Den vildeste danser

Blev smidt ud af skolen, fordi han var for lav: - Hvad skulle jeg gøre ved det?

Paul James Rooney har altid været udfordret som danser på grund af sin højde på 169 centimeter BLU/Kenneth Skoubølling

’Den vildeste danser’-deltagerens højde har voldt ham problemer gennem hele hans karriere. Først nu er han klar til at sige "fuck det".

En dag i påskeferien dumpede der et brev ind af brevsprækken i Paul James Rooneys barndomshjem i England.

Paul James Rooney var 13 år gammel og gik til daglig på kostskole på The Royal Ballet School i London, men var på ferie hos sine forældre i Berkshire.

Brevet var fra skolen og indeholdt en trist besked til den unge balletdanser. Han skulle ikke fortsætte på skolen til næste år.

Han var blevet smidt ud. Og årsagen gjorde ham modløs.

Begrundelsen fra skolen lød, at han var for "fysisk umoden" til at fortsætte. Men Paul James Rooney vidste udmærket godt, hvad der stod mellem linjerne.

Han var for lav. Det var derfor, de smed ham ud.

- Jeg følte, at det, de prøvede at sige til mig, var, at jeg aldrig kunne blive balletdanser, siger Paul James Rooney i dag.

I dag har den 35-årige danser dog en lang karriere som danser og koreograf bag sig.

Men det har taget tid for den 169 centimeter høje danser at finde sig til rette i en verden, hvor højdekravet for mænd oftest er på minimum 175 centimeter.

Hvor høje er din mor og far?

Paul James Rooney, der for tiden optræder live hver fredag i ’Den vildeste danser’, begyndte at danse som femårig.

Fra han var otte år rejste han hver weekend de 80 kilometer fra Berkshire til London for at gå i lørdagsskole på The Royal Ballet School. Han trænede hårdt i håbet om at kunne komme ind på skolen, når han blev gammel nok.

Da han fyldte 10, var det endelig tid til den audition, der skulle afgøre, om hans drøm om at gå på den kongelige britiske balletskole ville blive til virkelighed.

Paul James Rooney som 19-årig, da han stadig gik på Elmhurst Ballet School

Og til auditionen kom det også til at stå klart for Paul James Rooney, at hans størrelse ville komme til at spille en rolle i hans dansekarriere.

Udover adskillige danseprøver og fysiske undersøgelser, skulle Paul James Rooney udfylde et skema, hvor han blandt andet skulle svare på, hvor høje hans forældre er. Hans far er 170 centimeter høj, og hans mor er et hoved lavere.

Skolen prøvede at danne sig en idé om drengens fysik.

- De vidste godt, at jeg nok ikke ville blive to meter høj, siger Paul James Rooney

Paul James Rooney blev på trods af sine relativt lave forældre optaget på skolen. Men efter tre år kom det skæbnesvangre brev.

Jeg var nødt til at lyve, for ellers ville de smide mit cv ud med det samme

Paul James Rooney

Løj om sin højde

Da Paul James Rooney røg ud af den kongelige balletskole, blev han optaget på et andet danseakademi, Elmhurst Ballet School, og blev uddannet balletdanser.

Han brændte for dansen og så frem til at komme ud og indtage teaterscenerne. Men det skulle hurtigt vise sig, at hans højde stadig overskyggede hans talent.

I samtlige auditionopslag, Paul James Rooney kom i nærheden af, stod der, at mandlige dansere skulle have en minimumshøjde på 175 centimeter.

Paul James Rooney har danset i flere internationale danseforestillinger. Han har boet i Danmark de sidste 10 år.

Derfor begyndte han at lyve om sin højde på sit cv.

Til en audition på musicalen 'Chicago' gik han igennem alle runder, før producerne til sidst konfronterede ham med, at han ikke var så høj, som han havde sagt.

- Jeg var nødt til at lyve, for ellers ville de smide mit cv ud med det samme. Hvad skulle ellers jeg gøre?

Han fik afslag på 'Chicago' – og mange andre forestillinger derefter.

Hvorfor prøvede jeg overhovedet, når alle de års træning alligevel ikke betød noget?

Paul James Rooney

Ikke troværdig

Til en audition på rollen som den voksne Billy i musicalen 'Billy Elliot' i London fik Paul James Rooney at vide, at han "ikke var troværdig som voksen".

Paul James Rooney syntes, kommentaren var absurd.

- Ikke troværdig som voksen? Jeg var jo en voksen mand! Det er altså bare ikke alle dansere, der er høje, siger han.

Paul James Rooney løj om sin højde på sit cv og sagde, at han var 176 centimeter høj, bare for at komme med til auditions.

Paul James Rooney vidste, han var talentfuld. Det havde han altid fået at vide af undervisere og kolleger. Men det sled på selvtilliden at blive valgt fra konstant.

- Det var hårdt at blive valgt fra gang på gang. Ikke fordi jeg ikke var god nok, men fordi jeg var for lav. Hvad skulle jeg gøre ved det? Hvorfor prøvede jeg overhovedet, når alle de års træning alligevel ikke betød noget?, siger Paul James Rooney.

Dansens verden og den benhårde konkurrence gav ham komplekser om sin højde, der også fulgte ham uden for jobbet.

- Jeg har det fint nu. Men jeg har længe haft en usikkerhed, som stammer fra dansen. Jeg har følt, at jeg var mindre værd, siger han.

Paul James Rooney bag scenen til Matthew Bournes 'Svanesøen' - en moderne version af den klassiske Tchaikovsky-ballet.

Fik hul igennem

Paul James Rooney fik dog i sidste ende hul på karrieren og har i dag et langt cv med danse- og koreografarbejde.

Danseren fandt nemlig ud af, at han egner sig særligt godt til en særlig type roller.

Nemlig de komiske roller og roller som børn eller dyr. Han har spillet med i den prestigefulde Matthew Bournes 'Svanesøen', 'Pinnocchio' i Londons Royal Opera House,'Vinden i piletræerne' i Londons West End og talrige tivoliballetter i København.

Han lykkedes også med at blive castet i rollen som voksne Billy i 'Billy Elliott' i Malmø.

Når man bliver 35, gider man ikke være en dreng mere

Paul James Rooney

De seneste 10 år har han boet i Danmark og arbejdet som danser og koreograf, primært i Tivoli Balletteater.

- Jeg har været rigtig glad for alle de roller, jeg har spillet. Og i modsætning til nogle af mine kolleger kan jeg stadig spille rollen som barn i dag, siger Paul James Rooney.

Sidst, han spillede et barn, var som 34-årig, hvor han spillede drengen Fritz i 'Nøddeknækkeren'. Hans drøm er nu at komme til at danse mere komplekse manderoller.

Paul James Rooney på scenen til sidste fredags liveshow i 'Den vildeste danser'.

- Når man bliver 35, gider man ikke være en dreng mere. Jeg vil gerne bruge flere sider af mig selv og mit talent i dansen, siger Paul James Rooney.

Med tiden er han dog alligevel blevet bedre til at acceptere sin højde.

Og nu er han klar til at stille sig frem i 'Den vildeste danser' for at vise, hvad han kan. Og at han ikke lader sig begrænse af sine 169 centimeter.

- Da jeg meldte mig til 'Den vildeste danser' var det blandt andet, fordi jeg endelig er klar til at sige "fuck det" til dem alle sammen, siger Paul James Rooney.

Se 'Den vildeste danser' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.