X Factor

Thomas Blachman gør, hvad ingen har gjort før og vinder 'X Factor'

For tredje gang i træk vinder 'X Factor'-dommeren med en af sine deltagere.

Årets ’X Factor’ er afgjort - dagen før den endelige finale. I hvert fald når det handler om den vindende dommer.

Titlen lander igen i år hos Thomas Blachman, efter seerne fredag aften stemte hans tre solister i den unge ’X Factor’-kategori videre til den afgørende finale lørdag. Ud af konkurrencen røg Ankerstjernes gruppe Smokey Eyes.

Og det var en stolt Blachman, der mødte pressen efter fredagens show.

- Det er dejligt. Men det er ikke mig det handler om. Jeg synes faktisk, det er utroligt spændende, hvem af de tre, der vinder. Det er der, spændingen ligger, sagde han og uddybede:

- Jeg har aldrig lavet det her for at vinde. Jeg har været her af håndværksmæssige grunde, fordi jeg synes det er sjovt at arbejde med musik på den her måde. Og det har jeg i den grad fået lov til i lang tid med de her tre, sagde han.

- Det har været fantastisk for mig.

I dansk 'X Factor' gør Thomas Blachman, hvad ingen dommere har gjort før, når han lørdag står med alle tre solister i finalen.

- Vi er blevet skarpe

Kun én gang i løbet af sæsonen har en af Thomas Blachmans deltagere været i farezonen. Det skete i første liveshow, hvor Mathilde Caffey overlevede og blev sendt videre i konkurrencen af Ankerstjerne. Alma Agger og Emil Wismann er blevet stemt direkte videre hver uge.

Inden fredagens finale kaldte Thomas Blachman det ”ubærligt”, hvis en af hans deltagere skulle ryge ud så tæt på målstregen.

Thomas Blachman har nu vundet ’X Factor’ de seneste tre sæsoner. Dermed tangerer han den rekord, Remee satte i 2015, 2016 og 2017, hvor han også hev tre trofæer hjem på stribe.

Blachmans sejre i 'X Factor'

2014: Anthony Jasmin (gruppe)

2018: Place on Earth (gruppe)

2019: Kristian Kjærlund (+23 år)

2020: Deltager i den unge kategori

Blachman har siddet ved dommerbordet i 12 sæsoner, og det er første gang, den garvede dommer vinder med den unge kategori. Og generelt mener Blachman, at han og holdet omkring ham er blevet bedre med årene.

- Jeg har et utroligt godt hold med mig, som på er sådan telepatisk for mig. Vi kan mærke, når noget er rigtigt og forkert. Det er et perfekt forælderskab over for hvem som helst, vi arbejder med. Så ja, vi er helt klart blevet skarpe. Det er vi sgu, siger han.

Hvem vinder?

Hvilken af Thomas Blachmans tre solister, der vinder 'X Factor' 2020 afgøres lørdag aften. Han har ikke selv nogen favoritter.

Hvem har den største chance?

- Helt alvorligt, så ved jeg det ikke. Jeg vil blive lige glad, uanset hvem af dem det bliver. De har udviklet sig sindssygt meget på hver deres måde, og de fortjener det alle sammen, sagde Thomas Blachman.

Se eller gense 'X Factor'-finalen på TV 2 PLAY.