Børneidol måtte samle flasker og spise efterladt mad for at nå sin drøm
Hun var ti år, da hun fastlagde sin karriere. Men på vejen derhen måtte hun samle flasker og spise restaurantgæsternes rester for at opnå drømmen.
Klokken nærmer sig 19.30, og det er en halv time siden, at jeg skulle have mødtes med Mille Gori.
Vi skal lave et stort interview om hendes liv, fordi hun er aktuel som ny dansekaptajn i programmet ’Den vildeste danser’.
Pludselig ringer telefonen.
- Ej, jeg har simpelthen så dårlig samvittighed, men jeg er først lige kommet ud fra filmoptagelse i Køge, lyder det fra Mille Gori i den anden ende.
- Og jeg er virkelig ked af, at jeg først har kunnet ringe nu, men når man optager med børn, så tager tingene pludselig lidt længere tid.
Hun kan først være fremme om halvanden time. Tanken om at skulle lave et stort portrætinterview sent om aftenen, gør mig lidt bekymret og frustreret.
Men der er et eller andet over Mille Gori. En charme og noget i hendes stemme, der gør, at man næsten instinktivt må tilgive hende. Hun er simpelthen for sød til, at man kan blive rigtig irriteret.
Jeg fortæller hende, at jeg er lidt nervøs for, om hun vil være for træt og uoplagt til interview så sent.
Dét er hun ikke. Det lover hun.
Og klokken 20.45 kommer hun strygende ind ad svingdøren på TV 2 i Sydhavnen i København.
- Jeg er en tidsoptimist, siger hun undskyldende.
Men hun forklarer, at hun alligevel altid når alt det, hun vil.
Dét får jeg en langt større forståelse af, da jeg når til enden af mit interview.
Mille Gori sætter sig i stolen over for mig. Hun er iført grøn velourbuksedragt, flotte glimmernegle, sneakers og en grå hue, der er trukket ned over hendes to lange lyse fletninger.
Det outfit, der har været med til at gøre hende landskendt som børnenes højtelskede Ramasjang-figur Motor Mille.
Men nu skal danskerne til at lære en helt anden side af Mille Gori at kende. En side, hun indtil videre ikke har talt så meget om.
For bag den motorglade drengepige gemmer der sig også en stiletbærende danser.
En kvinde, der som bare 12-årig lavede en ambitiøs liste over ting, hun skulle have opnået som 30-årig.
En kvinde, der har måttet samle flasker for at få råd til at udleve sin drøm.
En kvinde, der aldrig har holdt en eneste pause i sin hæsblæsende karriere.
Ventede ikke på svaret
Mille Gori var ikke særlig gammel, da hun fandt ud af, hvad hun skulle bruge resten af sit liv på.
Det skete på en scene i hendes hjemby Spøttrup lidt uden for Skive.
Her voksede hun op med sine forældre og to mindre tvillingesøskende, og hun var en pige med ualmindeligt meget gang i.
Hun sad aldrig stille og talte konstant.
- Når jeg ser videoklip med mig som barn, talte jeg hele tiden. Altså hele tiden. Jeg spurgte om noget og ventede ikke på svar. Jeg har tit tænkt, at jeg må have drevet mine forældre til vanvid, siger hun.
Som 10-årig fik hun for første gang muligheden for at snuse til teatrets verden, da hun kom med i den lokale opsætning af Peter Pan og fik rollen som Lillefjer.
- Det var en lillebitte rolle. Jeg skulle intet sige. Men jeg følte selv, at jeg havde hovedrollen, siger hun.
Det var oppe på scenen, iført brunt indianertøj og en fjer på hovedet, at Mille Gori fandt ud af, at hun ville være noget med skuespil, sang og dans.
- Det blev kickstarten til der, hvor jeg er i dag. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er stoppet op eller har holdt en pause siden dengang, siger hun.
Cirkusprinsessens bucketliste
Hendes helt store drøm var at blive cirkusprinsesse.
Men da det ikke var en uddannelse, man kunne finde i Politikens store ’Hvad kan jeg blive’-bog, besluttede hun sig i første omgang for at gå efter at blive skuespiller eller danser.
Og som 12-årig gjorde hun noget, de færreste børn i den alder gør.
Hun lavede en udførlig liste over de ting, hun gerne ville opnå, inden hun fyldte 30 år. En såkaldt bucket list på 20-30 punkter.
- Hun ville gerne uddannes skuespiller eller danser.
- Se en giraf i levende live.
- Have købt sin egen lejlighed.
- Bestige Kilimanjaro.
- Købe sin egen boombox.
Og som det vigtigste punkt skrev hun også:
- Lige meget hvilket arbejde du får, skal du kun arbejde med noget, der gør dig glad, hver dag du vågner!
Det var store tanker for en lille pige. Men Mille Gori gik benhårdt efter sine mål, og året efter kunne hun krydse første punkt af, da hun brugte sine sparepenge på en mastodontisk lilla boombox til 1600 kroner.
Hun gik til dans og spillede samtidig med i musicals og teaterforestillinger på Holsterbro Musikteater, men efterhånden blev hun mere bevidst om, at hun ville være danser.
Det var især moderne dans, der fangede hendes hjerte.
- I moderne dans kan man ikke rigtig danse forkert. Man skal have de rigtige teknikker, men der er ikke så mange regler. Det kan jeg godt lide, siger hun.
Det var kun, fordi hendes mor bad hende om det, at hun lige akkurat tog gymnasiet med, inden hun søgte ind på Den Danske Scenekunstskole i København.
Men hun fik afslag.
Et sabbatår var dog ikke en mulighed for den dengang 19-årige Mille Gori. Hun skulle udleve sin drøm. Derfor flyttede hun et år til Stockholm og begyndte på det svenske balletakademi.
Tilværelsen i Sverige blev dog ikke helt, som hun havde drømt om. Faktisk langtfra.
Men det blev et år i hendes liv, der kom til at definere en stor del af hendes tilgang til voksenlivet.
Spiste rester fra gæsternes tallerkener
Da hun ankom, kunne hun hverken svensk eller havde nogen penge. De svenske medstuderende orkede ikke at tale med hende, fordi hun ikke kunne deres sprog.
Hun dansede hele dagen, babysittede og arbejdede på en restaurant de resterende vågne timer for at tjene penge.
Hvis restaurantgæsterne lod deres mad stå urørt, pakkede hun det ind og tog det med hjem i tasken.
På vej hjem fra restauranten samlede hun flasker, og hun kunne godt finde på at vente en halv time på, at den lokale pizzamand lukkede, så hun kunne få resterne af hans kålsalat.
- Det var pissehårdt, men jeg har også lært, hvad tingene koster, og hvordan man sparer op.
- Og i dag kan jeg lave ALT med flåede tomater og salt, siger hun med stolthed i stemmen.
Svensk fik hun også lært hurtigt. For hun var stædig og ville tale med dansekammeraterne.
At danse farven blå
Efter et år i Stockholm kom hun ind på Den Danske Scenekunstskole i København.
Det var drømmen, der var gået i opfyldelse. Troede hun.
For selvom hun elskede den frie form i moderne dans, kunne den også blive lidt for fri – eller ”langhåret”, som hun selv kalder det.
Hun havde for eksempel lidt svært ved ikke at grine, når hun blev bedt om at danse farven rød eller grøn eller blå.
- Jeg skulle også ligge fladt på ryggen i halve timer og mærke mit haleben og forbindelse til hælen. Og ja ja, de første fem minutter gav jeg det en chance, men klokken var otte om morgenen, og til sidst måtte jeg bare erkende, at jeg fandeme ikke kunne mærke den forbindelse, siger hun og griner lidt.
Til sidst blev hun så træt af studiet, at hun besluttede sig for, at hun måtte finde på en alternativ plan og droppe ud.
Men en dag fik hun et meget uventet telefonopkald.
Mille Gori tror ikke på skæbne og held. Hun tror på høje ambitioner og hårdt arbejde.
Alligevel erkender hun, at hvis hun én gang i livet er blev ramt af skæbnen, så var det der.
Auditionen, hvor alt gik galt
I den anden ende af røret var en redaktør fra DR-børnekanalen Ramasjang.
Hun ville gerne have Mille Gori til casting på noget ”børneværts-noget”. Mere måtte Mille Gori ikke vide endnu.
Hun dukkede op til en audition, der med hendes egne ord udviklede sig til ”rent gakkelade”.
Hun skulle danse, synge og interviewe en 45-årig mand, der foregav at være en seksårig dreng, der på tragisk vis havde mistet sin bedstemor en juleaften, da hun fik mandlen fra risalamanden galt i halsen.
Hvad i alverden siger man til det?
Mille Gori væltede ind i et kamera undervejs og valgte en smule overambitiøst at synge en trestemmig sang.
- Jeg forsøgte at synge alle tre stemmer selv og sang pivfalsk, siger hun grinende.
Det var ikke ligefrem, fordi Mille Gori følte, at hun havde lavet en vellykket audition, da hun gik ud ad døren.
Men én ting havde givet hende håb.
Redaktøren havde sagt til Mille Gori, at de ledte efter en Pippi-type og ikke en Annika-type.
Det passede Mille Gori - der var dukket op til audition iført stribede gemacher, glimmerbluse, rød cardigan og fem store sløjfer i håret – særdeles godt.
For var der nogen, hun kunne identificere sig med, var det en modig, højtråbende, vild og fantasifuld Pippi.
Mille Gori måtte til endnu en audition, og så var jobbet hendes. Det job hun endnu ikke helt vidste, hvad gik ud på.
Motor Mille blev født - En cirkusprinsesse vendte hjem
Redaktøren afslørede nu, at Mille Gori skulle være en ny Ramasjang-figur i det populære Cirkus Summarum.
De to skulle sammen finde ud af, hvad karakteren skulle indeholde på et kaffemøde.
Efter to timers møde var Motor Mille skabt: En sej pige, der var vild med biler, maskiner, fart, tempo og højder.
Da Mille Gori nogle uger senere satte sig i stolen til allerførste prøvedag, gik det op for hende, at hun var havnet på den helt rigtige hylde.
Det var præcis det, hun havde drømt om - helt uden at vide det.
Her kunne hun få lov til at spille skuespil, danse, lave tv og arbejde med børn – og sidst men ikke mindst: Hun var blevet cirkusprinsesse! Det job, der ellers var så godt som umuligt at få.
Motor Mille blev et hit. Efter første sæson i cirkusteltet fik hun sine egne tv-serier.
Hun valgte at blive på sin uddannelse, gøre drømmen om at blive danser til virkelighed og ved siden af arbejde udvikle karakteren Motor Mille, selvom det meget hurtigt stod klart for hende, at det ville blive nogle lange og hårde dage.
Det havde da også sin pris.
Den kolde skulder
Mille Gori havde ikke længere tid til at hænge ud med dansevennerne efter skole og skippede et par morgentimer og fællesmøder.
Resultatet blev, at flere af hendes medstuderende gav hende den kolde skulder.
Det var hårdt.
- Men jeg kan godt forstå, at det var irriterende for dem, at jeg kom tullende ind klokken ti, efter at de havde stået og svedt i to timer, siger hun.
Alligevel holdt hun fast i begge dele.
Det blev to hektiske år, der på mange måder kulminerede den dag Mille Gori skulle til eksamen i København cirka halvanden time inden, hun skulle indfinde sig i Legoland og optræde for tusindvis af børn.
Dansende ind i en helikopter
Eksamen foregik en tidlig formiddag, og Mille Gori skulle danse sammen med flere andre studerende. Men modsat de andre, var hun iført makeup og to lange fletninger.
Uden for døren til dansestudiet lagde hun en buksedragt, sko og de klassiske Motor Mille-flyvebriller klar. Skoene stod usnøret. Lige til at hoppe ned i. Hun vidste, at hvert sekund efter eksamen ville tælle.
Inden hun gik på gulvet, hæftede hun sig ved, at underviseren sagde, at de godt kunne gå, når de havde danset færdigt.
Deres danseoptræden sluttede med et såkaldt slide – en lang glidebevægelse hen ad gulvet.
- Og da vi lavede sidste bevægelse, slidede jeg vitterligt direkte ud ad døren og sprang direkte ned i tøjet, siger hun.
Få minutter senere løb Mille Gori ud i den taxa, der holdt og ventede.
Den drønede afsted til en helikopter, som Mille løb direkte ind i, hvorefter den satte kurs direkte mod Legoland i Billund.
Da den nærmede sig stedet, kunne hun se de tusindvis af børn, der allerede stod samlet foran scenen og ventede på at se deres store idol.
Der var syv minutter til, at hun skulle på. Helikopteren landede et lille stykke derfra, og en golfvogn transporterede Mille Gori direkte hen til scenen.
Her gav en mand hende en mikrofon på.
- Er du klar?, sagde han.
Mille Gori havde lyst til at sige "næh". I stedet sagde hun ja.
Så tændte han for musikken, og hun gik direkte ud til de hujende børn og fyrede et 45 minutters langt show af.
Da hun gik ned fra scenen, gik hun over imod en skurvogn og satte sig ned. Hendes skuldre sad helt oppe under ørerne.
Det gik pludselig op for hende, at hun ikke anede, hvordan hun skulle komme hjem. Det havde hun ikke planlagt.
Iført Motor Mille-kostume traskede hun hen til Billund Lufthavn og bookede en flyver hjem til København.
Da hun flere timer senere ankom til det kollektiv, hun boede i, blev hun mødt af en træt roommate.
Roommaten fortalte Mille, at hun havde haft en virkelig hård dag. Hun havde både været på arbejde, afleveret opgave og spist frokost med sin mor.
- Hvad har du lavet?, spurgte hun.
- Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at sige, hvad jeg havde lavet, så jeg sagde bare, at jeg havde været til eksamen, siger Mille Gori.
At leve sin drøm har en pris
Det var en stor sejr, da Mille Gori endelig blev færdiguddannet danser. Nu kunne hun fokusere på Motor Mille – og sine andre drømme.
For hendes bucket list, ambitioner og store planer stopper aldrig – heller ikke ved Motor Mille.
Hun lægger løbende planer for, hvad hun vil opnå om et, to, fem og helt op til 30 år.
De mange ting, hun skulle nå, inden hun fyldte 30 år, er allerede krydset af. På den nye 30 årsplan står blandt andet en sejltur over Atlanten og at nå en basecamp på Mount Everest.
Men det er ikke omkostningsfrit at være ambitiøs og målrettet. Det har Mille Gori også fundet ud af.
Det koster på en anden konto og går sommetider ud over venner og familie.
Mille Gori har for eksempel ikke meget kontakt med sine venner fra folkeskolen og gymnasiet, og hun må melde pas til mange familiearrangementer, hun ellers gerne ville deltage i.
Når hun er tilbage i hjembyen og møder to af sine bedste folkeskoleveninder, der kommer gående med barnevogn, og som stadigvæk holder sammen, rammer det hende kort.
- Der kan jeg da godt mærke et lille stik i hjertet, siger hun.
I dag er de fleste af hendes venner i samme branche som hende selv.
- De har bare bedre forståelse for, når man ringer og siger, at man er to timer forsinket, siger hun.
Den forståelse møder hun også hos sin kæreste, sangeren Thomas Buttenschøn.
Det er især familien, hun er ked af at måtte fravælge. Og engang imellem kan hun godt sidde bag scenen og ærgre sig over, at hun ikke er med til et familiearrangement.
Men så sker der alligevel noget, når hun går på scenen og bliver modtaget af jublende børn.
For slet ikke at tale om de ufatteligt mange kram, hun høster backstage fra børn, der nogle gange ankommer i motorbriller og fletninger som motorhelt.
- Hvis der er nogen, der kan bekræfte én i, at man er elsket og god til det, man gør, så er det børn. Selv på en dårlig dag, hvor jeg savner min familie, siger hun.
Det er derfor, at hun bliver ved.
Stiletter og sneakers
Men nu skal hun til at prøve noget helt nyt.
For i øjeblikket kan hun opleves i programmet ’Den vildeste danser’, hvor et mere voksent publikum for første gang får lov til at se en ny side af Mille Gori - hende der går i funklende kjoler og stiletter.
- Det er første gang, at jeg laver et program, hvor jeg sidder i mit voksentøj. Det er jeg spændt på, siger hun.
Mille Gori har 48 timer i døgnet
Klokken nærmer sig 22.30, og det er blevet mørkt udenfor.
Mille Gori har talt næsten uafbrudt, siden hun satte sig, og jeg har kun stillet korte spørgsmål for at sætte hendes talestrøm i gang. Hvis hun er træt, skjuler hun det godt.
Jeg fortæller hende, at jeg er imponeret over hendes energiniveau.
- Jamen, jeg har 48 timer i døgnet, siger hun.
Jeg griner. Det er jo sådan noget, man siger for at illustrere, at man kan nå mange ting på en dag, tænker jeg.
Men så kigger hun direkte på mig:
- Jeg kan faktisk godt klare mig 48 timer uden søvn, men så skal jeg også sove.
Efter to timer i selskab med Mille Gori, må jeg konstatere, at det formentlig er sandt.
Mille Gori har flere timer i døgnet end de fleste.
Efter en 12 timers optagedag og et to timers langt interview er hendes dag ved at slutte.
I morgen ringer hendes ur klokken 5.30, og så skal hun på optagelse igen.
Men Mille Gori klager ikke. For hun arbejder med noget, hun elsker. Det hun lovede sig selv som 12-årig.
Du kan se 'Den vildeste danser' hver fredag på TV 2 klokken 20 eller på TV 2 PLAY.