Sofie Linde i fjerde liveshow.
X Factor

Sofie Linde troede ikke, hun kunne blive nervøs - indtil hun en aften rystede bag scenen

TV 2 har talt med Sofie Linde, både før og efter coronavirussen ændrede hendes job som 'X Factor'-vært.

Mange havde vist lidt svært ved at forstå, hvad der skete den fredag i begyndelsen af marts.

Coronavirussen havde gjort sit indtog, og fra den ene time til den anden blev Danmark ændret.

Sporten lukkede ned. Dansk Melodi Grand Prix skulle gennemføres uden tilskuere. Og det samme skulle ‘X Factor’.

Midt i det hele stod tv-værten Sofie Linde og resten af holdet bag Danmarks største underholdningsprogram.

Hvis de dengang vidste, at udbredelsen af virussen bare en uge senere ville føre til nedlukning af store dele af landet, havde de nok ikke tvivlet på, om det var det rigtige at gøre.

Men lige i øjeblikket føltes det skørt at gennemføre et ‘X Factor’-liveshow uden publikum.

Ud fra et forsigtighedsprincip var det dog det, der skete. Men hvad pokker var det her?, spurgte Sofie Linde sig selv.

Med den følelse bød den 30-årige vært velkommen til det, hun senere kaldte “den måske sværeste aften”, hun nogensinde har haft på ‘X Factor’-scenen.

Det foregik i et tomt studie med “dåselatter” og håndsprit på dommerbordet. Og showet kulminerede i et højlydt skænderi mellem Thomas Blachman og Oh Land, der fik Sofie Linde til at skære igennem og sætte dem begge på plads.

Sværere end nogensinde

I dag - over to måneder senere – står dét liveshow som et, Sofie Linde aldrig glemmer.

- Hver gang jeg begynder på en ny sæson ‘X Factor’, tror jeg, jeg vil tænke tilbage på den aften. Det er et lille stykke Danmarkshistorie, man på en eller anden mærkelig måde har befundet sig i, siger hun.

Ugen efter blev programmet udskudt på ubestemt tid. Og der skulle gå 10 uger, før den 13. sæson af ‘X Factor’ vendte tilbage med en slutspurt, der betyder, at der lørdag kan kåres en vinder.

Det sker i en noget anderledes finale end det brag af et punktum, der var planlagt i Forum Horsens.

Det er en flad fest at give alt, man har, når der ikke er nogen, der hepper på én

Sofie Linde

Sofie Linde synes mest af alt, at det er synd for deltagerne. Synd, at de får en amputeret oplevelse. For hun havde undet dem den helt store finale.

Men sådan bliver det bare ikke, og alle ved hvorfor.

- Der er mange ting, der er vigtigere end ‘X Factor’ i denne her sammenhæng. Men vi gør det af respekt for deltagerne. Og jeg glæder mig til at få lavet en afslutning på sæsonen for deres skyld. Så de ikke bare går i glemmebogen, siger Sofie Linde.

For værten selv betyder omstændighederne, at hendes job er sværere end nogensinde - og hun lægger ikke skjul på, at denne sæson uden tvivl har været den mest udfordrende, hun har været igennem.

Men én ting er vigtig. Og det er, at Sofie Linde aldrig har tvivlet på, om hun kunne klare det.

Tv-værten er nemlig ikke bange for at sige, at hun tror på sig selv, og på det, hun kan.

Selvtillid er man nødt til at have

Sofie Linde kommer fra et hjem, hvor janteloven ikke var en, man rettede sig efter.

Hendes far har altid fortalt hende, at man ikke skulle ligge under for ”andres dødsangst og skidetrang”. Og tv-værtens selvtillid er også den vigtigste grund til, at hun er så god på den ’X Factor’-scene, hun de seneste fem år har gjort til sin.

Sofie Linde

Født i 1989 i Aarhus og opvokset i Odder.

Gift med tv-værten Joakim Ingversen og mor til datteren Trine.

Tidligere vært på kanalerne DR Ultra og Ramasjang, hvor hun blandt andet lavede SommerSummarum, MGP og sit eget talkshow.

Debuterede i januar 2016 som vært på den niende sæson af 'X factor' på DR.

Siden er Sofie Linde blandt andet blevet kåret til Danmarks bedste underholdningsvært fire år i træk ved Zulu Awards. De seneste to år har hun også vundet prisen som årets kvindelige tv-vært ved Billed-Bladets TV-Guld.

Med sine fem sæsoner er hun den, der har stået i spidsen for 'X Factor' flest gange.

I hvert fald hvis man spørger hende selv.

For der, hvor Sofie Linde står, er alt nemlig et spørgsmål om selvtillid.

- Det er noget, man er nødt have, lære at få eller lade som om, man har, sagde hun, da vi mødtes første gang for at lave dette interview.

Det var bare få dage før, coronavirussen for alvor blev noget, vi alle skulle forholde os til. Dengang vi stadig kunne kramme og gå i teatret.

På det tidspunkt havde Sofie Linde netop gennemført en lang række af sine egne shows på Aveny-T i København.

Noget, som nu har givet værten en helt anden ballast på ‘X Factor’-scenen - og som måske har lært hende lidt om, hvordan man redder et show, der hænger i en tynd tråd.

For at Sofie Linde i begyndelsen af året overhovedet ville have en række teaterforestillinger at gennemføre, virkede umuligt bare fire uger før premieren.

Nyt show på 14 dage

Dengang hed showet ‘Linde og Breinholt – en slags forestilling’. Men pludselig var alt kaos.

Showets ene halvdel, tv-værten Anders Breinholt, måtte trække sig på grund af overanstrengelse. Og tilbage stod Sofie Linde.

Det nemmeste ville være at sige screw it og aflyse det hele. For der skulle laves en feberredning og et helt nyt show, hvis hun skulle fortsætte. Og selv hvis det lykkedes, var risikoen for at lande på “røv og albuer” stadig stor.

Men Sofie Linde havde drømt om at lave det show i flere år. Hvis hun ikke fortsatte, ville hun nok altid spørge sig selv, hvordan det mon var gået.

Hun var nødt til at gennemføre for sin egen skyld.

- Så må det gå, som det går. Og så har jeg lært af det, sagde hun til sig selv.

Derfor droppede Sofie Linde og holdet alle planer, hev skuespilleren Rasmus Bjerg ind som erstatning og byggede et helt nyt show op på 14 dage.

Og Sofie Linde tøver ikke med at kalde det for en “vild proces”. Men samtidig var det også sjovt.

Nu hed showet ’Linde på Bjerget’, og de arbejdede i døgndrift for at blive klar. Men selv få dage før premieren, tænkte de: “Fuck, kan vi nå det?”.

Tavlen blev hvid

Da aftenen kom, mødte Sofie Linde en side af sig selv, hun aldrig har troet, hun havde.

Hun var skide nervøs på den måde, hvor nerverne tager kontrollen, tavlen bliver hvid, og benene ryster så meget, at man bare tager en dyb indånding og gennemfører, fordi man skal – og ikke fordi man nyder det.

- Det er normalt ikke mig, der skal stå med røven i klaskehøjde. Men her var det noget andet. Jeg opdagede, hvor blufærdig jeg trods alt var. Og at jeg trods alt havde grænser, sagde hun.

Frygten skyldtes nok bare det simple faktum, at hun havde noget på spil. Hun var en voksen og veletableret tv-vært, der prøvede noget helt nyt foran øjnene på andre.

Det var ubehageligt og uvant for Sofie Linde, at nerverne hæmmede hende. Sådan har hun aldrig haft det. Hverken til eksamener, eller når hun laver live-tv.

Men trods det kom tv-værten igennem sit første gakkede show. Et sammensurium af sang og dans, skøre sketches, videoindslag og stand-up.

Det gik ikke perfekt, men det gik.

Anden gang var hun mindre nervøs. Tredje gang endnu mindre. Og efter 24 forestillinger følte hun sig faktisk tryg på scenen.

Det var stort for Sofie Linde at nå dertil.

Dejligt kold i røven

Halvvejs gennem forestillingerne skrev hun: “Jeg gjorde det fandme!” i et opslag på Instagram.

For hun landede på benene. Det hele gik, selvom det så nemt kunne være endt galt.

- Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg kan alt, sagde hun og fortsatte.

- Jeg er blevet dejligt kold i røven på en eller anden mærkelig måde. Og meget mere ægte rolig omkring alt, jeg laver.

Det var en kæmpe gave rent professionelt, mente Sofie Linde dengang.

Det har satme været sundt for mig at gøre det

Sofie Linde

- Normalt går jeg ind i ting med en stor ydmyghed – og det er selvfølgelig en god ting, ydmyghed er altid godt. Men det er også vigtigt, at man går ind i ting – for sin egen skyld – med følelsen af, at det nok skal gå. Og den følelse er langt større hos mig nu, end den var før, lød det fra tv-værten.

Det var et fejt skæbnetræf, at hendes sværeste arbejdsdag i ‘X Factor’ ventede på hende bare få dage efter, at hun havde sagt de ord.

Men selvom coronaen har ændret meget, har Sofie Linde det stadig på samme måde lige på det punkt. Grundfølelsen af at kunne alt sidder i hende.

Også selvom hun og deltagerne skal slutte ‘X Factor’-sæsonen af i et tomt studie.

Men en anden følelse er dog ikke helt, som hun ellers var blevet vant til.

Uden publikum

‘X Factor’ plejer nemlig at slutte, lige når ‘X Factor’ skal slutte. Med et finaleshow, som Sofie Linde glæder sig til. Men dagen efter er hun virkelig er glad for, at dét liveshow var sæsonens sidste. For så er hun mæt.

Sådan er det ikke i år. I stedet er alt underligt.

Selvom der er en god grund til det, føler værten ikke, at hun og holdet har lavet det ‘X Factor’, de kunne have lavet.

Og hvordan det bliver at udråbe ‘X Factor’-vinderen i et studie uden publikum, ved hun ikke.

Men Sofie Linde lægger ikke skjul på, at hendes værtsrolle er markant sværere, når de ikke er der.

For det er hendes opgave at sørge for, at deltagerne har det godt. Og "det er en flad fest at give alt, man har, når der ikke er nogen, der hepper på én og en stemning at spille op ad”, lyder det fra værten.

Derudover gør publikums klapsalver det nemmere for deltagerne at glemme, hvis de laver en lille fejl. Og Sofie Linde har også selv brug for støtten fra publikum.

De hjælper hende til at huske at smile, selvom hun har meget at koncentrere sig om. Og så betyder de meget for hendes timing.

For når publikum klapper, får Sofie Linde et øjeblik til at huske det næste, hun skal sige. Det er alt sammen noget, hun har i hovedet – og ikke noget, hun læser fra en teleprompter.

Derfor skal der ikke meget forvirring til, før værten laver det, hun selv kalder “legendarisk mange sprogbøffer”.

Det går altid

Sådan var det i fredagens semifinale. Her var Sofie Linde mærket af den særlige stemning, der var over ‘X Factor’-studiet.

Hele dagen op til havde været fuld af følelser, og showet var det samme – også for værten, der med egne ord var “totalt rusten” efter den lange pause.

- Det var jo alting på én gang. Pludselig gjaldt det, og jeg tror, jeg forstod deltagernes angst for, om vi var blevet ligemeget, fordi der var gået så lang tid, siden folk har set os, siger hun.

Men småfejlene ændrede ikke på, at værten var rolig i det, hun lavede. For uanset hvad der kan gå galt på ‘X Factor’-scenen, så er det ikke noget, der ryster Sofie Linde.

Og så kan det da godt være, at hun rent faktisk en dag kommer til at lave noget, som ”failer helt brutalt”.

Men hvis bare hun gør sig umage, har hun en følelse, der er stærkere end nogensinde. Også selvom corona har ændret det meste.

Og det er, at det hele nok skal gå.

Derfor er Sofie Linde også virkelig glad for, at hun tidligere på året satte sig for bygge sit eget show op på 14 dage uden at ane, hvordan hun skulle komme succesfuldt igennem.

For som hun siger:

- Det er rigtig svært at finde ud af, hvor glad man i virkeligheden er for sit arbejde, eller at udvikle sig, selvom man er blevet rigtig dygtig, til det man laver, hvis ikke man kaster sig ud i noget, hvor man ikke kan bunde.

- Den proces kan være vildt skræmmende. Men det har satme været sundt for mig at gøre det.

Nu kan Sofie Linde vitterligt alt.

Se 'X Factor'-finalen fredag og lørdag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.