Hjem til gården

De vandt en halv million på tv - sådan går det dem i dag

Fra venstre ses Peter Viuff, Trine Enevoldsen og Jannie Bager Kristensen. Lotta Lemche / TV 2

To kvinder og en mand har vundet den store gevinst i 'Hjem til gården'. Men hvad har de brugt pengene på? Få svaret her.

De har levet primitivt, hugget brænde, malket køer og løst den ene ugeopgave efter den anden. Og så har de alle tre vundet 500.000 kroner og titlen som vinder af 'Hjem til gården'.

Søndag aften er der atter premiere på en sæson af det landlige reality-program, der denne gang foregår på en gammel gård på Møn.

Men inden vi lærer de nye beboere at kende, kigger vi lige tilbage på de tidligere sæsoner. For hvordan går det vinderne i dag?

Peter Viuff - vinder af 'Hjem til gården' 2019

Peter Viuff vandt tredje sæson af 'Hjem til gården'. Han var den første mand, der vandt tv-programmet.

I sidste sæson af ’Hjem til gården’ løb den 55-årige præst Peter Viuff med sejren.

Efterfølgende skiftede han præstekjolen ud med et nyt job som provst, som er den øverste ansvarlige embedsmand inden for et provsti.

Et drømmejob, som Peter Viuff mener, ’Hjem til gården’ åbnede op for.

- Det satte virkelig skub i min karriere, siger han.

Spejdere kunne søge om penge

Da Peter Viuff vandt den halve million, fortalte han, at spejderforeninger var velkomne til at søge nogle af præmiepengene. Han er nemlig begejstret for spejdernes arbejde, som han synes giver børn nogle succesoplevelser.

Men på trods af det generøse tilbud, så har spejderne ikke fået nogle af pengene, fortæller Peter Viuff.

- Mærkeligt nok er der ingen der har søgt. Og nu er fristen ved at være udløbet, siger han.

Svært at vende tilbage til hverdagen

Det sidste års tid har han blandt andet brugt på at renovere sin gård.

Peter Viuff beskriver renoveringen som en form for terapi. Det var nemlig ikke ren fryd og gammen for den 55-årige midtjyde at vende hjem til sin normale hverdag.

For livet derhjemme var pludselig ikke det samme.

- Mine værdier havde ændret sig. Jeg længtes hele tiden efter at være i fokus igen, siger han.

Selvom det bød på op- og nedture at vende hjem fra ’Hjem til gården’, var det en oplevelse, Peter Viuff ikke ville være foruden.

I dag holder han foredrag om sit liv og sin oplevelse med at være med i programmet ved siden af arbejdet som provst.

Jannie Bager Kristensen - vinder af 'Hjem til gården' 2018

Jannie vandt anden sæson af 'Hjem til gården'.

Da 37-årige Jannie Bager Kristensen flyttede ind på gården i anden sæson, gik hun selvfølgelig efter at vinde. Men hun håbede også på at finde kærligheden på gården.

Men hun måtte altså nøjes med den halve million - indtil for et år siden.

For Jannie har nemlig fået en kæreste, som også er flyttet ind på den gård, hvor hun bor sammen med sine heste, sin lille hund og i øjeblikket to små flaske-gedekid, som hun og kæresten passer, indtil de skal videre til deres nye hjem.

Da den store pengesum tikkede ind på hendes konto, betalte hun først og fremmest skat af dem og derefter af på et lån. Hun renoverede også sit soveværelse.

- Derefter var der jo ikke super mange penge tilbage, men de blev brugt på ferie, masser af nyt tøj og bare generelt på forkælelse til mig selv, fortæller hun.

Stadig en stor drøm

Jannie Bager Kristensen lagde ikke skjul på, at hun gerne ville have et barn. Og da hun vandt pengene, ville hun heller ikke udelukke, at de skulle bruges på at få et donorbarn.

Men drømmen om at blive solomor er skudt til hjørne.

- Det er selvfølgelig med i vores planer, at vi skal starte en familie sammen, og det betyder jo, at jeg ikke behøver at gøre det alene. Det har jo altid været en større drøm for mig at få en familie end at være alenemor, siger Jannie Bager Kristensen.

Hun glæder sig til at se den nye sæson af 'Hjem til gården' og fortæller, at hun ville ønske, hun kunne gøre det en gang til.

- Det er og bliver en af de absolutte bedste og største oplevelser i mit liv.

Trine Cecilie Enevoldsen - vinder af 'Hjem til gården' 2017

Trine poserer med den store gevinst. Præmien var også i første sæson af 'Hjem til gården' 500.000 kroner.

Der er sket rigtig meget, siden 39-årige Trine Enevoldsen vandt første sæson af ’Hjem til gården’.

Og som du måske husker, var det ikke kun gevinsten på de 500.000 kroner, som Trine forlod gården med.

Hun fandt nemlig også kærligheden i Kasper Jørgensen, der også var med i programmet. Sammen har de i dag købt et gammelt bondehus, og sidste sommer fik de datteren Ronja.

En ny drøm

Først var det meningen, at pengene skulle bruges til at få en helt særlig drøm til at gå i opfyldelse. En virksomhed, som solgte hesteextensions - hår man kan sætte på hestens eget hår, så det bliver fyldigere eller længere.

Men den drøm blev kort efter afløst af en anden. Nemlig at restaurere et bondehus, der kan dateres helt tilbage til 1867.

Huset faldt Trine og Kasper lidt tilfældigt over, og da de så, at det var på tvangsauktion, tog de ud for at se det. De forelskede sig i det ved første øjekast.

Det har primært været Kasper Jørgensen, der har renoveret huset, mens Trine har været gravid og nu er på barsel med datteren.

Du kan gense de tidligere sæsoner af 'Hjem til gården' på TV 2 PLAY og se første afsnit af den nye sæson søndag 29. marts på TV 2 klokken 20.00 eller TV 2 PLAY.