Vild med dans

Her er de 12 par i 'Vild med dans' 2020

Hvem skal danse med hvem, når 'Vild med dans' ruller over skærmen?

De 12 par i årets 'Vild med dans' er matchet og i fuld gang med dansetræningen.

Her kan du læse, hvem der skal danse med hvem, når 17. sæson af programmet ruller over skærmen 2. oktober.

Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen

Én gang før har 42-årige Thomas Evers Poulsen ført en 'Badehotellet'-stjerne til sejr i 'Vild med dans'. Nu får han muligheden for at gøre det igen.

Skuespiller Merete Mærkedahl blev landskendt for sin rolle som stuepigen Otilia, da 'Badehotellet' fik premiere i 2013. Derudover har hun i flere år spillet på Aalborg Teater og medvirket i flere revyer.

Nu glæder den 38-årige skuespillerinde sig især til at lære standarddans. Og hun har fået en erfaren læremester.

Skuespiller Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen.

Thomas Evers Poulsen er med sine 14 sæsoner på gulvet og én bag dommerbordet den mest garvede professionelle danser i 'Vild med dans'.

Han har tidligere vundet 'Vild med dans' to gange. Sidste år blev det til en 10. plads med dessertkokken Christel Pixi.

Wafande og Mie Martha Moltke

38-årige Wafande brød igennem i 2011, da han udgav singlen 'Gi’ mig et smil' fra succesalbummet 'Du ved det'.

Nu glæder musikeren sig til at blive den "vildeste flamencodanser" – og det bliver 39-årige Mie Martha Moltkes opgave at forvandle ham til sådan en.

Sanger Wafande og Mie Martha Moltke.

Selv går hun på gulvet for 15. gang. Hendes bedste placering er indtil videre en fjerdeplads. Det fik hun både i 2016 med musikeren Thomas Buttenschøn og i 2007 med skuespilleren og eksmanden Lai Yde.

Sidste år fik Mie Martha Moltke en ottendeplads med bordtennisspiller Michael Maze.

Emili Sindlev og Mads Vad

Den 24-årige stylist Emili Sindlev er en af landets mest kendte influencere. Hun har knap en halv million følgere på Instagram og har tidligere været stylist på magasinerne Cover og Eurowoman.

Men det bliver første gang, de danske tv-seere møder hende i bedste sendetid. Og det sker med en sand veteran ved sin side, nemlig 35-årige Mads Vad, der i år gør comeback efter et års barselsorlov fra 'Vild med dans'.

Modestylist og influencer Emili Sindlev og Mads Vad.

I løbet af sine 13 sæsoner har han danset sig to førstepladser, to andenpladser og to tredjepladser.

Første sejr kom i 2010 med vejrværten Cecilie Hother, og i 2013 gentog han successen med bordtennisspiller Mie Skov. Senest fik han en andenplads med skuespiller Molly Egelind i 2018.

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge

Albert Rosin Harson blev landskendt som Lasse fra TV 2-julekalenderen 'Tinkas Juleeventyr', da han var 15 år gammel.

Sidste år medvirkede han i fortsættelsen i 'Tinka og Kongespillet', men kommer han langt i årets 'Vild med dans', står denne julemåned på dans med partneren Jenna Bagge.

Skuespiller Albert Rosin Harson og Jenna Bagge.

Den 31-årige danser går i år på gulvet i sin syvende sæson. Hendes hidtil bedste placering er den sjetteplads, hun fik sammen med cirkusartisten Patrick Bardino i 2015.

Sidste år dansede hun med kok og restaurantejer Umut Sakarya, som valgte at trække sig efter syv fredage på gulvet.

Janus Nabil Bakrawi og Karina Frimodt

Den 45-årige skuespiller Janus Nabil Bakrawi brød igennem i 90'ernes store tv-serie 'Taxa'. Derudover har han både skrevet og medvirket i en række andre tv-serier, film, teaterforestillinger og dokumentarserier.

I 'Vild med dans' håber han at udleve sin indre latino-danser. Og det bliver under kyndig vejledning fra 40-årige Karina Frimodt, der i år kan fejre sit 10-års-jubilæum i 'Vild med dans'.

Skuespiller Janus Bakrawi og Karina Frimodt.

Sidste år opnåede hun en tredjeplads med skuespiller og tv-vært Christopher Læssø. En placering hun også fik i 2015 med den tidligere fodboldspiller John 'Faxe' Jensen og i 2017 med håndboldspilleren Daniel Svensson.

Sit hidtil bedste resultatet opnåede hun i 2013, hvor hun blev nummer to med komikeren Uffe Holm.

Sara Bro og Morten Kjeldgaard

Sara Bro har været trofast seer af 'Vild med dans' siden programmets premiere i 2005. Dermed har den 46-årige tv- og radiovært allerede set sin nye dansepartner, 35-årige Morten Kjeldgaard, danse sig i finalen hele fire gange.

Radio- og tv-vært Sara Bro og Morten Kjeldgaard.

I 2016 vandt han med bokseren Sarah Mahfoud. Derudover blev det til andenpladser i 2015 og 2017, først med skuespilleren Stephania Potalivo og derefter endnu en skuespiller, nemlig Iben Hjejle.

Sidste år fik han en andenplads med sangerinden Coco O.

Lars Krogh Jeppesen og Malene Østergaard

Den 41-årige håndboldspiller har både vundet tre EM-medaljer for Danmark og spillet i udenlandske klubber som FC Barcelona, Flensburg-Handewitt og THC Kiel.

I dag er han sportskommentator på DR, men på dansefronten kalder Lars Krogh Jeppesen sig selv en "bænkevarmer uden finmotorik".

Håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen og Malene Østergaard.

Hans dansepartner har dog allerede haft en håndboldspiller under vingerne. Da 31-årige Malene Østergaard deltog i 'Vild med dans' for første gang i 2012, dansede hun nemlig med håndboldspilleren Lars Rasmussen.

De forlod programmet efter to fredage på gulvet. Året efter blev det til en syvendeplads med skuespilleren Thomas Ernst.

Siden har Malene Østergaard været bosat i Los Angeles, hvor hun har arbejdet som danser, underviser, koreograf og skuespiller. Nu er hun vendt hjem og klar til comeback i 'Vild med dans'.

Kristian Bech og Mille Funk

Den 44-årige tv-vært og tidligere politiassistent Kristian Bech er blandt andet kendt fra programmer som 'Eftersøgt', 'Station 2' og 'Som sunket i jorden'.

Han skal danse med 29-årige Mille Funk, der i år er med i 'Vild med dans' for sjette gang.

Tv-vært Kristian Bech og Mille Funk.

Sin hidtil bedste placering i programmet fik hun i 2018, hvor det blev til en tredjeplads med skuespilleren Esben Dalgaard.

Sidste sæson blev det til en sjetteplads med bokseren Mikkel Kessler.

Vicky Knudsen og Martin Parnov Reichhardt

Den 34-årige biolog og naturformidler Vicky Knudsen er kendt fra TV 2-programmet '1 døgn, 2 hold, 3 dyr' – og det som en sprudlende og farverig naturnørd, der begejstret deler sin viden om insekter og fugle.

Derfor kommer hendes 37-årige dansepartner Martin Parnov Reichhardt nok til at lægge øre til en naturhistorie eller to i træningslokalet.

Biolog Vicky Knudsen og Martin Parnov Reichhardt.

Men han får også noget at arbejde med, for med egne ord er Vicky Knudsen langt fra genert og god til at "ryste røv".

Martin Parnov Reichhardt debuterede i sidste års 'Vild med dans', hvor han dansede med skuespiller Marie Bach Hansen. De forlod programmet som sæsonens andet par.

Faustix og Asta Björk

31-årige Morten Olsen er bedre kendt under kunstnernavnet Faustix, hvor han har stor succes som DJ og musikproducer.

Faustix har vundet prisen som årets danske producer tre år i træk ved 'Club Awards', og det bliver 22-årige Asta Björks opgave at gøre ham til en lige så succesfuld herre på dansegulvet.

DJ og musikproducer Faustix og Asta Björk.

Hun er med i 'Vild med dans' for tredje gang, men ikke desto mindre tæller cv'et allerede en sejr og en fjerdeplads. I sin debutsæson gik hun hele vejen med skuespiller Simon Stenspil, og sidste år førte hun modellen Oscar Bjerrehuus til en fjerdeplads.

Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst

49-årige Nukâka Coster-Waldau er udddannet skuespiller og blandt andet kendt fra landets teaterscener og serierne 'Tynd is', 'Forbrydelsen' og 'Forsvar'.

Gennem skuespillerfaget har hun ét ganske særligt bekendtskab til fælles med sin kommende dansepartner, Silas Holst.

Skuespillerinde Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst.

Hun gik nemlig på skuespillerskolen med Jakob Fauerby, der skrev verdenshistorie med danseren i sidste års 'Vild med dans', da de blev det første par af samme køn til at vinde programmet.

Dermed fik den 37-årige Silas Holst sin tredje sejr og kan kalde sig den mest vindende professionelle danser i 'Vild med dans'.

Silas Holst har også vundet med skiløberen Sophie Fjellvang Sølling i 2011 og igen i 2014 med den daværende vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Derudover er han indehaver af tre andenpladser.

Hilda Heick og Michael Olesen

Hun er kendt som den ene halvdel af duoen Keld & Hilda. Men i efteråret bliver det Michael Olesen, der skal skal føre den 74-årige sangerinde rundt på gulvet.

Han har været fast mand på 'Vild med dans' siden 2007 og er nu klar til sin 14. sæson.

Sangerinde Hilda Heick og Michael Olesen.

I 2017 fik den 38-årige sin første sejr med skuespiller Sofie Lassen-Kahlke. Derudover er det blevet til en række tredje- og fjerdepladser.

Sidste år endte Michael Olesen på en femteplads med skuespilleren Neel Rønholt.

Afstemning

Hvilket par holder du med i 'Vild med dans' 2020?

'Vild med dans' har premiere 2. oktober på TV 2 og TV 2 PLAY.