Hjem til gården

Hjem til gården-beboer overraskede på tvekampspladsen: - Nu skal jeg hjem og fri til min kæreste

På vej hjem fra tv-optagelserne måtte Kenneth Pedersen blandt andet kravle ind ad to vinduer, før han kunne falde på knæ for sin kæreste.

33-årige Kenneth Pedersen tabte tvekampen til Michelle Larsen og måtte søndag aften forlade sjette afsnit af ’Hjem til gården’.

Det var selvfølgelig med ærgrelse, at han skulle sige farvel til de andre beboere og ikke mindst muligheden for at vinde den halve million.

Men der var noget vigtigt, han skulle hjem og gøre.

Nemlig fri til sin kæreste, Mette.

Det afslørede han umiddelbart efter tvekampen foran beboerne og værten Lene Beier.

Sikker i sin sag

Kenneth havde egentlig tænkt over at fri allerede inden, han ankom til gården. Men i løbet af opholdet, blev han kun mere sikker i sin sag:

”Det er hende, jeg vil dele resten af mit liv med,” tænkte Kenneth Pedersen.

Selvom han havde savnet sin kæreste og deres tre sammenbragte børn under opholdet på gården, valgte han alligevel ikke at tænde sin telefon, da han fik udleveret sine private ejendele og sendt på et tog hjem mod Østjylland.

Han ville lige nyde følelsen af ikke at have den sædvanlige fornemmelse for tid og sted lidt endnu.

Men tid og sted stod helt klart, da han klokken 00.30 stod på en tom station i hjembyen Hadsten. I stedet for at tage en taxa hjem til sin kæreste og børn, valgte han at trave med sin vadsæk ud til familiens kolonihave.

Her kravlede han ind af et lille vindue og lagde sig til at sove.

Kenneth Pedersen er til daglig leder for omkring 100 mennesker i pakkevirksomheden GLS.

Ikke så let at planlægge frieri

Næste morgen stod han op og gik direkte ind til den lokale guldsmed.

- Jeg så herrens ud, så guldsmeden viste mig den billigste ring, de havde, fortæller Kenneth Pedersen og griner.

Efter flere uger i ’Hjem til gården’, hvor der hverken var rindende vand eller et rigtigt bad, lugtede han af en god blanding af sved og brændeovn.

Men det skulle vise sig ikke at være så let at overraske Mette med at falde på knæ.

Med ring og blomster skulle Kenneth endnu engang bruge alternative metoder for at komme ind i et hus. Da han tog i døren, opdagede han nemlig, at der ligesom i kolonihaven var låst.

På den anden side af døren stod hunden Walther – lykkelig for at se sin ejer.

Børnene var i skole og børnehave, og Mette var på arbejde.

Kenneth opdagede, at soveværelsesvinduet oppe på første sal stod på klem. Så han hentede en stige hos naboen og kravlede endnu engang ind gennem et vindue.

Da han kom ind, satte han sig til at se sidste sæson af ’Hjem til gården’.

Efter et par timer kunne han høre en lyd fra indkørslen. Det var hans svigermor, der havde hentet børnene.

- De blev jo så glade, fortæller Kenneth Pedersen om, da han tog imod sine børn ude i bryggerset.

Men han havde en plan.

Kenneth Pedersen fokuserede meget på den personlige rejse under sit ophold på gården. Både i forhold til sig selv, men også for hans medbeboere og konkurrenter.

Fik børnene med på ideen

Mette skulle overraskes med, at han var kommet hjem og især med, at han ville gå på knæ og fri.

Så svigermor blev gelejdet ud, og børnene blev gemt i soveværelset, da Mettes bil trillede ind i indkørslen.

Bag døren ind til bryggerset stod en spændt Kenneth med blomster og en lille æske med en ring.

Da Mette åbnede døren, fik hun først et kæmpe chok og bagefter blev hun overvældet af glæde. Mette sprang i armene på Kenneth, og de gav hinanden et langt knus.

Da de stod overfor hinanden, kiggede Kenneth hende i øjnene.

- Lad mig vise dig, hvor meget jeg vil det her, sagde han og faldt på knæ foran hende.

Hurtigt kom børnene ned og forstod ikke, hvorfor deres forældre stod og græd.

Kenneth sammen med sin kommende kone, Mette.

Mette sagde ja, og forlovelsen blev fejret på en restaurant om aftenen – det første rigtige måltid, Kenneth havde nydt længe.

Selvom Kenneth Pedersen kom hjem fra ’Hjem til gården’-optagelserne i sensommeren sidste år, har der stadig ikke været noget bryllup.

Planerne om et uformelt bryllup i deres kolonihave er foreløbigt blevet udskudt på grund af coronakrisen.

Du kan se ’Hjem til gården’ hver søndag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY, hvor der allerede om lørdagen er snigpremiere.