Igen og igen mislykkedes sangerindens drøm: - Hvad gør jeg af mig selv, hvis jeg aldrig bliver mor?
Dorthe Gerlach havde mistet troen på, at hun ville få sit livs ønske opfyldt. Nu fortæller hun det, der i over et årti har været for sårbart at dele.
Det her er ikke en historie, jeg har delt med nogen før i noget interview.
Men nu føler jeg, det er det rigtige tidspunkt at give mig selv lov til at sætte den fri.
En bestemt sang minder mig om alle de år, hvor jeg så brændende har ønsket mig at blive mor. Det er Lars H.U.G.'s 'Natsværmer'.
Da jeg hørte, at han skulle være med i 'Toppen af poppen' ligesom jeg selv, vidste jeg, at det var den, jeg skulle fortolke. Også selvom det ville blive svært.
Så mange gange har jeg haft det som i første vers, der handler om at gå ud langs havet og mærke længslen.
Hver gang jeg har travet en tur ved Vesterhavet eller gået langs kysten i L.A eller Italien, er tankerne kommet til mig.
For der er bare noget særligt ved havet. Når du går en tur for dig selv der, så er det de inderste længsler, der presser sig på.
Havet skyller alt dagligdag og alle forsvarsværker væk. Du bliver så lillebitte. Der er kun dig og en kæmpe horisont. Og jeg tror, det er det, den sang siger så klart: Når du står foran havet, kan du ikke gemme dig for din egen længsel.
Det kunne jeg heller ikke.
Når jeg stod der, tænkte jeg på den lille natsværmer, som jeg forsøgte at indfange, og som hele tiden slap væk.
Det er den følelse, man har, hvis man virkelig gerne vil have et barn. For det er så utrolig konkret og samtidig så flygtigt.
Uanset hvor meget jeg ønskede mig at blive mor, så lykkedes det bare ikke. Det er lidt ligesom.... at man mister noget, man aldrig har haft. Igen. Og igen. Og igen.
Det er sådan, det føles.
Hvad gør jeg af mig selv?
Vores lille søn Harry blev født i februar i år under en vinterstorm og fuldmåne. Og jeg har været lidt usikker på, om jeg skulle fortælle, hvor længe vi har kæmpet for at blive forældre.
For jeg har aldrig haft det godt med at være konkret om vores fertilitetsbehandling.
Nogle har det fint med at dele det hele. Men jeg tror også, der er et stort, tavst flertal, som ikke har lyst til at dele noget så sårbart med en tilfældig bordherre til et bryllup eller en bekendt til en reception, der spørger: "Nå, skal I ikke snart til at have nogle unger?".
Det er den tavse gruppe, jeg selv har hørt til.
Jeg følte, at hvis jeg åbnede bare lidt op, var det som om, folk forventede, at jeg delte alle detaljerne fra vores journal. Et klassisk spørgsmål var for eksempel: "Hvem af jer er det, som ikke kan?". Det spørger man da ikke om. For mig er det meget privat.
Processen var så sårbar, at jeg ikke kunne overskue at have andres øjne og forventninger på mig. Eller deres gode råd. Selvom folk giver dem i den bedste mening.
På et tidspunkt kunne jeg bare ikke rumme at høre mere om zoneterapi og den rødbedekur, som virkede for naboens svigerinde.
For vi prøvede i mange år. Så mange, at vi har været nødt til at tage lange pauser undervejs, fordi vi simpelthen ikke kunne holde ud at være i det.
Og efter alle de år var jeg nået dertil, hvor jeg tænkte:
Jeg fyldte 38, så 39, og der ved havet begyndte mine tanker at handle mere om, hvordan jeg skulle lande det her, hvis jeg aldrig blev mor.
Hvordan skulle jeg undgå, at den sorg, jeg bar på, ikke blev til en bitterhed? Og hvordan kunne jeg forhindre den i at kaste skygger over alt det andet, som var godt i mit liv?
Op på hesten!
Jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle være for gammel, når jeg fik børn. Fordi hey, jeg skulle bare have dem, mens jeg var ung og frisk. Og jeg ville gerne have en hel flok. Tre-fire stykker.
Det har aldrig nogensinde strejfet mig, at der skulle en lille hale på, der hed: "Altså hvis det kan lade sig gøre".
Da vi gik i gang, var jeg 27. Nu er jeg 40.
I begyndelsen, når vi blev skuffede, kan jeg huske, at jeg sagde: "Nå, pyt med det. Op på hesten og videre".
Jeg troede, det ville sprede dårlig energi i kroppen, hvis den der skuffelse fik lov til at sætte sig i knoglerne. Så det var strategien. Nå. Opsa, hopsa. Videre. Vi prøver da bare igen.
Til sidst blev jeg helt overfølsom over for det udtryk: Op på hesten!
Jeg havde bare lyst til at kvæle den hest. For jeg fandt jo ud af, at selvom der blev ved med at være skuffelser, så var jeg nødt til at give mig selv lov til være ked af det og sige: "Nej, jeg kommer ikke ud i den her uge". Nu vil jeg bare have lov at ligge og hyle ned i en pude. I stedet for at skulle være tapper for andres skyld.
Indimellem har jeg kunnet mærke, at folk har gået på listesko, hvis de skulle fortælle mig, at de var blevet gravide. Fordi de har frygtet, at jeg kunne blive ked af det over det. Eller vred.
Men.... faktisk har det næsten været det, der kunne gøre mig mest ked af det. Når folk har været lidt forbeholdne med at dele den mest glædelige nyhed, der findes.
For det har aldrig nogensinde gjort mig ked af det, at andre skulle have et barn. Det var jo ikke et barn, de havde taget fra mig.
Jeg har kun været ked af det barn, jeg ikke selv kunne få.
Danmarksmester i lave forventninger
Jeg har dog mange gange bidt mig selv i tungen over, at jeg for ni år siden talte med en journalist og sagde: "Nu er jeg klar til børn". For internettet glemmer jo aldrig.
Dengang troede jeg jo, at det snart ville ske. Og det kan godt være, at der er nogen, der vil sige, at jeg da godt kunne have talt bredt om det, fordi andre måske kunne have brugt det til noget. Men.... det kunne jeg bare ikke.
Jeg havde ikke kræfter til at dele det. De kræfter, jeg havde, skulle bruges på at samle mig selv op og samle vores parforhold op, hver gang det ikke lykkedes.
Med tiden blev det nemmere for mig ikke at sige noget til nogen. Jeg kom dertil, hvor jeg måske ikke engang fortalte min familie og mine veninder, at vi var i gang med et forsøg. Og så blev jeg god til at holde håbet i stramme tøjler.
Jeg var nærmest uofficiel danmarksmester i små slag og lave forventninger.
Når jeg skulle ringe til fertilitetsklinikken for at få at vide, om jeg var blevet gravid, købte jeg en pissedyr flaske Riesling. Så havde jeg da dén, når jeg nu fik mit "nej, desværre, ikke denne gang". Igen.
Det blev sådan, jeg tænkte. At nu skulle jeg ringe for at få min dårlige nyhed.
Derfor var jeg slet ikke forberedt på at få det svar, jeg så fik i maj 2019.
Outsider blandt mødrene
En del af mig svævede helt oppe under loftet. En anden var overbevist om, at der måtte være sket en fejl. Jeg spurgte hende, om hun var sikker. Og jeg bad hende tjekke efter igen.
Men den var god nok, sagde hun.
Det var meget uvirkeligt. Men jeg gik hjem og pillede den der Riesling ud af køleskabet. For der var vel ikke nogen, der skulle drikke den lige foreløbig. Eller hvad?
Følelsen af uvirkelighed holdt gennem hele graviditeten.
Jeg var seks måneder henne, inden jeg turde købe sådan en lille dum, blå kanin. Og jeg kunne jo godt mærke, at der skete alt muligt i min krop, men jeg følte mig ikke som en del af det der moderfællesskab.
På Nørrebro, hvor jeg boede, kunne jeg se alle mødre, der stod med deres barnevogne og gik til efterfødselsgymnastik i det fri. Men jeg følte slet ikke, at det snart skulle være mig.
Jeg var så vant til at være på det andet hold, så jeg havde det som om, at jeg havde fået adgangsbillet til en klub, som jeg ikke rigtig hørte hjemme i.
Jeg følte mig som en outsider, fordi det, som var så selvfølgeligt for en helt masse andre kvinder, slet ikke var selvfølgeligt for mig.
Det var egentlig først, da jeg nåede til fødslen, at det ændrede sig.
Lys i den anden vej
Jeg skulle have ham helt op i armene, før jeg selv turde tro 100 procent på, at den var god nok.
Men det gode ved sådan et lille barn er jo, at han ikke stiller spørgsmålstegn ved noget. Der er ikke nogen tøven eller noget forbehold fra en baby. Så det med at holde igen og ikke give sig helt hen, sluttede i det sekund, han blev født.
Det er det mest virkelige, jeg har prøvet indtil nu.
Men det er vigtigt for mig, at der ikke er nogen, der læser den her historie og tænker: "Så blev hun gravid, og så endte det hele lykkeligt".
Det er sådan, man typisk tænker. Men var det ikke lykkedes, måtte jeg finde lys i den anden vej. Det var det, jeg sagde til mig selv, når jeg gik ud langs havet. At det ikke måtte være enten eller. At det ikke måtte ende lykkeligt eller ulykkeligt.
Efter så mange år kommer man nemt til at føle sig som en brik, der bliver kastet rundt af skæbnen, vorherre eller tilfældighedernes spil. Og det er en måde at tage styringen tilbage på.
For jeg kunne ikke styre, om jeg fik den her kæmpestore ting i livet. Men jeg kunne godt styre, hvordan det skulle forme mig som menneske.
Nægtede at blive bitter
Jeg bildte ikke mig selv ind, at det ikke ville blive ved med at være en sorg, hvis jeg aldrig blev mor. Men jeg ville ikke have, at det skulle gøre mig til den her….. bitre kvinde.
Fordi bitterhed gennemsyrer alt. Det er den farligste følelse i verden, synes jeg.
Jeg har set den i tusind former og i tusind mennesker. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om du er bitter over, at du blev forladt, at din bror stjal din arv, eller at du ikke fik det barn. For resultatet er det samme. Bitterhed stjæler glæden ved livet og ødelægger alt.
Men jeg nåede så langt, at jeg holdt op med at være vred. Det blev mere sådan en stille sorg hen ad vejen. Og noget, som jeg måske egentlig var ved at være klar til at acceptere. At så blev det et andet liv.
Så hvis alle de her år nåede at lære mig noget godt, så var det, at jeg rent faktisk var i stand til at være taknemmelig over alt det smukke, jeg trods alt havde fået i livet. Også selvom det måske ikke skulle blive, som jeg allerhelst ville have det.
Hvis ikke jeg kunne give al min kærlighed til et barn, måtte jeg finde nogle andre at give den til. Så jeg ikke ville blive et menneske, som slet ikke gav kærlighed til nogen.
Selv hvis jeg ikke havde fået Harry, ville jeg stadig have mine søskendes børn, som jeg til enhver tid ville kaste mig selv ud foran et tog for at redde. Jeg ville stadig have musikken. En dejlig familie. Og en skøn mand.
Én ting er at sige til sig selv, at man skal sætte pris på alt det. Noget andet er at gøre det. Og det sker ikke bare lige på en dag. Jeg har været 12 år om at komme dertil.
Derfor er det stadig lidt uvirkeligt for mig, at jeg faktisk blev mor.
Jeg vågner stadigvæk flere gange om natten, mange flere gange end Harry, og så kigger jeg ned på ham og tænker: "Wauw, han findes".
Jeg behøver ikke en hel flok mere. Jeg har fået meget mere, end jeg overhovedet turde håbe på.
Jeg har fået min lille natsværmer.
Se 'Toppen af poppen' søndag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.