Hjem til gården

Henrik er ude af 'Hjem til gården' - sådan har han det i dag

'Hjem til gården'-deltager Henrik Søndergaard blev valgt som førstekæmper tre uger i træk.  TV 2

Som ugerne gik, begyndte der at tegne sig et mønster på gården.

Det er aldrig sjovt at blive udelukket fra en gruppe – og slet ikke, når det ser ud til at være med vilje.

Sådan havde 'Hjem til gården'-deltager Henrik Søndergaard det, da han blev valgt som den første til tvekamp for tredje uge i træk.

- Jeg havde lidt svært ved at finde mit eget ståsted. Det var som om, de ikke havde lyst til, at jeg skulle ind i gruppen igen, siger Henrik Søndergaard.

I sidste ende ledte det til, at han måtte forlade gården, efter han tabte til deltager Michael Lyster Brams.

Oveni det havde Henrik Søndergaard haft et par hårde uger, hvor han havde følt sig uønsket på gården.

For hoverende

Da Henrik Søndergaard vandt sin første tvekamp, var det med knyttede næver efterfulgt af et rungende sejrsråb. Efterfølgende lagde han ikke skjul på, at han var glad for sin sejr.

Det tog gårdens beboere ikke godt imod, og det blev roden til den voksende uvilje mod ham. Bag hans ryg talte de om, at Henrik Søndergaard skulle have været mere ydmyg omkring sin sejr over Ulrik Petersen.

- Jeg synes, han var decideret træls at høre på, da han kom tilbage, sagde Michael Lyster Brams.

- Han virker lidt selvfed, svarede Tina Jakobsen.

Men da han vendte tilbage til gården efter endnu en tur i farezonen, sagde ingen tillykke til ham. I stedet blev han mødt af en trykket stemning og ordknappe bemærkninger fra beboerne.

Henrik Søndergaard vandt sine første to tvekampe på gården, men tabte den tredje.

Otte mod én

Den stemning fortsatte, da han for tredje uge i streg igen blev valgt som førstekæmper. Her fik han for alvor en følelse af, at de var otte mod én. Han betroede sig derfor til en af beboerne på gården i håb om at ændre stemningen.

- På en arbejdsplads ville man betragte det her som voksenmobning, sagde Henrik Søndergaard og fortsatte:

- Man føler sig virkelig alene, og det er ubehageligt. Det er otte mod én.

- Ja, det er det. Uden at lyde hård, så er du på en måde alene nu, lød svaret fra Marie Davos i programmet.

Ikke alene

Men Henrik Søndergaard er ikke alene. På TV 2s Facebookside er der flere brugere, som kritiserer behandlingen af Henrik Søndergaard i programmet.

- Håber de hver og en tænker over deres opførsel. Det er simpelthen uværdigt. Henrik står ydmygt og beder om at blive en del af gruppen, men afvises, skriver West Jensen.

I en anden kommentar skriver Elsebeth Andersen:

- Også jeg forstår Henrik. De er alle sammen så uforstående. Voksenmobning af værste skuffe.

Ændret stemning

Da Henrik Søndergaard valgte at trække Marie Davos – en han følte sig fortrolig med, til side, var det for at gøre opmærksom på, hvordan han havde det på gården.

- Jeg italesatte det som voksenmobning, som et forsøg på at forklare, hvordan det føltes. Men det hjalp øjensynligt ikke, siger Henrik Søndergaard.

Henrik Søndergaard tog en snak med deltager Marie Davos, efter han blev valgt som førstekæmper for tredje gang.

Spørger man deltager Victoria Kahr, viste Henrik Søndergaard en ny side af sig selv, efter han vandt sin første tvekamp. Hun synes, det ændrede stemningen på gården.

- Jeg synes, han havde en hoverende adfærd, efter han havde slået Ulrik, siger Victoria Kahr.

Det er deltager Michael Lyster Brams enig i. Oveni det betød den knappe tid på gården, at førstehåndsindtrykket fyldte meget – og det var både på godt og ondt, mener han.

- Jeg kan godt forstå, at Henrik har haft det hårdt. Men det var ikke noget, der var planlagt som en bevidst handling, siger Michael Lyster Brams.

Ingen sure miner

Set i bakspejlet kan Henrik Søndergaard godt se, at han skulle have været mere ydmyg omkring sin første sejr. Men han synes stadig ikke, deres opførsel var acceptabel.

- Jeg tænkte bare: Vi er voksne mennesker. Hvis de er utilfredse med noget, så skulle de have sagt det til mig, siger Henrik Søndergaard.

Dog understreger han, at han hverken er sur eller ked af det efter at have genset det, der skete på gården.

- Uagtet har det været en fed oplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Jeg er ikke sur på nogen af de andre på nogen måde, siger Henrik Søndergaard.

Du kan se 'Hjem til gården' på TV 2 hver søndag klokken 20 eller snigpremiere allerede om lørdagen på TV 2 PLAY.