X Factor

'X Factor'-Alma overraskede på scenen - men noget helt andet var ved at vælte hende

Det hele startede med et udfordrende spørgsmål fra hendes dommer Thomas Blachman.

Alma Agger er hele vejen igennem 'X Facor' blevet rost for sin vokal – men i modsætning til sine konkurrenter, er hun er ikke kendt for at bevæge sig meget på scenen.

Det ændrede hun dog på ved fredagens finaleshow. Her overraskede den 20-årige solist alle, da hun pludselig kastede sig ud i akrobatik midt i sin version af Billie Eilish 'All I ever wanted'.

Midt i sangen tog Alma Agger mikrofonen i den ene hånd og lavede en vejrmølle med den anden.

Alma synger ‘Everything I Wanted’ med Billie Eilish og overrasker med en vejrmølle

Ifølge Alma Agger blev vejrmøllen en del af koreografien, da Thomas Blachman for en uge siden spurgte hende: "Hvad kan du?".

Alma Agger sagde, at hun for eksempel kunne lave en vejrmølle med den ene hånd og holde mikrofonen i den anden:

- Så gjorde jeg det for sjov, og så sagde Thomas "Det gør vi, det der!", forklarede Alma Agger efter fredagens liveshow.

Var ved at vælte

Alma Agger har gået til gymnastik i fire år som barn, og det er derfra, hendes akrobatiske evner stammer. Hun har dog alligevel skulle øve sig en del:

- Jeg var lidt nervøs, og jeg kunne mærke, jeg blev mere forpustet, lød det fra deltageren, der ifølge hende selv har lavet mindst 75 vejrmøller i dagene op til aftenens show.

Men selvom vejrmøllen gik som smurt for den tidligere gymnast, var der en anden del af koreografien på scenen, der var ved at få Alma Agger til at vælte.

Nemlig en rotation på gulvet, der kom lige efter vejrmøllen. En detalje, som dog ikke kom med på tv.

- Jeg havde ikke helt balancen, da jeg landede, så jeg stod på mine tæer. Jeg var lige ved at vælte, men så fik jeg den tilbage, lød det fra Alma Agger og tilføjede.

- Det var tæt på!

Splittede dommerbordet

Blandt de tre dommere var der delte meninger om Alma Aggers sceneshow og bevægelser.

Oh Land roste showet, som hun mente var fuld af "spræl".

- Din måde at bevæge dig på var noget, jeg gerne ville have set tidligere, men nu kom det. Det var virkelig flot, lød det fra Oh Land.

Ankerstjerne kritiserede dog Blachman for et for "forventeligt" sceneshow:

- Den ting med at bruge akrobatik på den måde, den taler ikke til mig. Det er en lidt oplagt ting, som I også havde gang i sidste år, lød det fra dommeren med henvisning til sidste års vinder, Kristian Kjærlund, der gik i split på scenen, mens han sang under et liveshow.

Se anden del af 'X Factor'-finalen lørdag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.