Vild med dans

Håndboldstjerne og tv-vært med i 'Vild med dans'

De to nydansere er konkurrencemennesker frem for alt. Ritzau Scanpix/Lars E. Andreasen

Tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen og tv-værten Kristian Bech er blandt nydanserne i dette års udgave af 'Vild med dans'.

Den ene har haft blodige kampe på håndboldbanen og den anden på gaden i sit virke som politimand.

Alligevel har de to kommende 'Vild med dans'-deltagere, tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen og tv-værten Kristian Bech, det til fælles, at dansegulvet er noget af det mest skræmmende, de kan forestille sig.

- For mig er det en langt større udfordring, end de vildeste ting, jeg har oplevet, og nu når det kommer tættere på, frygter jeg, hvordan det vil gå. Men på den anden side glæder jeg mig også helt vildt, siger Kristian Bech, der er tidligere politibetjent.

Den to meter høje håndboldspiller, Lars Krogh Jeppesen, har ligeledes en begrænset erfaring med at bevæge sig på et dansegulv og kalder sig selv en "bænkevarmer uden finmotorik".

- Jeg er ikke nogen født danser og har ikke danset meget, så det er en voldsom udfordring. Men det bliver også sjovt at starte helt fra bunden, siger han.

Spiller ikke safe

Ifølge Lars Krogh Jeppesen har han gennem sin karriere forsøgt at udfordre sig selv ved at tage til nye lande for at spille.

- Håndbold og sport er én ting, dans og finmotorik er noget helt andet. Jeg er spændt på, om jeg indeholder det, siger Lars Krogh Jeppesen.

Men med deltagelsen i 'Vild med dans' er der intet trygt at falde tilbage på - her er han for alvor på udebane.

- Man kan også bare vælge at spille safe og lave ting, man er dygtig til. Men jeg tror på, at det her vindergen, jeg har, kan gøre, at jeg ikke giver så let op, siger han og beskriver sig selv som et iltert konkurrencemenneske.

Lars Krogh Jeppesen

41 år.

Opvokset i Hvidovre.

Har spillet 123 kampe og lavet 356 mål for det danske håndboldlandshold og var med til at vinde EM i 2008. Har blandt andet spillet for Flensburg-Handewitt, THW Kiel, FC Barcelona.

Stoppede håndboldkarrieren i 2012 og har siden været træner og sportsdirektør. I dag er han sportskommentator for DR.

Det er også noget af det, han håber at kunne tage med sig fra sportens verden. Der bliver i hvert fald ikke en finger at sætte på arbejdsindsatsen, lyder det bestemt.

- Jeg har en forventning om, at jeg bliver bedre fra uge til uge. Spørgsmålet er, hvor hurtigt eller hvor langsomt det går, siger Lars Krogh Jeppesen.

Disciplin og udenadslære

Den tidligere politimand, Kristian Bech, har brugt sine 44 år på at undgå dansegulve, da de får ham til at føle sig dum. Men han håber, at baggrunden i politiet og jobbet som tv-vært har givet ham noget mental styrke og en evne til at holde hovedet koldt:

- I 'Vild med dans' er jeg alene - der er ingen, jeg kan kalde over radioen, siger Kristian Bech.

- Jeg er beslutsom, god til at modtage instrukser og til udenadslære. I tv-programmer er det, man skal sige, ofte indøvet, og hvis jeg kan overføre det til koreografi, er jeg på hjemmebane. Men det kræver, at jeg får kontrol over nerverne, siger Kristian Bech.

Kristian Bech

44 år.

Opvokset i Jyllinge nord for Roskilde.

Oprindeligt uddannet politiassistent.

Blandt andet kendt fra programmer som ’Eftersøgt’, ’Station 2’ og 'Bech og de ekstreme aktivister’.

I øjeblikket aktuel som vært på programmet ’Som sunket i jorden’.

Tv-værten ved, at han kan blive "skide irriteret" i processen, men ser frem til at komme i gang.

- Jeg vil gerne lære at give lidt slip på det kontrollerede menneske og vise en mere personlig side af mig selv, som ellers ikke er muligt som vært, siger han.

Ingen vil være den første

De færreste nydansere har lyst til at forlade 'Vild med dans'-gulvet for tidligt, når de først har sagt ja.

Og som to store konkurrencemennesker er det da heller ikke en mulighed for tv-værten og håndboldspilleren.

- Får jeg færten af guld, bliver jeg vild og blodig, siger Kristian Bech med et grin.

- Når man siger ja, forpligter det. Så gør man sig umage og giver den gas, siger Lars Krogh Jeppesen.