Underholdning

Tryllekunstner flyver 7,5 kilometer i et bundt balloner

Onsdag morgen lokal tid steg den ekstreme tryllekunstner David Blaine til vejrs i 50 balloner.

Hængende i et bundt balloner har tryllekunstner David Blaine gjort, hvad de fleste kun kan drømme om.

Den 47-årige tryllekunstner har tilbagelagt 7,5 kilometer i over 7 kilometers højde ved at hænge fra wirer i 50 heliumballoner.

Det vurderes til at være det højeste, nogen har fløjet udelukkende ved hjælp af et bundt balloner.

Turen tog en time og foregik over ørkenen i Arizona, USA.

Imens tryllekunstneren hang i luften, blev han observeret af et hold på Jorden. De havde blandt andet styr på temperaturen i de højere luftlag, der undervejs nåede ned på minus 10 grader.

Og for at få tilstrækkeligt med ilt havde David Blaine en iltmaske med.

Barnedrøm

Efter at have hængt i de mange balloner i en time, hægtede David Blaine sig af heliumballonerne og landede med en faldskærm sikkert på Jorden.

- Wow, det var awesome, sagde David Blaine, da han landede igen.

Det fortæller han i en YouTube-video, hvor han også fortæller om stuntet.

Han siger blandt andet, at han har drømt om at flyve i balloner, lige siden han så Albert Lamorisses kortfilm 'Den røde ballon' fra 1956, da han var barn.

I filmen bliver en dreng løftet højt op over Paris af et bundt magiske balloner.

Andre stunts

Tidligere har David Blaine foretaget stunts såsom at lade sig begrave levende i en kiste med glaslåg. I en uge lå han under jorden og fik kun et par milliliter vand om dagen.

Ligeledes har han også forsøgt at lade sig indkapsle i is. David Blaines kropsform blev skåret ud i to isblokke, som derefter blev skubbet sammen omkring ham. Planen var, at han skulle blive der i 72 timer, men det lykkedes kun at tilbringe 61 timer i isen.

I 2006 levede han en hel uge i en speciallavet akrylboble fyldt med vand. Han fik kun mad og luft gennem en slange.