Vild med dans

Her er de professionelle dansere i 'Vild med dans' 2020

Fire af de 12 professionelle dansere i efterårets 'Vild med dans'.  Henrik Ohsten / TV 2

Seks af de professionelle dansere har tidligere vundet konkurrencen.

To af efterårets professionelle dansere er tilbage på dansegulvet efter en kort – og en længere – pause fra hele Danmarks dansegulv.

Den ene er blevet far, og den anden har prøvet kræfter i Los Angeles, blandt andet i det amerikanske danseprogram 'So you think you can dance?'.

Nedenfor kan du få overblik over, hvilke dansere der er med i efterårets 'Vild med dans', og hvordan det er gået dem i de forrige sæsoner.

Silas Holst

Silas Holst sammen med skuespilleren Jakob Fauerby i sidste års 'Vild med dans'.

Sidste år vendte Silas Holst tilbage i 'Vild med dans' efter fire års pause – og det blev noget af et comeback.

Sammen med skuespilleren Jakob Fauerby skrev danseren verdenshistorie, da de blev det første par af samme køn til nogensinde at vinde 'Vild med dans'.

Dermed fik den 37-årige danser sin tredje sejr og kan kalde sig den mest vindende professionelle danser i 'Vild med dans'.

Silas Holst fik sin debut i 2008 og har danset sig til finalen i seks ud af de syv sæsoner, han har deltaget.

Han har tidligere vundet med skiløberen Sophie Fjellvang Sølling i 2011 og igen i 2014 med den daværende vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Derudover er han indehaver af tre andenpladser med tidligere fotomodel Malena Belafonte samt skuespillerne Laura Drasbæk og Louise Mieritz.

I år bliver hans ottende sæson på gulvet.

Morten Kjeldgaard

Morten Kjeldgaard med dansepartneren Coco O. i sidste års 'Vild med dans'.

35-årige Morten Kjeldgaard fik sin 'Vild med dans'-debut i 2006, og i år går han på gulvet i sin niende sæson.

Sidste år blev det en andenplads med sangerinden Coco O, og dermed fandt han vej til finalen for fjerde gang.

I 2016 vandt han med bokseren Sarah Mahfoud. Derudover blev det til andenpladser i 2015 og 2017, først med skuespilleren Stephania Potalivo og derefter endnu en skuespiller, nemlig Iben Hjejle.

Karina Frimodt

Karina Frimodt og partneren Christopher Læssø sidste år i 'Vild med dans'.

41-årige Karina Frimodt kan fejre sit 10 års-jubilæum i efterårets 'Vild med dans'.

Sidste år dansede hun sig til en tredjeplads med skuespiller og tv-vært Christopher Læssø. En placering, hun også fik i 2015 med den tidligere fodboldspiller John ’Faxe' Jensen og i 2017 med håndboldspilleren Daniel Svensson.

Sin hidtil bedste placering fik hun i 2013, hvor hun blev nummer to med komikeren Uffe Holm. Derudover har hun blandt andre danset med sportskommentator Kurt Thyboe, musiker Rasmus Nøhr og cykelveteranen Rolf Sørensen.

Asta Björk

Asta Björk i sidste års 'Vild med dans' sammen med partneren Oscar Bjerrehuus.

22-årige Asta Björk er både den yngste og mindst erfarne kvindelige professionelle danser i 'Vild med dans'-regi.

Ikke desto mindre tæller cv'et allerede en sejr og en fjerdeplads. I sin debutsæson gik hun hele vejen med skuespiller Simon Stenspil, og sidste år førte hun modellen Oscar Bjerrehuus til en fjerdeplads.

Nu er hun klar til sin tredje sæson.

Michael Olesen

Michael Olesen og Neel Rønholt i sidste års 'Vild med dans'.

Michael Olesen har været fast mand i 'Vild med dans' siden 2007 og er nu klar til sin 14. sæson.

I 2017 fik han sin første sejr med skuespiller Sofie Lassen-Kahlke. Derudover er det blevet til en række tredje- og fjerdepladser for den 37-årige danser.

For eksempel fik han sin første tredjeplads i 2008 med skuespilleren Anne Grethe Bjarup-Riis, mens han i 2018 dansede sig til den seneste fjerdeplads med rapperen Lucy Love. Sidste år blev det til en femteplads med skuespilleren Neel Rønholt.

Mille Funk

Mille Funk og dansepartneren Mikkel Kessler i sidste års 'Vild med dans'.

29-årige Mille Funk fik sin debut i 'Vild med dans' i 2015 og er i år med for sjette gang.

Sidste sæson blev det til en sjetteplads med bokseren Mikkel Kessler. Sin hidtil bedste placering i programmet fik hun i 2018, hvor det blev til en tredjeplads med skuespilleren Esben Dalgaard.

Tidligere har hun danset med politikeren Rasmus Jarlov, tv-værten Christian Müller Bækgaard og ikke mindst skuespilleren Mathias Käki, som hun siden har dannet par med privat.

Jenna Bagge

Jenna Bagge og Umut Sakarya i sidste års 'Vild med dans'.

31-årige Jenna Bagge går til efteråret på gulvet i sin syvende sæson af 'Vild med dans'.

Sidste år dansede hun med kok og restaurantejer Umut Sakarya. Han valgte dog at trække sig efter syv fredage på gulvet, fordi han modtog grove beskeder på sociale medier.

Jenna Bagges hidtil bedste placering er den sjetteplads, hun fik sammen med cirkusartisten Patrick Bardino i 2015.

Derudover har hun blandt andre danset med rapperen USO, roeren Rene Holten Poulsen og tv-vært, designer og arkitekt Emil Thorup.

Mie Martha Moltke

Mie Martha Moltke under sidste års 'Vild med dans' med partneren Michael Maze.

Mie Martha Moltke har været med i 'Vild med dans' siden 2005, dog med en kort pause i 2011. Dermed er hun den kvindelige professionelle danser, der har deltaget flest gange. Hun går nu sin 15. sæson i møde.

Hendes bedste placering er indtil videre en fjerdeplads. Det fik hun både i 2016 med musikeren Thomas Buttenschøn og i 2007 med skuespilleren Lai Yde, som hun blev gift med og senere skilt fra igen.

Senest dannede den 39-årige danser par med bordtennisspiller Michael Maze. De dansede sig til en ottendeplads.

Thomas Evers Poulsen

Thomas Evers Poulsen i sidste års 'Vild med dans' med partneren Christel Pixi.

Thomas Evers Poulsen er med sine 14 sæsoner på gulvet og én bag dommerbordet den mest garvede professionelle danser i 'Vild med dans'.

Han har været med fra første sæson tilbage i 2005, bortset fra en kort pause i 2011. I år går den 42-årige danser på gulvet for 15. gang.

Han har vundet 'Vild med dans' to gange - han vandt den allerførste sæson i 2005 med skuespiller Mia Lyhne og igen i 2015 med Ena Spottag, der også er skuespiller.

Derudover har han danset med blandt andre tidligere statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen, skuespiller Pernille Højmark og tv-værten Signe Lindkvist. Sidste år blev det til en 10. plads med dessertkokken Christel Pixi.

Martin Parnov Reichhardt

Martin Parnov Reichhardt med sin dansepartner Marie Bach Hansen i sidste års 'Vild med dans'.

37-årige Martin Parnov Reichhardt debuterede i sidste års 'Vild med dans', hvor han dansede med skuespiller Marie Bach Hansen.

De forlod programmet som sæsonens andet par trods flotte point og rosende ord fra dommerne.

Martin Parnov Reichhardts cv tæller derudover en mere end ti år lang karriere som aktiv professionel turneringsdanser, underviser og dommer ved konkurrencer.

Ved siden af dansekarrieren har han en ph.d. i medicin og har blandt andet undervist og forsket ved University of Oxford i England.

Mads Vad

Mads Vad deltog senest i 'Vild med dans' i 2019, hvor han dansede med skuespiller Molly Egelind.

35-årige Mads Vad havde en søn på fire måneder under sidste års 'Vild med dans', men i år er han tilbage efter et års barselsorlov. Og det bliver et gensyn med en sand veteran.

I løbet af sine 13 sæsoner har han danset sig to førstepladser, to andenpladser og to tredjepladser.

Første sejr kom i 2010 med vejrværten Cecilie Hother, og i 2013 gentog han successen med bordtennisspiller Mie Skov. Senest dansede han sig til en andenplads i 2018 med skuespiller Molly Egelind.

Nu er han klar til sin 14. sæson på gulvet.

Malene Østergaard

Malene Østergaard deltog senest i 'Vild med dans' i 2013, hvor hun dansede med skuespilleren Thomas Ernst.

Årets nye danser på holdet er ikke så ny endda. Faktisk deltog 31-årige Malene Østergaard i 'Vild med dans' i 2012 og 2013.

Hun debuterede med håndboldspilleren Lars Rasmussen, hvor hun forlod konkurrencen efter to fredage på gulvet. Året efter blev det til en syvendeplads med skuespilleren Thomas Ernst.

Allerede dengang var Malene Østergaard bosat i Los Angeles, hvor hun arbejdede som danser og underviser og samtidig håbede at få gang i en karriere som skuespiller. Det lykkedes, da hun siden har haft roller i for eksempel tv-serier som 'Brooklyn Nine-Nine' og 'Rosewood'.

Hun har derudover deltaget i det amerikanske danseprogram 'So you think you can dance?', hvorefter hun også har lavet en gæsteoptræden og koreograferet i 'Dancing with the stars', den amerikanske udgave af 'Vild med dans'.

Nu er hun klar til at gøre comeback på det danske dansegulv.

Se 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret. Programmet får premiere 2. oktober.