X Factor

Blachmans 'X Factor'-sæson har været helt særlig - nu fortæller han hvorfor

Deltagerne er kommet tæt på deres mentor. Så tæt, at en af dem har lært ham noget alment menneskeligt, mens den anden har passet hans lille søn.

Thomas Blachman har gennem sine 12 sæsoner som 'X Factor'-dommer arbejdet med intet mindre end 36 solister og grupper.

Men trods det har dette års unge finalister – vinderen Alma Agger, samt Emil Wismann og Mathilde Caffey – formået at gøre et særligt stort indtryk på den garvede dommer.

Det fik seerne en lille fornemmelse af i lørdagens finale, hvor dommeren holdt en mindre enetale til Mathilde Caffey efter hendes optræden.

- Jeg tror, at du har fået sindssygt meget ud af det her. Men jeg har fået – om muligt – endnu mere ud af at arbejde med dig. Du har lært mig noget, sagde han fra dommerbordet efter en længere talestrøm om, hvordan vi alle går igennem en "helvedes masse".

- Du har lært mig noget

Selv fremhæver Blachman, at han har skullet se sig selv på de "værste lorteaviser og lorteblade – igen og igen, år ud og år ind", fordi han er meget disponeret for pressen under 'X Factor'.

- Det er den pris, jeg betaler for at få lov til at arbejde med folk som dig. Men der er kun én ting tilbage at sige: "Livet er mere end alt det pis", lød det fra dommeren, mens Mathilde Caffey kæmpede med at holde tårerne tilbage på scenen.

Man skal skide på det, man godt kunne have undværet

Thomas Blachman

Efterfølgende uddybede Blachman kommentarerne til sin deltager:

- Jeg kan godt mærke, at hun har oplevet en del, og jeg har stor respekt for, at hun på egen hånd kan sige: "Der er ikke noget, der skal få mig ned med nakken". Hun har bare en evne til at komme videre. Det kan jeg personligt også bruge til noget, sagde han.

- Vi ofrer alle sammen noget, for det vi gør. Man skal skide på det, man godt kunne have undværet. Fordi det er en del af noget. Det er noget for noget i virkeligheden, fortsatte han.

Mathilde Caffey lagde efter finalen ikke skjul på, at dommerens ord betød meget for hende.

- Det fik mig jo til at græde, så det siger vist nok. Det er dejligt at blive bekræftet i så mange ting, sagde hun.

Mathilde Caffey var overvældet af sine følelser efter finalen. - Jeg har det fantastisk, men jeg er bare rørt af alle de her oplevelser, jeg har været igennem, sagde hun.

Og faktisk har sæsonen været særlig for Thomas Blachman netop på grund af forholdet til Mathilde Caffey og de andre deltagere.

Klar med råd i fremtiden

Dommeren har tidligere sæsoner udtalt, at han gør sine deltagere en tjeneste ved at holde dem ud i strakt arm.

Men i år har han haft "en ekstraordinær god kontakt" til dem, som betyder, at de er kommet tættere på.

- Det har været meget hjerteligt, en virkelig god kemi og venskabelig, gensidig respekt og samarbejde. Det sætter sig jo, sagde Blachman.

Derfor kan både 'X Factor'-vinderen Alma Agger og de to øvrige finalister, Mathilde Caffey og Emil Wismann, "altid bare ringe og snakke og spørge mig til råds", lød det fra dommeren efter finalen.

Alma Agger, Emil Wismann og Mathilde Caffey.

Og det har vinderen af årets 'X Factor', Alma Agger, også tænkt sig at benytte sig af.

- Jeg har jo hans nummer, sagde hun efter sejren.

Hun er under 'X Factor'-forløbet kommet så tæt på dommeren, at hun har passet hans søn på ni måneder en enkelt gang.

- De manglede lige en til at se efter Zac, og Zac kan godt lide mig. Det kan være, at han får brug for det igen, grinede Alma Agger.

I Blachmans øjne vandt Alma Agger 'X Factor', fordi hun var den absolut dygtigste sanger. Men dommeren mener også, at hans to andre deltagere fortjente at løbe med sejren.

Men selvom deltagerne har gjort indtryk, har ingen af dem dog udsigt til et fremtidigt samarbejde med Blachman.

- Der er ingen planer. Jeg giver lidt slip på dem på samme måde, som hvis du er færdig med en eller anden uddannelse. Så forlader du uddannelsen og vinker farvel til din lærer, og så går man ud i verden, siger Blachman.

Den erfaring fik dommeren hurtigt, for ellers kunne han bruge resten af sit liv på at hjælpe sine 'X Factor'-børn.

- Jeg har også andre planer end at skulle lave det her, så jeg skal også tænke lidt på mig selv, lød det fra dommeren.

Se eller gense afslutningen på 'X Factor' 2020 på TV 2 PLAY.