Landmand søger kærlighed

Landmandsdate går helt galt - klappen gik pludselig ned for ung bejler

Den unge bejler i 'Landmand søger kærlighed' er langt fra den eneste, hvis nerver tager kontrollen, fortæller psykolog. Heldigvis er der råd for det.

En første date kan for de fleste fremkalde svedige håndflader og en let forhøjet puls.

Det var slet ikke sådan, jeg ville vise mig overfor Stine

Daniel Wolff, som er bejler til landmanden Stine Marthine Pedersen

Men sommetider kan nervøsiteten tage over og dominere i en sådan grad, at den hiver al flirt og romantik ud af øjeblikket. Det erfarede 27-årige Daniel Wolff under optagelserne til premiereafsnittet af 'Landmand søger kærlighed 2020'.

På sin første date med Stine Marthine Pedersen, programmets kvindelige landmand, fik han nemlig det, han selv beskriver som et "blackout" på grund af nerver.

- Du skal ikke være nervøs, jeg bider ikke, sagde Stine Marthine Pedersen for at berolige ham, men lige lidt hjalp det.

Alt det, han gerne ville sige, var væk. På sine få minutter i Stine Marthine Pedersens selskab kunne han hverken svare på hendes spørgsmål eller fortælle et eneste ord om sig selv. Hans fokus var i stedet flyttet til hans dirrende ben, som han frygtede ville kollapse under ham.

Nederst i artiklen kommer psykolog Maja Schondel med en række gode råd til, hvordan man kan håndtere nervøsitet.

Mange oplever generende nervøsitet

Episoden har siden optagelserne i juni stået som et ubehageligt minde i Daniel Wolffs hukommelse, og han har gruet for at skulle se sig selv på skærmen tirsdag, når programmet sendes.

- Jeg plejer at være nervøs, når jeg skal på date, men slet ikke så slemt som denne gang. Det var slet ikke sådan, jeg ville vise mig overfor Stine, men min krop skabte sig virkelig, siger han til TV 2 i dag.

Stine havde valgt at tage Daniel Wolff med på date på baggrund af hans brev til hende.

Kameraerne viste heller ikke, at Daniel Wolff allerede havde mærket nerverne dagen inden. Om natten var han vågnet flere gange, og på vej hen til daten i Nordjylland havde hans hjertebanken tvunget ham til at stoppe fem-seks gange.

Privatpraktiserende psykolog Maja Schondel har set klippet med Daniel Wolff, og hun beskriver det som "en mand, der er gået totalt i alarmberedskab".

- Når vi skal på date, udsætter vi os for en potentielt sårbar situation, fordi der er risiko for, at vi bliver vejet og fundet for lette. Vi kan blive afvist, siger hun.

Udover Daniel skulle Stine også på date med fire andre mænd.

Hans reaktion er derfor slet ikke så ualmindelig. Faktisk vil de fleste mennesker kunne opleve, at nervøsitet hæmmer evnen til at tænke eller tale klart, lyder det fra psykologen.

En ustyrlig opmærksomhed

Det er ikke kun første date med en ny potentiel kæreste, der kan frembringe nervøsitet. I situationer som jobsamtaler og eksamener, hvor der er noget på spil, viser forskningen, at vi har en tendens til vende vores opmærksomhed indad.

- I stedet for at fokusere på omgivelserne, så bliver vi ekstremt opmærksomme på at monitorere og registrere det, der sker i vores krop, siger Maja Schondel.

Stine tilbød Daniel noget at drikke, men han afslår. Psykolog Maja Schondel siger, at det kan være en idé at "lade sig hjælpe" af ting i sine omgivelser, hvis man er meget nervøs. Eksempelvis kan man snakke om drikkevarerne.

Man glemmer altså at kigge på personen overfor, og i stedet flyder tankerne over med bekymringer. "Kan hun se sveden dryppe fra tindingen? Lagde hun mærke til, at hånden rystede". Og så er der startet en ond spiral.

Heldigvis findes der råd mod det.

Sådan tæmmes nervøsiteten

Er man nervøs og står og skal præstere nu og her, så er det nødvendigt at ty til en akut løsning, forklarer Maja Schondel. Og her er den såkaldte supermandspositur et redskab, der kan hjælpe en ud af den onde mentale spiral.

Det, du kan arbejde med, er, hvordan du forholder dig til og møder din nervøsitet

Maja Schondel, privatpraktiserende psykolog

Posituren går ud på at stille sig med hænderne i siden, rank ryg og højt bryst. Det kan give en følelse af selvsikkerhed og tilstedeværelse.

På Daniel Wolffs date ville Maja Schondel råde ham til at følge disse tre instrukser, som alle kan få glæde af:

  1. Stil dig i supermandspositur (eller sid, hvis det er det, der er muligt). Mærk kontakten til underlaget, og at dine fødder rører ved jorden.
  2. Træk vejret dybt tre gange ind gennem næsen, ud gennem munden.
  3. Vend opmærksomheden ud mod opgivelserne og læg mærke til, hvad du ser.

Daniel Wolff havde ønsket, at han havde kendt til rådene i situationen, så han kunne gøre et bedre førstehåndsindtryk overfor Stine Marthine Pedersen.

- Det var virkelig en ubehagelig følelse, og jeg anede ikke engang rigtigt, hvad jeg var så nervøs over. Drømmescenariet havde i hvert fald været, at jeg kunne snakke lidt mere, siger han og forklarer, at han ellers ser sig selv som en åben og sjov person, når han lige har lært folk at kende lidt.

Så snart det indledende møde var ovre, fik Daniel Wolff det bedre. Han frygtede dog, at hans "nervøsitet havde fyldt for meget".

Ifølge Maja Schondel er det vigtigt at huske på, at nervøsitet ikke er hverken dårligt eller farligt - det er kroppens måde at "geare sig op" til at være skarp, koncentreret og fokuseret og præstere sit bedste.

- Det, du kan arbejde med, er, hvordan du forholder dig til og møder din nervøsitet, siger hun.

Kun på den måde kan man undgå, at nervøsiteten kommer til at begrænse en.

Herunder kommer hun med en række råd til, hvordan man kan arbejde med sin nervøsitet.

Landmand søger kærlighed har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY tirsdag 11. august.

Psykolog Maja Schondels råd mod nervøsitet

  1. Luft din nervøsitet med andre

    Hvis du er nervøs omkring en særlig begivenhed, så kan det hjælpe at tale om den med andre. Simpelthen få luft og få sat ord på det og høre andres perspektiv, så du ikke går med tankerne alene.

    Andre mennesker kender sikkert også denne følelse, så du er ikke alene om det.

  2. Forbered dig

    Du kan forberede dig på situationen, der gør dig nervøs. Hvis det eksempelvis er en date, kan du øve dig på, hvad du vil spørge din date om. Måske kan du opsnappe, hvad han eller hun er interesseret i og på den måde nå at udforske emnet inden I mødes.

  3. Udfordr katastrofetankerne

    Prøv at udfordre de negative tanker, du kan have på forhånd.

    Ofte har vi en masse katastrofetanker om, hvad der vil ske. De føles i sig selv så ubehagelige, at vi sjældent får tænkt dem til ende. Skriv dine tanker ned eller sig dem højt og spørg dig selv: "Hvor sandsyndligt er det, at det vil ske? Og hvis det sker: Vil jeg kunne overleve det?"

    Det kan godt være, at det bliver mega pinligt, men det er jo ikke jordens undergang. Du dør ikke af det.

  4. Motioner

    Når vi er nervøse, spænder kroppen op. Derfor kan det virke beroligende at dyrke en form for moderat motion, eksempelvis at gå, svømme eller løbe en tur for at få stresshormonerne ud af kroppen.

  5. Lav åndedrætsøvelser

    Vi kan regulere kroppen ved hjælp af åndedrættet.

    Hvis du mærker uroen i kroppen, kan du tage tre dybe indåndinger og puste ud gennem munden.

  6. Træn din opmærksomhed

    Øv dig i at træne din opmærksomhed gennem mindfulness. Så bliver du bedre til at registrere, hvor din opmærksomhed er og selv vælge at flytte den et andet sted hen.

    Så når du eksempelvis registrerer, at du fokuserer på hjertet, der hamrer afsted eller på tankerne, der kører i en negativ spiral, så kan du rette opmærksomheden ud mod omgivelserne.

    Forskning viser, at regelmæssig meditation virker beroligende for kroppen, du får ro på dit nervesystem.