Skuespillerne fra 'Venner' går viralt igen og igen - og der er en plan bag, mener ekspert

'Venner' er en af de få tv-serier, der har formået at få fat i internettet på bagkant af sin storhedstid, lyder det fra serieekspert.

TV-serien 'Venner' dør tilsyneladende aldrig.

I hvert fald er opslag med referencer til den populære serie om Monica, Chandler, Ross, Phoebe, Joey og Rachel efterhånden blevet sikre hits på Instagram – især hvis de kommer fra skuespillerne selv.

Senest har skuespilleren Matthew Perry, der spiller Chandler Bing, høstet 1,7 millioner likes på et billede repostet fra den engelske fodboldstjerne David Beckham. Her går han tur med sin hustru iført en t-shirt med et billede af Joey og Chandler fra 'Venner'.

- Denne her fyr har virkelig god smag. Hvem han end er, joker Matthew Perry i teksten til billedet.

Opslaget har affødt tusindvis af kommentarer, og mange af brugerne refererer i kommentarsporet til den ikoniske scene afbilledet på t-shirten, hvor Joey ifører sig alt det tøj, som Chandler ejer, og siger: "Could I *be* wearing anymore clothes?". (Kunne jeg have mere tøj på?, red.)

David Beckham selv er en af dem, der i sin kommentar til billedet citerer den berømte replik, mens han samtidig skriver, at han har fået t-shirten af sin søn.

Alle vennerne på Instagram

Like-stormen mod Matthew Perry kommer efter måneder, hvor skuespillerne fra 'Venner' er blevet mere og mere synlige på Instagram.

I oktober 2019 debuterede Jennifer Aniston på det sociale medie med et billede af alle vennerne samlet, hvilket resulterede i intet mindre end 16 millioner likes. Et billede, der for alvor satte gang i spekulationerne om et nyt reunion-afsnit af serien.

I februar 2020 kom Matthew Perry på Instagram som den sidste fra 'Venner'-castet, og kort efter blev det meldt officielt ud, at den store reunion er en aktualitet, og at et særafsnit af serien er på vej.

Siden har både Jennifer Aniston og Courteney Cox, der spiller Monica, jævnligt fået millionvis af likes på billeder med referencer til serien og nogle af deres egne mest ikoniske replikker. Lisa Kudrow, der spiller Phoebe, har også været med på bølgen.

Skaber skuespillerne hype?

Og det er ikke tilfældigt, at seriens skuespillere – til fansenes store begejstring – begynder at lege mere og mere med på sociale medier, mener Nathalie Larsen, der er digital chef hos kommunikationsbureauet Lead Agency og ekspert i sociale medier.

- I mine øjne ser det ud som om, det er blevet besluttet, at skuespillerne skal være til stede på sociale medier, og at man skal dyrke seriens fanskare, så man kan klargøre dem til en reunion og skabe så meget hype og interesse som muligt, siger hun.

- Det er klart, at man har brug for, at det bliver en succes, når der er gået så mange år.

Det er nemlig vigtigt at notere sig, at 'Venner' blev sendt fra 1994 til 2004 – i en tid før sociale medier. Derfor havde holdet bag ikke mulighed for at skabe et online fællesskab for fansene på samme måde, som mange tv-serier har i dag.

- Men det har man kunnet opdyrke nu, hvor fans venter på, at der kommer et nyt 'Friends'-afsnit. Det er det, de så småt tager hul på, lyder vurderingen fra Nathalie Larsen.

Der er en nostalgisk feeling omkring den serie, som er total unægtelig

Frederik Dirks Gottlieb, serieekspert og radiovært på DR

Hvorfor virker det?

Hvis der er tale om en decideret strategi, kalder Nathalie Larsen det "rigtigt set" at lade skuespillerne "varme op til den store reunion" ved at dryppe informationer og referencer frem for eksempelvist at gøre det via en officiel 'Friends'-profil.

- Man får en følelse af, at det er mere dem. Og hvis man bare er lidt 'Venner'-fan, går man jo og drømmer om, at de er venner i virkeligheden. Og når man så ser dem sammen på sociale medier, bliver det bekræftet og føles mere ægte, siger hun.

Frederik Dirks Gottlieb, der er serieekspert og radiovært på DR, mener dog, at der lige så godt kan være tale om tilfældigheder, når Matthew Perry deler et billede af David Beckhams t-shirt.

- Når vi begynder at komme tættere på den reunion, så skal vi nok se et helt andet niveau af opslag af alle skuespillere fra serien, siger han.

Men hvorvidt det er en strategi eller ej ændrer dog ikke på, at stjernernes opslag på Instagram virker. Og faktisk er 'Venner' en af de få serier, der har formået at få fat i internettet på bagkant af sin storhedstid, påpeger Frederik Dirks Gottlieb.

- Der er en nostalgisk feeling omkring den serie, som er totalt unægtelig, siger han.

- Jeg tror, succesen handler om, at arven fra 'Venner' bliver holdt i live på den her måde. Og jeg tror, folk elsker den her community-stemning, der er omkring serien. For det er en serie, der er kendt i hele verden og som de fleste elsker. Det er en fed gruppering at være en del af, lyder det.

Åbenbart også for stjerner som David Beckham. I hvert fald har han også én gang tidligere delt billeder af sig selv i 'Venner'-hættetrøje, som han havde fået af sin datter.

- Harper Seven ved, hvor meget jeg elsker 'Venner', skrev han dengang.

Både Beckham og resten af seriens fans kan snart glæde sig til det planlagte genforeningsafsnit. I hvert fald er planen ifølge en af seriens skabere, at optagelserne af den store genforening kan gennemføres i august.

De oprindelige optagelser blev udskudt på grund af coronakrisen.