X Factor

Én var tæt på at true Alma Aggers sejr – sådan stemte danskerne i alle liveshow

Mathilde Caffey formåede at rykke fra nummer sjok til seernes favorit på bare en uge. Se alle stemmetal i bunden af artiklen.

Alma Agger var udråbt som storfavorit i ’X Factor’ og vandt også finalen lørdag aften, men hendes sejr var slet ikke givet på forhånd.

Det viser stemmetallene for alle ’X Factor’ liveshow, som TV 2 har offentliggjort.

Af de fire liveshow, der blev afholdt inden finalen fredag-lørdag, fik Alma Agger flest stemmer i blot et enkelt.

Hendes nærmeste konkurrent, den kun 15-årige solist Mathilde Caffey, fik flest stemmer i to liveshow, mens gruppen Magnus og Aksel sejrede i et show.

Dagen efter sejren fortæller Alma Agger - som var en af bookmakernes favoritter fra starten - at hun hele tiden har været klar over, at hun ikke kunne hvile på laurbærrene.

- Først var jeg meget smigret over at være favorit, men der er også en forventning om, at man skal udvikle sig og lave noget nyt hver gang. De andre gjorde det så godt, så selvfølgelig var der et pres, siger hun.

Stemmesluger under flere shows

Stemmetallene viser også en kæmpe rutsjebanetur for Thomas Blachmans solist Mathilde Caffey.

I det første liveshow røg hun i farezonen med blot 7,1 procent af stemmerne. Mathilde Caffey kom stærkt igen ugen efter, men nu viser de offentliggjorte stemmetal, at hun rent faktisk vandt den anden uge med 22,5 procent af stemmerne.

I første show, hvor det gik galt for Mathilde Caffey, påtog Thomas Blachman sig straks ansvaret, fordi han havde udstyret sin solist med et forkert sangvalg.

Han tilføjede nærmest profetisk:

- Men næste uge ved jeg, vi har den rigtige, hvilket viste sig at holde stik.

Højdespringere trak sig

Efter blot tre liveshow måtte ’X Factor’ holde coronapause, og da showet vendte tilbage efter 10 uger, var det uden Ankerstjernes gruppe Magnus og Aksel. De forlod programmet, da Aksel Skjoldaa Kempf valgte at prioritere sin forestående studentereksamen.

Stemmetallene viser, at de havde en stor fanskare og kunne være nået langt.

Magnus og Aksel vandt årets første liveshow, og klarede sig – målt i procent af stemmerne – lige så godt som den senere vinder Alma Agger, hvis man kigger udelukkende på de første tre liveshow.

TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard mener, at stemmetallene bekræfter, at det har været en sæson med nogle "dygtige sangere og store personligheder":

- Intet har været givet, for det har været forskellige deltagere, der er løbet med det højeste antal seerstemmer. Alma har hele vejen ligget højt, og hun tager den flot hjem her i finalerne, hvilket er fuldstændig velfortjent. Men det var på ingen måde sikkert på forhånd, at det ville blive udfaldet, som man kan se, siger hun.

- Det har været meget spændende.

Sådan stemte danskerne under 'X Factor'-liveshows

  1. Første liveshow

    Det husker vi showet for:

    Ankerstjernes sammensatte gruppe Magnus og Aksel stod for første gang på scenen sammen, efter de som solister var blevet valgt fra under '5 Chair Challenge'. 

    Og det sikrede dem faktisk aftenens højeste stemmeprocent.  

    Samtidig endte Thomas Blachmans unge solist Mathilde Caffey mod al forventning i farezonen.

    Stemmetal:

    Magnus og Aksel - 17,3 procent

    Emil Wismann - 15,5 procent

    Alma Agger - 15,3 procent

    Ilona Artene - 12,3 procent

    Kasper 'Kali' Andersen - 8,8 procent

    Sway - 8,2 procent

    Smokey Eyes - 8,1 procent

    Farezonen:

    Nicklas Mietke - 7,4 procent

    Mathilde Caffey - 7,1 procent

    Afgørelsen:

    Ankerstjerne valgte, at 23-årige Nicklas Mietke skulle forlade 'X Factor' som den første.

    - Jeg sagde, jeg ville røres, og du rører mig altså mere, sagde Ankerstjerne til Mathilde Caffey, inden han reddede hende.

  2. Andet liveshow

    Det husker vi showet for:

    - Der sidder ikke en dommer ved siden af mig og mister to deltagere i træk. Det kommer aldrig til at ske for mig, og det er min personlige vurdering, sagde Blachman fra dommerbordet, inden han valgte at redde Oh Lands deltager, rapperen Kasper 'Kali' Andersen, fra farezonen.

    Og denne kommentar blev samtaleemnet efter showet.

    For 'X Factor' handler ikke om, hvad der er "fair", argumenterede Ankerstjerne, hvis sammensatte gruppe SWAY i stedet måtte forlade 'X Factor'.

    Stemmetal:

    Mathilde Caffey - 22,5 procent

    Alma Agger -  16,6 procent

    Magnus og Aksel - 16,1 procent

    Emil Wismann -  15,0 procent

    Smokey Eyes - 12,9 procent

    Ilona Artene -  7,4 procent

    Farezonen:

    Kasper 'Kali' Andersen - 6,0 procent

    Sway - 3,5 procent

    Afgørelsen:

    SWAY bestående af de fire tidligere solister Camilla, Roya, Miriam og Tiffany forlod 'X Factor' på baggrund af Thomas Blachmans valg.  

  3. Tredje liveshow

    Det husker vi showet for:

    Inden tredje liveshow i 'X Factor' ændrede alt sig. Kort inden afviklingen blev det nemlig besluttet, at der ikke skulle være publikum, for at mindske risikoen for spredning af coronavirus.

    Uden klapsalver og reaktioner fra salen gik bølgerne i stedet højt ved dommerbordet. Her endte Oh Land og Blachman i et stort skænderi. Vært Sofie Linde måtte bryde ind i for at stoppe det.

    Showet skulle også vise sig at blive det sidste inden en lang pause. Statsminister Mette Frederiksen valgte kort efter at lukke Danmark ned - og forbyde forsamlinger som 'X Factor'-optagelserne.

    Stemmetal:

    Alma Agger -  18,7 procent

    Magnus og Aksel - 17,1 procent

    Mathilde Caffey - 16,9 procent

    Smokey Eyes - 16,1 procent

    Emil Wismann -  13,9 procent

    Farezonen:

    Kasper 'Kali' Andersen  - 8,7 procent

    Ilona Artene -  8,6 procent

    Afgørelsen:

    To af Oh Lands deltagere stod i farezonen, og det blev mentorens eget valg, hvem der skulle forlade konkurrence. Valget faldt på rapperen Kasper 'Kali' Andersen.

  4. Semifinale

    Det husker vi showet for:

    Efter ugers pause vendte 'X Factor' tilbage. Denne gang var det muligt for deltagernes familier at være med på videoforbindelser direkte under showet.

    Derudover stod det klart, at seerne ikke ville se mere til gruppen Magnus og Aksel. De  trak sig

    Dog lød det fra dommerne, at det klædte deltagernes stemmer, at de havde fået lidt nervøsitet tilbage.

    Stemmetal:

    Mathilde Caffey - 25,6 procent

    Alma Agger -  23,4 procent

    Emil Wismann -  18,6 procent

    Smokey Eyes - 17,4 procent

    Ilona Artene -  15,0 procent

    Afgørelsen:

    I semifinalen var det ultimativt seernes stemmer, der havde indflydelse. Dermed røg Ilona  Artene ud af konkurrencen, og Oh Land stod uden nogen deltagere i finalerne.

  5. Første del af finalen

    Det husker vi showet for:

    De resterende fire deltagere skulle denne gang synge med professionelle musikere: Mathilde Caffey med Christopher, Alma Agger med Jada, Emil Wismann med bandet Jung og Smokey Eyes med Hjalmar.

    Endnu en gang lå Alma Agger og Mathilde Caffeys stemmeprocent tæt.

    Stemmetal:

    Alma Agger -  33,3 procent

    Mathilde Caffey - 29,2 procent

    Emil Wismann -  23,3 procent

    Smokey Eyes - 14,2 procent

    Afgørelsen:

    Finalisterne blev de tre solister, som Thomas Blachman var mentor for. Smokey Eyes måtte dermed forlade 'X Factor'.

     

  6. Anden del af finalen

    Det husker vi showet for:

    Konfettien var overalt i studiet, da Alma Agger for sidste gang under dette års 'X Factor' stod på scenen og sang sin vindersang 'The last dance'.

    Kun to procentpoint var der mellem hendes og finalisten Mathilde Caffeys stemmer. 

    Alle finalisterne kommer til at udgive deres vindernumre på streamingtjenester.

    Stemmetal:

    Alma Agger -  36,8 procent

    Mathilde Caffey - 34,8 procent

    Emil Wismann -  28,4 procent

    Vinder:

    Alma Agger vinder 'X Factor' 2020.