Underholdning

Hun parodierer Trump i virale videoer: - Vi har en præsident, der bare finder på ting

Sarah Cooper, mens hun mimer til Trumps stemme. Sarah Cooper / Instagram

Når komiker Sarah Cooper parodierer Trump, udstiller hun, hvor bizarre hans udtalelser er, siger analytiker.

Der sker noget, når Donald Trumps stemme kommer ud af munden på en 42-årig amerikansk kvinde med jamaicanske rødder.

Når ordene de ikke bliver præsenteret i præsidentielle rammer, når Mike Pence eller Dr. Anthony Fauci ikke står bag ham, så virker de endnu mere bizarre,

Det forklarer Katrine Villarreal Villumsen, SoMe-analytiker for netmediet Kongressen.com.

Hun taler om den for tiden ultrapopulære komiker Sarah Cooper, der parodierer Donald Trump på sociale medier.

Sarah Coopers koncept er simpelt. Hun tager en kort bid af en af Trumps taler og bruger hans stemme som lydspor, mens hun mimer ordene.

Og det fungerer netop godt, fordi det udstiller, hvor uhyrlige Trumps udtalelser er, siger Katrine Villarreal Villumsen.

- Vi er vant til at se folk parodiere Trump ved at male sig orange i huden og efterligne ham. Det gør Sarah Cooper ikke. Hun står som hans diametrale modsætning, fordi hun er sort og kvinde, og hvis hun sagde de her ting, som hun mimer, så ville folk tænke: Hvad pokker foregår der? siger Katrine Villarreal Villumsen.

Piller, vandhane og rengøringsmidler

I en af sine nyeste videoer ’How to empty a seat’ gør Sarah Cooper grin med Donald Trumps bemærkninger om, at han forventede ”utrolige skarer” ved sit vælgermøde i Tulsa, Oklahoma.

Han hævdede, at en million havde forsøgt at købe billet, men på dagen dukkede kun 6000 mennesker op.

Og så er der videoen ’How to medical’, hvor Trump under et pressemøde kommer med vidtløftige og ikke-videnskabelige forslag til, hvordan man kan bekæmpe coronavirussen. For eksempel ved hjælp af stærkt lys eller desinficerende midler, som, hvis man kunne få dem ned i lungerne, på få sekunder ville slå virussen ihjel.

- Sarah Cooper mimer til Trumps stemme, mens hun bruger rekvisitter: Hun finder piller i sin blazerjakkes inderlomme, tager fat i en vandhane eller sprayer med rengøringsmidler. På den måde bliver det en ekstra udstilling af, hvad Trump siger, forklarer Katrine Villarreal Villumsen.

Bullshit-artist-in-chief

Selv fortæller Sarah Cooper, at hun med sine videoer vil vise, at Trump ”virkelig ikke har nogen anelse om, hvad han taler om”. Det siger hun i et interview med det australske talkshow ’The Project’.

- Vi har en præsident, der dybest set er en bullshit-artist-in-chief, som bare finder på ting, og folk står bag ham og nikker, som om det, han siger, giver mening, siger Sarah Cooper.

- Når der er ældre, rige, hvide mænd i jakkesæt, der nikker anerkendende til, hvad Trump siger, og når Trump bliver kaldt sir, så tror vi automatisk, at det, han siger, giver mening, fortsætter hun.

Selvforstærkende effekt på sociale medier

Der er tydeligvis mange, der er vilde med komikerens korte videoer.

Hver gang hun lægger en ny parodiering på sociale medier, får hun får knap 100.000 likes.

Men hvorfor?

- Kigger man på videoerne i en sociale medier-sammenhæng, så liker og deler man billeder og videoer for at styrke sit eget verdensbillede. Når jeg deler hendes videoer, så viser jeg andre, hvad jeg har fundet, og hvor interessant jeg er, siger Katrine Villarreal Villumsen.

Og når der er mange, der har delt hendes videoer, så tænker vi ”det må være sjovt eller populært”, og derfor får det en selvforstærkende effekt, fordi vi som sociale medie-brugere tror på flertallet, forklarer SoMe-analytikeren.

Om Sarah Cooper også er populær om et halvt år, tvivler Katrine Villarreal Villumsen på.

- Jeg kan se, at hun er blevet hijacket af Hollywood, og hun er på alles læber lige nu. Men jo mere udbredt hun bliver i andre medier og platforme, jo mere mainstream bliver hun måske, siger Katrine Villarreal Villumsen.