X Factor

Lagde du mærke til det? Sofie Lindes kjole havde et skjult budskab

Der var en helt særlig inspirationskilde til Sofie Lindes 'X Factor'-finalekjole.

Sofie Linde har for vane at imponere med sine ofte farvestrålende og glimtende outfits, når hun fredag efter fredag indtager 'X Factor'-scenen.

Og lørdagens finale var ingen undtagelse. Her var værten iklædt en smuk, syrenfarvet tylkjole dækket med similisten.

Og inspirationen til kjolen var da også kommet et helt særligt sted fra.

Den var nemlig inspireret af Dronning Margrethe IIs sølvbryllupskjole, forklarede Sofie Linde efter showet.

- En af de flotteste kjoler er hendes sølvbryllupskjole. Og der er sådan et fint billede, hvor hun danser med prinsen, og hvor man kan se den hele, forklarede Sofie Linde om inspirationen.

Sofie Lindes 'X Factor'-finalekjole var af designeren Morten Ussing.

Fødselsdagshyldest

Og der var faktisk en særlig grund til, at Sofie Linde havde valgt at søge inspiration i dronningens garderobe til årets finalekjole.

Efter den oprindelige 'X Factor'-tidsplan skulle finalen nemlig have været fundet sted 3. april - altså kun knap to uger før Dronning Margrethes 80-års fødselsdag i år.

Derfor var det Sofie Lindes eget ønske at lave en "homage" til en af hendes majestæts mest berømte kjoler.

- Det er en lille hyldest og tanke til hendes fødselsdag, lød det fra værten.

Piberensere som dronningens

Den nu 28 år gamle kjole var designet af Jørgen Bender i samarbejde med dronningen selv. Og Sofie Linde fortalte efter showet en helt særlig historie om den syrenfarvede kjole:

- Historien var, at de sad og lavede den her kjole, som hun selv havde designet, og i sidste øjeblik sagde hun: "Der mangler noget. Vi skal have nogle sølvdutter på", sagde Sofie Linde.

Derfor satte man små stykker af sammenkrøllede sølvpiberensere ind i tyllet - og det samme prydede altså Sofie Lindes finalekjole.

Sofie Lindes finalekjole adskiller sig dog fra dronningens, idet den ikke har en ranke af lilla blomster foran, som dronningens kjole har.

Håber Daisy så det

Om Dronning Margrethe II selv har lagt mærke til Sofie Lindes hyldest, vil værten ikke gøre sig klog på.

- Jeg ved ikke, om Daisy tuner ind på TV 2 sådan en lørdag aften, sagde Sofie Linde og tilføjede:

- Men om ikke andet har vi i hvert fald sendt en hilsen ud i universet rettet mod Amalienborg. Og jeg håber da, hun ser det.

Se eller gense årets 'X Factor'-finale på TV 2 PLAY.