Landmand søger kærlighed

Fem spørgsmål kan åbne din lukkede partner

Landmanden Claus viser meget sjældent sin alvorlige eller følsomme side. TV 2

Det kan give både større glæde og selvværd at tale om sine følelser. Men mange undgår det og har svært ved at sætte ord på dem, mener psykoterapeut.

På skærmen er han den glade landmand, som ikke er bleg for at fyre en sjofel joke af over for sine bejlere.

Landmanden Claus Drejer i 'Landmand søger kærlighed' indrømmer det på sin egen måde:

- Den dybe følelsessnak er jo noget, der ligger mig meget, meget nært. Sådan er hele mit væsen, siger han i tirsdagens program med en dybt ironisk tone.

- Sådan cirka… Jeg har nok nemmere ved følelser, når jeg lige joker lidt om det, siger han.

Også vært Lene Beier bemærker det:

- Har I snakket følelser overhovedet?, spørger hun de tre bejlere Tina Hedegaard Pedersen, Ea Fjelsted og Nanett Mikkelsen.

Nej, lyder det entydige svar fra dem.

Lene Beier besøger Claus Drejers tre resterende bejlere, inden en af dem skal sorteres fra af landmanden. Tina Hedegaard Pedersen synes, at Claus bliver sødere, jo tættere de kommer på ham.
Også Nanett Mikkelsen og Ea Fjelsted kan se sig selv sammen med Claus.

- Han gemmer sig bag sin humor nogle gange...?, fortsætter Lene Beier og modtager et nik tilbage fra alle tre.

For Claus Drejer er det helt naturligt at møde nye mennesker med humor.

Han udtrykker kun sjældent sin mere følsomme side. På den måde minder han om rigtig mange danskere, vurderer par- og psykoterapeut Vigga Wagtberg, som har skrevet flere bøger om, hvordan man kan udtrykke sit inderste.

At tale åbent om følelser er noget, man skal lære og øve sig på løbende - og mestrer man det først, så kan det styrke både ens selvværd og relationerne i ens liv, mener hun.

- Det er en chance for at føle sig set og er helt essentielt for ens livskvalitet, siger hun.

Nede i artiklen har hun udvalgt fem spørgsmål, som man kan stille sig selv eller sin partner, der har svært ved at tale om sine følelser.

Hvorfor er det så svært?

Det første skridt for større åbenhed ligger i at forstå, hvorfor man selv - eller eksempelvis ens partner - undgår at tale om følelser.

- Som regel bunder det i en frygt for at blive afvist eller ikke at være god nok. Når man fortæller om sig selv på et følelsesmæssigt plan, blotter man sig, siger Vigga Wagtberg.

Afstemning

Hvor god er du til at tale om dine følelser?

Ens følelser er en del af ens kerne som person. Derfor kan det virke sårbart at give andre muligheden for at dømme én og for eksempel opfatte én som utilstrækkelig.

Det er ikke nødvendigvis en bevidst tanke, der opstår, understreger psykoterapeuten. Det kan komme som små stik af usikkerhed eller tvivl.

Men det bliver en ond cirkel, hvis man lytter til den - ofte irrationelle - usikkerhed.

Tre strategier, som personer, der har svært ved at tale om følelser, bruger

Humor: At lave jokes og sjov med det, der er svært eller følsomt. Samtalen forbliver på et overfladisk plan, fordi alt eksempelvis skal tolkes gennem filtre af ironi. 

Fordømmelse: Nogle gør grin med andre for at “censurere” og undgå snak om deres egne følelser. Det kan være ved at sige, at “hun da vejer 10 kilo for meget til den kjole”. I stedet for at tale om egne usikkerheder, nedgør man andre.

Intellektuel snak: Snak om politik, samfundsvidenskabelig teori eller kultur er en måde at forskyde følsomme samtaler væk fra det personlige. Det kan ligne en dyb samtale uden nødvendigvis at være det.

Kilde: Vigga Wagtberg, psykoterapeut

Hvis ikke man giver andre mulighed for at lære én at kende, så bliver det nemlig svært at opbygge den dybe og ærlige relation, som netop kan komme usikkerheden til livs, siger hun.

- Det er i relationer, hvor vi dyrker at tale om følelser, at man opdager, at man har værdi uanset sine fejl og begrænsninger, lyder det fra Vigga Wagtberg.

En sådan samtale kan blandt andet tage udgangspunkt i de fem spørgsmål, som hun har formuleret i listen herunder.

Det er en metode til at lære sig selv eller sin lukkede partner bedre at kende.

- Alle spørgsmålene handler dybest set om, hvordan man bliver påvirket af andre mennesker. Alt sammen kan sætte gang i samtalen om følelser, fordi det træner en til dels at mærke efter og dels til at tage ansvar for sit eget velbefindende, siger Vigga Wagtberg.

Når man gennemgår spørgsmålene, kan man spørge ind til konkrete situationer - en rar samtale eller konflikter - for at få tankerne i gang. Følte jeg mig forstået her og hvorfor/hvorfor ikke?

Fem spørgsmål kan lære dig at tale om følelser

  1. Hvornår føler du dig forstået?

  2. Hvilke mennesker i dit liv får dig til at føle dig fri til at være dig selv?

  3. Hvad skal man gøre, hvis man gerne vil vække din nysgerrighed?

  4. Hvad skal der til, for at du føler dig elsket?

  5. Hvad er nærvær for dig?

Nogle skal have hjælp

Som partner til én, der har svært ved at tale om følelser, kan man også hjælpe samtalen på vej.

Spørgsmålet: “Hvordan har du det?” kan leveres på mange måder, men først og fremmest er det, ifølge Vigga Wagtberg, vigtigt at vise accept af alt, der bliver sagt. Vise, at man værdsætter åbenheden.

Det er ikke det samme som at være enig i alt eller opfatte alt ens.

- Man kan sige: “Det er virkelig godt, du siger det. Det er jeg virkelig glad for. Jeg kan mærke, at jeg står et andet sted og har andre behov. Hvad siger du til, at vi indgår et kompromis?”, foreslår hun.

Claus Drejer synes bedst om at være den sjove, men han forklarer, at han også synes, at han er god til at vide, hvornår humoren skal lægges til side.

I det hele taget handler det om at virke accepterende og empatisk, så snakken om følelser bliver en god oplevelse.

For Claus Drejer er det også kun over for dem, der kender ham allerbedst - sine børn og sin nærmeste familie - at han viser sine følelser. Derfor ser man ikke dén side af ham i 'Landmand søger kærlighed', medgiver han.

Han ser dog ikke sig selv som én, der har svært ved at åbne op.

- Der skal bare mere end indflytning og et kamerahold til, forklarer han.

Se 'Landmand søger kærlighed' tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.