Landmand søger kærlighed

Landmanden Mads har ét særligt ønske til en kommende kæreste

Det er godt at gøre sig selv bevidst om, hvad man leder efter i en kæreste, mener parterapeut.

Hvad skal der til for at finde kærligheden?

Det spørgsmål har den 30-årige landmand Mads Højbjerg Pedersen spurgt sig selv om utallige gange de seneste seks år som single.

Min opfattelse er, at der bare er langt imellem de kvinder, jeg passer med

Mads Højbjerg Pedersen, landmand i 'Landmand søger kærlighed'

Tv-seerne møder ham for første gang tirsdag i ‘Landmand søger kærlighed’, men selvom den unge vestjyde håber, programmet kan blive svaret på hans spørgsmål, så kan det vise sig at blive særligt svært for ham.

- Er du kræsen?, spørger vært Lene Beier i programmet, kort inden landmanden skal modtage sine breve fra bejlerne.

- Det kan man måske godt sige, jeg er, siger han.

Mads Højbjerg Pedersens har nemlig en helt klar forestilling om, hvordan hans kommende kæreste skal være. En slags indre tjekliste, han går igennem, hver gang han har datet en ny kvinde i sine seks år som single.

Dermed minder han om mange unge, forklarer parterapeut og forfatter Ingrid Ann Watson. I sit arbejde hjælper hun blandt andet singler, der har svært ved at finde en kæreste, og tjeklisten er for hende et kendt fænomen.

Mads Højbjerg Pedersen ved, at hvis han finder den rigtige kæreste, så vil han være villig til at gøre det meste for hende. Selv opgive landbruget.

Den kan være vejen til den helt store kærlighed. Men den kan også blive en hæmsko for det samme.

Det handler om at gøre det rigtigt.

Nederst i artiklen kommer hun med sine råd til, hvordan du på en konstruktiv måde får defineret dine ønsker til en kæreste.

Lang liste med ønsker

For Mads Højbjerg Pedersen er der særlig én ting, som kvinden i hans liv skal udstråle:

- Naturlighed. Jeg foretrækker en pige, som er naturlig, fortæller han.

For ham er det vigtigt, at hans kommende kæreste er passioneret omkring nogle af de samme ting som ham selv.

Han elsker selv at danse swing og rock’n’roll-dans i foreningen ‘Kom og dans’, så han har et klart håb om, at hun kan lide at danse eller i hvert fald er villig til at lære det, så de kan dyrke hobbyen sammen.

Han ønsker, at hun går op i sundhed og økologi og har lyst til at starte kreative projekter med ham.

Afstemning

Har du en række ønsker eller krav til en eventuel partner, når/hvis du leder efter én?

Han vil have det svært ved, hvis hun har tatoveringer eller piercinger. Og rygning er et no go for ham.

- Jeg synes, det er synd, at man ødelægger sin smukke krop med den slags, siger han.

Landmanden bor i et hus for sig selv i Sørvad i Vestjylland og arbejder på familielandbruget, som består af flere gårde i lokalområdet.

Finder han den rette, er han villig til at gøre nærmest hvad som helst for hende, siger den unge landmand.

- Det kunne være hende den naturlige yoga-pige, der hviler i sig selv. Hende, hvor man kan mærke, at hun har en gejst på livet og en sprudlende personlighed, siger han.

Tjeklisten kan virke - eller spænde ben

At definere og skrive ned, hvad man går efter hos en partner, er slet ikke en dårlig idé, ifølge parterapeut Ingrid Ann Watson.

Det kan nemlig gøre en mere bevidst om sine egne prioriteter i livet, og hvad der betyder allermest for en i et forhold.

- Hvis man ingen tanker har gjort sig, så er man - strengt sagt - mere tilbøjelig til bare at få den, der byder sig til. De fleste, der dater, har en frygt for, at de ender alene. Hvis en date viser én stor interesse, så er det nemt at føle en tiltrækning til personen, selvom det måske slet ikke er det bedste match til dig, siger hun.

Derfor skal man netop som Mads Højbjerg Pedersen pejle sig ind på sig selv og sin drømmepartner.

Man skal dog også være bevidst om, hvornår kravene tager overhånd og bliver en unødvendig hindring i jagten på kærlighed, understreger parterapeuten. Det sker, hvis de bliver så omfattende, at ingen kan komme igennem nåleøjet. Og den balance kan være svær at ramme.

- Det går galt, hvis man har en liste på 15 punkter og er nede i mikroting, som egentlig ikke er vigtige for relationen. Hvis man siger, at “hun skal have dén højde, dén alder, dén hårfarve, øjenfarve og desuden lave noget indenfor dét felt og interessere sig for de fem ting”, siger hun.

Mads' søster (tv) og hans veninde hjælper ham med at udvælge de kvinder, han skal på speeddate med. De ved godt, at han skal have en kæreste, som elsker nogle af de samme ting som ham selv.

Dem, som har den type krav, kan være singler meget meget længe, advarer hun.

I stedet skal man indsnævre sit fokus. Og finde ønsker frem for krav.

Hvad kan du ikke leve uden?

Ingrid Ann Watson plejer at sige, at hendes klienter skal vælge fem ting.

Fem ting, som de ikke kan leve uden hos en partner. De skal spørge sig selv: Hvad er det præcis, jeg ikke kan leve uden hos en partner?

Hendes erfaring er, at listen ændrer sig markant med den tilgang. I stedet for en bestemt højde, hårfarve eller en tatoveringsfri krop, så bliver det måske pålidelighed eller humor, man peger på. Eller man opdager, at netop det ene specifikke fysiske træk er så vigtig for en, at den fortjener et helt punkt.

- Man tvinger folk til at tænke over, hvad deres hjerte vitterligt ønsker sig, siger Ingrid Ann Watson.

Mads Højbjerg Pedersen tror og håber, at den rette kvinde for ham er blandt de mange breve, han modtager i 'Landmand søger kærlighed'.

De fem punkter, man ender med, skal tages alvorligt og være tro mod dem, når man tager på date, skriver med en på Tinder eller møder en sød mand eller kvinde et helt tredje sted.

30-årige Mads Højbjerg Pedersen ved godt, at han har nogle krav, som har gjort det svært at finde den rette for ham. Især på landet, hvor de unge kvinder i forvejen er i underskud, fordi mange rykker til de større byer for at studere.

Han har været på masser af dates, men ingen har fanget hans interesse.

- Min opfattelse er, at der bare er langt imellem de kvinder, jeg passer med. Men der er bare nogle ting, jeg gerne vil have i mit liv med min kæreste. Hvis ikke det er der, så tror jeg ikke, vi vil det samme eller har de samme værdier, siger han.

Mads kalder sig selv en "økonørd", og han håber at kunne nørde med sin kommende kæreste.

Det gælder eksempelvis hans krav om, at hun skal være røgfri.

Hvis den store forelskelse indtræffer, så er han dog samtidig sikker på, at han er villig til at gå på kompromis med nogle af kravene.

I tirsdagens ‘Landmand søger kærlighed’ bliver han præsenteret for 42 breve fra kvinder, som alle har set hans introduktionsvideo og ønsker at møde ham. Det giver ham stor tiltro til fremtiden.

- Det gør mig rigtig glad, at det, jeg søger, er i brevene, siger han i programmet.

- At vide, at der er en til mig. Det har jeg ikke troet på i nogle år. Men det ser det ud til, at der er, siger han.

Parterapeutens råd: Sådan laver du en dating-tjekliste

  1. Hvad kan du ikke leve uden?

    Definer de personlighedstræk, værdier, ydre forhold (eksempelvis bopæl eller alder), du ikke kan leve uden hos en partner.

    Tænk over, hvad der betyder noget for dig, og hvad du allermest ønsker af din partner. Er det at starte en familie sammen? Er det, at I har samme humor? Er det, at I kan rejse sammen?

  2. Skær listen ned til fem punkter

    Uanset hvor mange ting, du har skrevet på din liste, så skær den ned til fem punkter. Det gør, at du får prioriteret dem og reflekteret over, hvad der egentlig er det vigtigste for dig.

  3. Vær ærlig om dine forventninger

    Du behøver ikke lægge dine fem punkter ud som ultimatummer på første date, men det er godt at være ærlig om, hvad du leder efter.

    Er det eksempelvis pålidelighed, du søger i din partner, kan du udtrykke: "Jeg elsker en mand/kvinde, som holder sine aftaler" et naturligt sted i samtalen. På den måde er du åben om dine præferencer uden at afkræve din date en bestemt adfærd.

  4. Hvad kan du selv tilbyde?

    Det er fint at ønske eller drømme om noget, men det er også vigtigt at se indad. 

    Når du formulerer en liste med dine ønsker, er det en god mulighed til at "tjekke op på dig selv" og se, som du selv kan leve op til det, du kræver af din partner. 

    Hvis man eksempelvis har skrevet, at det er vigtigt at have en partner, der lytter, så skal man spørge sig selv: Lytter jeg selv?

Kilde: Ingrid Ann Watson, parterapeut og forfatter

Se 'Landmand søger kærlighed' tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY