Vild med dans

Stor ændring ved dommerbordet i 'Vild med dans'

Her er årets fem dommere i 'Vild med dans'. Britt Bendixen (i midten) er tilbage efter en hjerteoperation. Henrik Ohsten / Henrik Ohsten, TV 2

Fremover kan parrene få op til 50 i karakter af dommerne i 'Vild med dans'. Det vil tilføre ekstra spænding, mener redaktør.

Når 'Vild med dans' går i gang med sin 17. sæson 2. oktober, bliver det med Britt Bendixen tilbage ved dommerbordet.

I 2019 måtte hun stå over på grund af en hjerteoperation.

- Jeg har fået det rigtig godt igen, og jeg føler mig stærk og godt tilpas ved at indtage dommerbordet på ny. Jeg har jo været væk i et år og fulgte med i sidste sæson som publikum, så jeg føler, at det er en hel ny begyndelse for mig, selvom jeg har siddet ved dommerbordet i 15 år, fortæller Britt Bendixen.

Britt Bendixen er spændt på at komme i gang. Hun fremhæver, at det fantastiske med 'Vild med dans' er, at oplevelsen er forskellig hver eneste år.

78-årige Britt Bendixen har været fast inventar ved dommerbordet i alle sæsoner fra 2005 til 2018. 2019 var første gang, hun ikke deltog.

Overrasket over udvidelse

Når hun nu vender tilbage til dommerbordet, kommer hun som vanligt til at sidde sammen med Jens Werner, Anne Laxholm og Nikolaj Hübbe. Men i modsætning til tidligere vil der også være en femte dommer.

Marianne Eihilt, der fungerede som afløser for Britt Bendixen i 2019, forbliver nemlig som dommer.

- Jeg blev glad og overrasket over, at der blev plads til os begge ved dommerbordet i år. Det er første gang nogensinde, at vi sidder fem ved dommerbordet. Det bliver rigtig sjovt, siger Britt Bendixen og fortsætter:

- Jeg glæder mig meget til at samarbejde med Marianne. Vi har kendt hinanden i mange år. Jeg har altid beundret hende. Hun er en fantastisk dygtig danser og dansetræner og nu også en fantastisk dommer i 'Vild med dans'.

Britt Bendixen i dans med vært Claus Elming fra 2014-udgaven af 'Vild med dans'.

Nyt maks til danserne

I modsætning til tidligere får danserne i år altså karakter fra fem dommere – og det kan bringe den samlede score op på 50. Dermed vil det være sværere for parrene at opnå pointlighed.

- Det kan tilføre konkurrencen et ekstra lag uforudsigelighed og spænding, og de professionelle dansere har også alle reageret meget begejstrede på nyheden om et ekstra pointskilt i mixet, siger underholdningsredaktør på TV 2 Thomas Richardt Strøbech.

Dommerne Jens Werner, Anne Laxholm, Marianne Eihilt og Nikolaj Hübbe ses her ved finalen i 'Vild med dans' i Forum Horsens, fredag 28. november 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Marianne Eihilt er glad for, at hun får lov at være med igen i år, selvom kvinden, hun afløste, altså kommer tilbage.

- Det var en kæmpestor og rørende oplevelse sidste år, og jeg går meget ydmygt til opgaven, da jeg ved, hvor meget dansen og konkurrencen betyder for de 12 par. Det er superskønt, at vi alle fem skal være med i dommerpanelet i år, og at vi er så forskellige typer, som vi er, siger Marianne Eihilt.

- Det betyder rigtigt meget for mig, at jeg ikke er kommet til på bekostning af en anden dommer - det ville jeg have haft det utroligt svært med, da jeg synes, de alle gør det super godt, siger Marianne Eihilt og forklarer, at hun har savnet Britt Bendixens store armbevægelser, skønne kommentarer og hyggelige væsen.

Marianne Eihilt bliver siddende som dommer i 'Vild med dans'. Hun har tidligere selv vundet konkurrencen to gange.

Fortsætter helt frem til jul

Udover Britt Bendixen vender de professionelle dansere Mads Vad og Malene Østergaard også tilbage til 'Vild med dans' efter en pause.

Normalt plejer 'Vild med dans' allerede at være i gang på nuværende tidspunkt.

Men coronavirussen har rykket om på TV 2s sendeplan. Derfor får 'Vild med dans' premiere senere og vil komme til at strække sig helt til juleferien.

'Vild med dans' har sæsonpremiere fredag 2. oktober klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.