Rita

Forfatter forklarer, hvorfor 'Rita' skulle slutte nu

Sidste afsnit af Rita rullede over skærmen mandag aften, og det bliver det uigenkaldeligt sidste afsnit, fastslår forfatterne.  Per Arnesen / TV 2

Lagde du mærke til det skjulte budskab i slutningen af Rita? Hør forfatteren og skuespillerne fra serien fortælle om sidste sæson.

Mandag aften blev der sat punktum for fortællingen om Danmarks mest provokerende, åbenmundede og storrygende lærer, Rita.

Igennem fem sæsoner har seerne fulgt hendes alternative håndtering af skoleelever og deres forældre. Hendes kaotiske familieforhold. Og hendes romantiske eskapader.

Men nu er det altså slut. Forfatterne Christian Torpe og Marie Østerbye har nemlig besluttet, at dette er den uigenkaldeligt sidste sæson af serien.

- Jeg er meget glad for og stolt af den her sæson, og jeg synes, vi får bundet sløjfer på alle relationerne, siger forfatter Marie Østerbye.

Kan ikke toppe denne sæson

I femte sæson bliver Rita kastet ud i en kæmpe krise, da hendes aftenskoleelev Gerd begår selvmord. Det får hende til at tro, at hun aldrig skal være lærer igen.

- Det er den største eksistentielle krise, vi følte, vi kunne kaste hende ud i, og den føler jeg ikke, vi kan toppe. Derfor slutter serien her, siger Marie Østerbye.

Søs Egelind spillede rollen som den meget excentriske, humørsvingende og noget grænsesøgende Gerd, der gerne vil have undervisning af Rita, så hun kan fortsætte med at få sine dagpenge.

Rita finder til sidst ud af, at lærergerningen er hendes kald – et kald, hun skal følge sammen med sin trofaste følgesvend, Hjørdis.

De to finder til sidst ud af, at de skal fortsætte med at drive deres lilleskole sammen. Og forfatterne afslører, at de hele tiden har set historien mellem Rita og Hjørdis som det vigtigste i sæsonen.

Lagde du mærke til det skjulte budskab

Samtidig har de forsøgt at lade de andre karakterer ende i gode relationer.

- Rita ender et godt sted med kæresten Rasmus og med sin eksmand. Hendes søn Jeppe får en kæreste, og det hele ender, hvor det skal, siger Marie Østerbye.

Selv er skuespilleren bag seriens hovedperson, Mille Dinesen, meget tilfreds med slutningen. Især de sidste ti sekunder af allersidste afsnit. Her ligger nemlig et skjult budskab til seeren.

Fem sæsoner af Rita slutter af med, at hun lukker døren bag sig ind til sin stue, hvor hun har inviteret både venner og familie. Herefter kigger hun direkte ind i kameraet og smiler skævt til seeren.

Da Rita lukker døren ind til stuen, sender hun seeren et blik og sit klassiske diabolske smil.

Den detalje lægger Mille Dinesen stor vægt på.

- Jeg tolker det som om, hun siger: "Ja, ja. Det kan godt være, det hele er godt lige nu, men hvis vi kommer tilbage om fem år, så er alt omkring mig stadigvæk kaos. Det tror jeg ikke kommer til at ændre sig".

I anledning af sidste afsnit af serien har vi stillet spørgsmål om serien til tre af seriens hovedpersoner samt forfatteren. Du kan læse deres svar her:

Den 45-årige forfatter Marie Østerbye har skrevet 'Rita' sammen med forfatteren Christian Torpe. Udover 'Rita' har hun blandt andet været medforfatter på 'Fred til lands', 'Sover Dolly på ryggen' og 'Sjit happens'.

Marie Østerbye: - Kærlighedshistorien er mellem Hjørdis og Rita

Hvorfor skulle Gerd dø?

- Vi har altid gerne ville lave en historie, hvor Rita havde ansvaret for en person, der tog sit eget liv. Samtidig viste denne hændelse endnu engang, at hun er en person, der har problemer med at lade privat- og arbejdsliv flyde sammen. Det var selvfølgelig en hård historie, men jeg synes også, det var en vigtig historie.

Hvorfor skulle Rita og Rasmus ende sammen?

- Vi vidste, at Rita og Rasmus skulle ende sammen igen. Vi synes, der lå noget uafsluttet i deres forhold. Men den egentlige kærlighedshistorie i denne sæson er faktisk mellem Rita og Hjørdis, og hvordan de agerer i forhold til hinanden.

Hjørdis finder i denne sæson ud af, at det er svært at være skoleleder med en lærer som Rita, der mere eller mindre gør, som det passer hende.

Har der været noget særligt budskab med denne sæson af Rita?

- Det er meget bevidst, at Rita mange gange i serien omtaler sig selv som kaos. Det er også det sidste, hun siger, inden serien slutter. Hun er jo kaos. Men hun ender med at omfavne det. For livet er rodet og uperfekt, og det er også ok. Den erkendelse når hun frem til.

Hvorfor slutter serien med, at Rita igen bliver lærer?

- Vi synes, det farligste, vi kunne lade Rita komme ud for, var at lade hende blive i tvivl om sin lærergerning. For det har været hendes faste søjle gennem hele serien. Men selvfølgelig skulle hun være lærer. For som hun selv siger, har hendes mantra altid været, at hun ville beskytte børn mod deres forældre. Hun er børnenes forkæmper.

46-årige Mille Dinesen spiller hovedrollen som Rita. Privat er hun mor til Eddie på knapt to år.

Mille Dinesen: - Jeg har fået lov at trække statistikken op

Hvilken egenskab har du beundret mest ved Rita?

- Jeg misunder hendes ligefremhed. Hun er hurtig til at sætte folk på plads. Og jeg kan godt lide, at hun ikke er en rosenrød helt, men en antihelt.

Hvad synes du, er et af de vigtigste budskaber i Rita?

- Jeg er rigtig glad for at have spillet med i en så populær serie, hvor hovedrollen er en kvinde. Det er dejligt at få lov til at trække statistikken for kvindelige hovedroller lidt op. Og så møder jeg mange, der ser op til hende og hendes politiske ukorrekthed. Det er jeg også glad for.

Igennem serien har vi mødt en række mere eller mindre umulige forældre. Hvordan tror du selv, du bliver som forælder i skolen?

- Jeg kan i hvert fald ikke sige, at jeg bliver en 110 procent cool forælder. Jeg tror godt, jeg kunne have tendens til at blive sådan en løvemor. Og som alle andre forældre sikkert har det, kan jeg mærke, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det i mit hjerte, hvis min søn for eksempel skulle blive mobbet. Men jeg vil da prøve at huske, hvordan det var at sidde ”på den anden side” af bordet, dengang jeg spillede lærer.

36-årige Lise Baastrup spiller rollen som Hjørdis. Privat er hun kæreste med Jacob Dahl. Sammen har parret datteren Laura på et år.

Lise Baastrup: - Sidste scene var svær at komme igennem

Du fik rollen som Hjørdis, lige efter du kom ud fra skuespillerskolen. Hvordan føles det at skulle lægge den rolle bag sig?

- Det var sørgeligt, da vi var færdige. Min sidste scene var med Mille Dinesen, og vi havde begge to svært ved at komme igennem den. Vi stod og kiggede lidt på hinanden. Jeg kunne se på instruktøren, at han næsten ikke nænnede at fortælle os, at scenen var færdig, da han mente, den var i kassen.

Hvor meget minder du selv om Hjørdis?

- Jeg minder lidt om hende på den måde, at hun altid gerne vil finde løsninger og har ja-hatten på. Men ellers kører hun i et langt højere tempo, end jeg gør. Jeg er noget mere rolig.

Hvordan har dit forhold været til Mille Dinesen?

- Vi er meget mere ens end de modsætninger, vi spiller i serien. Vi er begge venstrehåndede, har samme humor og syn på mange ting. Og så blev vi begge mødre for første gang med cirka et halvt års mellemrum.

I sæson fem finder vi ud af, at humørbomben Hjørdis har haft en svær barndom og ungdom med blandt andet et selvmordsforsøg. Hvad synes du om, at serien blev så dyster?

- Det var en vild drejning, men jeg synes, det gav mening. Det var godt at se, at hun også har en skyggeside. Det siger noget om, hvorfor hun den dag i dag har valgt at have ja-hatten på, altid går i farverigt tøj og ser lyst på tilværelsen. Det er jo, fordi hun har en dæmon inde i hovedet, der kommer frem, når og hvis hun bliver presset.

47-årige Carsten Bjørnlund spiller rollen som Rasmus. Privat har han to sønner, en datter og en bonusdatter og er gift med designeren Christie.

Carsten Bjørnlund: - Får mails fra mænd i Argentina og Australien

Hvordan føles det at afslutte Rita efter næsten ti år?

Det er en blanding af lettelse og vemod. Det har været et godt hold og en god arbejdsplads igennem ti år. Men det er også meget rart at lægge det bag sig nu.

Hvilken betydning har serien haft for dig?

- Det er den eneste serie, jeg har medvirket mig i, der har gjort mig kendt i hele verdenen, fordi den er på Netflix. Der er især mange homoseksuelle mænd, som godt kan lide Rasmus. Nogle af dem får blandet tingene sammen, så jeg har modtaget en del tilbud fra den front.

Hvad synes du om Rasmus som person?

- I starten var han meget comic relief. Henover sæsonerne er han blevet taget lidt mere alvorligt. Det kunne jeg godt lide. Jeg kan godt lide ham, fordi han altid stræber efter det bedste. Men ellers har jeg ikke så meget tilfælles med ham.

Rita og Rasmus ender sammen til sidst. Hvad synes du om den slutning?

- Jeg synes, det er en meget realistisk slutning, fordi det hverken forråder hende eller ham. Den giver karaktererne det, de har bedst af. Rita får frihed og Rasmus lærer, at han ikke behøver at leve sit liv igennem andre.

Du kan se eller gense alle afsnit af Rita-serien på TV 2 PLAY