Den vildeste danser

Silas Holsts mareridtsaften: - Jeg kunne slet ikke se dem i øjnene

I løbet af semifinalen gik Silas Holst fra at være den eneste dansekaptajn med alle sine deltagere, til pludselig at være den, der står svagest i finalen. Per Arnesen / Per Arnesen

Semifinalen vendte op og ned på dansekaptajnens vinderchancer i konkurrencen.

Da aftenen startede, var han den dansekaptajn, der stod stærkest. Men ved aftenens udgang stod han pludselig svagest.

Silas Holst gik som den eneste dansekaptajn ind i semifinalen i 'Den vildeste danser' med alle sine tre deltagere.

Efter afgørelsen havde han kun én.

- Jeg kunne næsten ikke tro det, det er helt sindssygt, siger Silas Holst om sin mareridtsaften.

En aften, der ellers startede positivt for dansekaptajnen.

- Jeg var så fuld af gåpåmod, da jeg vågnede i morges. Som den eneste var jeg sikret en finalist. Og jeg var ret sikker på, at det ville gå godt, siger Silas Holst

SIlas Holst var fuld af gåpåmod ved semifinalens begyndelse, hvor han som den eneste dansekaptajn havde alle sine tre delagere med.

Tvunget til at vælge - mistede begge alligevel

Da afgørelsens time kom, mistede Silas Holst dog hurtigt sit gåpåmod.

Der var tre dansere i farezonen, og to af dem var fra Team Silas: 14-årige Stephan og 35-årige Paul James Rooney. Kun 11-årige Olivia var gået direkte videre til finalen.

Jeg havde ikke fantasi til at tro, at det skulle ende sådan

Silas Holst

- Jeg havde faktisk ikke tænkt på det scenarie, for jeg havde ikke fantasi til at tro, at det skulle ende sådan, siger Silas Holst.

- Det var en katastrofe lige meget hvem af de tre, der røg ud. Jeg kunne slet ikke se dem i øjnene, siger Silas Holst om det ubehagelige øjeblik.

Silas Holst havde ikke troet, han skulle stå i den situation, at han skulle vælge mellem sine egne deltagere.

Dansekaptajnerne skulle hver især kaste en stemme på den, de mente, skulle videre til finalen.

Og tvunget til at vælge faldt Silas Holsts valg på Stephan.

- Jeg stemte ham videre af den simple grund, at Paul James godt kan klare sig uden min hjælp. Stephan er i en alder, hvor man har brug for al den coaching, man kan få, forklarer Silas Holst.

På under tre minutter gik jeg fra at have alle tre, til at være den, der har færrest

Silas Holst

Da Mille Gori stemte sin egen deltager, Simon, videre, lå det endelige valg hos Sonny Fredie Pedersen.

Han valgte dog at lade seerstemmerne afgøre, hvem der skulle i finalen. Og da seerne havde stemt Simon videre, mistede Silas Holst altså begge sine deltagere på én gang.

- På under tre minutter gik jeg fra at have alle tre til at være den, der har færrest, siger Silas Holst.

Olivia fortjener det om nogen

Silas Holst

Glad for sin finalist

Selvom aftenen vendte op og ned på dansekaptajnens vinderchancer i konkurrencen, er han dog lykkelig for den finalist, han har med i næste uge.

Silas Holst og hans finalist, Olivia.

- Når alt det her er sagt, er jeg så lykkelig for, at Olivia er i finalen. Olivia fortjener det om nogen, og nu skal vi gøre hende til den allerbedste siger Silas Holst.

- Og jeg må glæde mig over, at jeg i hvert fald har én finalist, tilføjer dansekaptajnen.

Olivia skal i fredagens finale dyste mod ShineCrew og Simon fra Mille Goris hold og Sonny Fredie Pedersens to grupper, Twenty og Champions League Family.

Se eller gense semifinalen i 'Den vildeste danser' på TV 2 PLAY.