget andet – og måske endnu vigtigere – på spil for parret fredag aften.

Var klassens klovn - igen

For en uge siden fik biologen nemlig en ganske skidt start i årets 'Vild med dans'. Klappen gik ned under hendes jive, og dommerne beskrev både dansen som "underholdende" og "lidt tung nogle steder", inden de alle lettere beklagende bedømte den til bundkarakteren et.

Så mange point fik de

Emili og Mads: 26 point.

Merete og Thomas: 25 point.

Nukâka og Silas: 20 point.

Sara og Morten: 20 point.

Janus og Karina: 20 point.

Kristian og Mille: 19 point.

Albert og Jenna: 19 point.

Hilda og Michael: 17 point.

Wafande og Mie: 17 point.

Lars og Malene: 12 point.

Faustix og Asta: 11 point.

Vicky og Martin: 11 point.

To dage efter premieren forklarede biologen i et ærligt Instagram-opslag, at hendes fejlslående dans nagede hende så meget, at hun havde "tudet det meste af lørdagen".

- Da klappen gik ned, og jeg ikke kunne præstere, så blev jeg efterfølgende skuffet over mig selv. Sur over igen at være klassens klovn, der ikke bare for en gangs skyld kan være elegant, rolig og tage mig sammen, skrev hun.

- I bund og grund var mit selvværd så lavt i går, at jeg isolerede mig, aflyste alle aftaler og slukkede telefonen, fortsatte hun.

Derfor har ugen op til fredagens 'Vild med dans' været særlig hård at komme igennem.

- Det har været en rutsjebanetur, og hvis jeg ikke havde den der klippe, så var jeg faldet, inden vi var nået til i dag, sagde Vicky Knudsen om sin dansepartner efter programmet.

Sådan så det ud sidste fredag, da Vicky Knudsen og Martin Parnov Reichhardt dansede jive.

- Du skal være stolt

Trods så mange nerver at hun rystede, gjorde Vicky Knudsen dog comeback i sin tango fredag aften, der resulterede i 11 point og store roser fra dommerbordet.

- Det gjorde helt ondt på mig at høre, at du følte dig som klassens klovn, fordi det billede har jeg bare overhovedet ikke haft fra sidste uge, sagde hun i programmet.

Jeg føler mig så elsket, at jeg næsten ikke kan rumme det

Vicky Knudsen

- I det du har med at gøre i din hverdag, tænker jeg aldrig nogensinde, at du har lært noget som helst om dans. Og så er det altså super flot, at du kan gøre det, du gør her. Der var så meget drama. Du skal være stolt i stedet for. Det må du love mig, fortsatte dommeren.

Efter programmet var Vicky Knudsen da også både lettet og taknemmelig over, hvordan hendes anden uge i 'Vild med dans' endte.

- Jeg føler mig så elsket, at jeg næsten ikke kan rumme det, sagde hun.

- Det vigtigste var, at vi kom igennem dem dans, for jeg rystede jo helt vildt, sagde Vicky Knudsen om sin tango i fredagens 'Vild med dans'.

Står stærkere

Biologens taknemmelighed skyldes i høj grad også al den opbakning, Vicky Knudsen har fået, siden hun delte sin ærlige opdatering efter premieren. Noget hun ikke har fortrudt et øjeblik.

- Det var vigtigt for mig at være ærlig. Hvis man har dårlig selvtillid på nogle punkter, hvor man ikke er sikker, så føler jeg tit, man rejser sig stærkere, hvis man tør dele ud af sin sårbarhed, siger hun og tilføjer:

- Fordi man ved, der sidder en masse andre, der har præcis de samme følelser.

Og nu kan hun se frem til en ny uge i træningslokalet med mere overskud til faktisk at danse.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.