Den vildeste danser

Danser rører Silas Holst til tårer: - Man er også noget værd, selvom man ser anderledes ud

31-årige Malene Becker Nielsen bruger dansen til at normalisere kroppe, der ser anderledes ud. Nu stiller hun op til 'Den vildeste danser'.

Da Malene Becker Nielsen var færdig med sin audition til 'Den vildeste danser', løb dansekaptajn Silas Holst straks op på scenen til den 31-årige danser og omfavnede hende i et stort kram.

- Wow. Hvor var det bare smukt. Og hvor var budskabet bare vigtigt, sagde dansekaptajnen med tårer i øjnene.

Malene Becker Nielsen havde nemlig været på scenen i fredag aftens bedste sendetid med en hel speciel optræden med et særligt buskskab: At alle kroppe er gode nok, præcis som de er.

Malene Becker Nielsen er nemlig født uden venstre hånd.

Og det har selv taget hende lang tid at nå frem til en accept af, hvordan hendes krop ser ud.

Jeg har faktisk aldrig følt mig handikappet, indtil jeg gik ind i danseverdenen

Malene Becker Nielsen

Og nu vil hun hjælpe andre med handikap til at nå frem til samme accept – gennem dans.

31-årige Malene Becker Nielsen er født uden venstre hånd. I dag er hun professionel danser med fokus på integreret dans.

Mødet med dansens verden - og med at være anderledes

Faktisk var det aldrig Malene Becker Nielsens plan at blive danser. Det var lidt af en tilfældighed, at hun fandt dansen, efter hun i mange år havde dyrket springgymnastik.

Men da hun skulle i gymnasiet, var det kun muligt at søge ind på danselinjen.

Jeg skiller mig jo ud, og det er ikke nemt

Malene Becker Nielsen

Det viste sig dog hurtigt, at hun var gjort af det rette stof i forhold til klare sig i dansens verden. Hendes lærere bekræftede hende i, at hun havde talent, og hun forelskede sig i den moderne dans.

Men det var også i mødet med dansens verden, at Malene Becker Nielsen blev mødt med idéen om, at der var noget, hun ikke kunne, fordi hun var født uden en hånd. At hendes handikap gjorde, at vejen ikke var så ligetil, som den var for andre.

- Jeg har faktisk aldrig følt mig handikappet, indtil jeg gik ind i danseverdenen, siger Malene Becker Nielsen.

Hånden kom i vejen

Malene Becker Nielsen har været vant til altid at se anderledes ud. Men det har aldrig diskvalificeret hende fra noget.

- Jeg er tværtimod altid blevet opdraget med, at jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Jeg har ikke været vant til, at nogen har sagt ”det kan du ikke, fordi du ser sådan ud”, siger Malene Becker Nielsen.

Malene Becker Nielsen danser med det budskab, at alle kroppe er lige meget værd.

Men i den konkurrenceprægede danseverden opdagede hun hurtigt, at hun blev valgt fra på grund af sit handikap.

- Jeg ved, at jeg er blevet valgt fra til dansejobs af den ene grund, at jeg mangler en hånd.

Men det fik hende ikke til at stoppe. Det gav hende blod på tanden.

- Jeg skiller mig jo ud, og det er ikke nemt. Men jeg valgte at sige, at det lige netop er derfor, jeg skal blive ved.

Malene Becker Nielsen dansede moderne dans til sin audition. Koreografien sluttede med en tekst, hun selv havde skrevet og indtalt, der omhandler accept af kroppen.

Vil ændre danseverdenen

Malene Becker Nielsen er i dag uddannet professionel danser fra Northern School of Contemporary Dance i England.

Siden da har hun kastet sin kærlighed på genren integreret dans – dans, der er centreret om samspillet mellem kroppe med og uden handikap.

- Det er ikke en nem branche at være i, og jeg kunne godt tænke mig, at der blev åbnet mere op for folk, der er anderledes – også i samfundet generelt. Jeg vil gerne vise, at ligegyldigt hvordan man ser ud, kan man gøre, lige hvad man vil, siger Malene Becker Nielsen.

Malene Becker Nielsen arbejder i dag med dans for forskellige kroppe.

Det er også hendes budskab med at deltage i 'Den Vildeste Danser'. At man er god nok, som man er. At alle kroppe er gode kroppe.

- Ligegyldigt hvilken krop, man har, skal man elske den.

Se 'Den vildeste danser' på TV 2 PLAY.