Underholdning

Grøn Koncert skal afholdes i private hjem

Publikum til Grøn på Tiøren i København, torsdag 18. juli 2019. Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Efter aflysningen er Grøn Koncert nu kommet på en anden måde at nå ud til danskerne.

Koncertgængere landet over går en stille sommer i møde, efter at sommerens koncerter og festivaler er blevet aflyst på stribe som følge af coronavirussen.

Men nu melder Muskelsvindsfonden og Tuborg, arrangørerne bag Grøn Koncert, at de i stedet vil invitere til en stor havefest hjemme hos danskere 25. juli.

Koncerten - eller rettere koncerterne - vil blive sendt live af TV 2 og Radio Nova, fortæller Theis Petersen, indsamlingschef hos Muskelsvindsfonden.

- Det var et mega hårdt slag at få at vide, at vi ikke skal lave noget i 2020, og først var vi lidt i krise, men så fik vi hovedet op til overfladen og tænkte: Hvad kan vi så gøre for at holde Grøn Koncert i live? lyder det fra indsamlingschefen.

Danskerne bliver værter

Arrangementet kommer til at foregå ved, at en række musikere på dagen giver koncerter i private hjem.

Der bliver tale om 10-15 udvalgte, som bliver værter for en koncert. De vil senere blive fundet gennem en konkurrence, oplyser Theis Petersen.

Koncerterne bliver gratis og kommer til at bestå af både store navne og mindre kendte musikere - hvem, kan indsamlingschefen dog ikke løfte sløret for endnu.

- Det er alt for tidligt at sige, men vi plejer at have danske artister på tværs af alle genrer, og det kan man godt gå ud fra, at det også bliver denne gang, siger han.

Da koncerten er gratis, betyder det også, at der ikke er noget overskud, der kommer til at gå til Muskelsvindfonden som normalt. Her ses Scarlet Pleasure på scenen i 2019.

For risikabelt

Det er første gang, siden Grøn Koncert startede for 38 år siden, at man har været nødt til at aflyse de otte planlagte koncerter.

- Det kan ikke lade sig gøre i år, da det stadig er for risikabelt at samle tusindvis af mennesker til koncert, siger Theis Petersen.

- Men ambitionen er, at vi næste år er tilbage til det klassiske og står sammen igen - forhåbentlig tættere end én meter.

Grøn koncert skulle være afholdt mellem 15. og 25. juli på Amager, i Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby, men blev aflyst 8. april.

Festival hele sommeren

Hvis man ikke kan få festival nok, så kan den være hele sommeren. For Rasmus Bjergs besøg til de fire festivalbyer bliver til fire musik- og festivalprogrammer, ’Hele Danmarks Festival’, der sendes på TV 2 og TV 2 PLAY fire lørdage fra 27. juni.

Rasmus Bjerg og gæsteværterne dykker ned i festivalernes særlige traditioner og stemninger, ligesom hvert program viser koncerter med nogle af Danmarks største musikalske stjerner på scenen.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bringe festivalhyggen ud i landet – med solid opbakning fra mine gæsteværter og de engagerede kunstnere, siger Rasmus Bjerg, der selv skulle have optrådt på flere af landets festivaler i år.