Én skal holde foredrag, andre får modeljobs og en gruppe går hver til sit: Det skal 'X Factor'-deltagerne lave nu
Årets ni livedeltagere har vidt forskellige planer efter 'X Factor'. En af grupperne splitter op.
I mange måneder har deres liv drejet sig om én ting: De store 'X Factor'-liveshows.
Men nu er vinderen fundet, og 'X Factor' er slut for i år. Hvad skal deltagerne lave nu, hvor kameraerne er slukket, og hvad har de lavet, efter de røg ud af programmet?
Nicklas Mietke
Oh Lands solist Nicklas Mietke var den første til at forlade årets liveshows. Men den 23-årige mand fra Amager har ikke givet op på musikken. Faktisk gik Nicklas Mietke direkte hjem og begyndte at skrive sine egne sange, da han forlod 'X Factor'.
Da Danmark lukkede ned på grund af coronavirussen, kort efter Nicklas Mietkes farvel til 'X Factor', blev han hjemsendt fra sit job som sælger og fik dermed ekstra god tid til at arbejde videre med sin musik. Nicklas har allerede udgivet sin første single, 'Champion', og han håber, at musikken kommer til at fylde mere i hans liv fremover.
- Jeg håber, jeg kan komme til at lave meget mere musik og møde nogle flere mennesker og lære en masse, siger Nicklas Mietke og tilføjer:
- Og så bliver jeg ved med at klø på derhjemme og lave en masse musik.
Han har dog ingen planer om at forlade sit job lige foreløbig.
Nicklas Mietke er også blevet kontaktet af flere danske producere, som gerne vil samarbejde med ham. Han har også fået flere forespørgsler om at skulle ud og optræde, når landet åbner på den anden side af coronapandemien.
SWAY
Ankerstjernes pigegruppe Sway forlod 'X Factor' efter andet liveshow. Siden har de fået forskellige tilbud sammen og hver for sig, men de er ikke i tvivl om, at de skal prøve lykken som Sway.
Allerede ugen efter deres exit indspillede de en musikvideo af sangen ’My Power’, som de skulle have optrådt med senere i programmet. De har også forsøgt at skrive en sang sammen, og derudover har gruppen medvirket i en kampagnefilm for at styrke minoriteters muligheder.
Pigerne fortæller, at de fortsat har kontakt med Ankerstjerne og håber, de kan fortsætte samarbejdet med ham.
- Anker kan lide os, og vi kan lide ham, så vi mødes snart til en snak, prøver nogle ting af, og ser om det fungerer, siger gruppens alderspræsident, Camilla Okotie.
Ved siden af musikken har gruppen også individuelle planer.
18-årige Camilla afslutter 3.G til sommer og håber, at hun kan komme ind på sit drømmestudie: Psykologi på Københavns Universitet. Derfor flytter hun til København, mens 15-årige Tiffany leder efter lejlighed i Aarhus med sin søster.
17-årige Miriam Larsen og 16-årige Roya Attaei fortsætter begge deres uddannelser. Miriam på andet år af sin HF i Ringsted og Roya i 2.G i Kalundborg.
Kaspar "Kali" Andersen
Oh Lands rapper Kaspar ’Kali’ Andersen forlod 'X Factor' i tredje liveshow og har siden udgivet EP'en 'Alt eller Intet' med sange, han optrådte med gennem sæsonen.
Og selvom han nu er vendt tilbage til jobbet som renovationsarbejder, er Kali også allerede i fuld gang med næste projekt, nemlig at skrive sange til et komplet album.
- Vi er allerede halvt færdige. Sangene flyver bare ud af mig for tiden, siger Kali, der drømmer om at kunne leve af sin musik.
- Jeg behøver ikke være millionær. Så længe jeg har nok til huslejen, så er jeg glad.
Kaspar 'Kali' Andersen kan dog også se frem til en ny form for arbejde på grund af 'X Factor'. Under hele sæsonen har den 34-årige rapper nemlig været meget åben omkring sin fortid med misbrug, og det har fået flere foreninger til at kontakte ham, fordi de er interesserede i hans historie. Derfor skal Kali også holde foredrag om sit misbrug, når coronakrisen igen tillader det.
- Det er meget fedt. Det har jeg altid gerne villet, siger han.
Magnus & Aksel
Magnus Lasse Petersen og Aksel Kempf, bedre kendt som Magnus & Aksel, satser begge på musikken efter 'X Factor'.
Duoen vil fremover dyrke deres musikkarriere hver for sig med undtagelse af nogle få kommende 'X Factor'-koncerter. Magnus Lasse Petersen og Aksel Kempf, der i sin tid blev sat sammen af Ankerstjerne, har nemlig - ifølge dem selv - meget forskellige udtryk. Deres stærke venskab består dog.
- Vi er sindssygt gode venner, og vi elsker at spille sammen, og det vil vi blive ved med. Men vi vil nogle forskellige ting ellers, siger Aksel Kempf.
20-årige Aksel Kempf er i øjeblikket i gang med sin studentereksamen, og når huen er i hus, skal han i gang med at dyrke musikken mere intensivt. Han har skrevet sange i mange år og er ved at etablere et hjemmestudie, så han kan lave egne indspilninger. Derudover holder han sabbatår og arbejder som personlig træner.
19-årige Magnus Lasse Petersen arbejder fuld tid med sin egen musik, som han selv skriver og komponerer. Planen er, at han skal have sin musik indspillet, og at han skal ud og spille så meget live som muligt, når landet genåbner efter coronavirussen.
Ilona Artene
Oh Lands sangerinde Ilona Artene måtte sige farvel til 'X Factor' i semifinalen, men i stedet for at være trist, tænkte hun med det samme på næste skridt.
Den 25-årige deltager har nemlig allerede fået flere tilbud - både fra producere, musikere der vil optræde med hende, og fotografer som vil hjælpe hende eller vil bruge hende i photoshoots.
Ilona har derfor allerede udsigt til et par modeljobs, mens detaljerne omkring resten stadig skal falde på plads.
- Jeg vil gerne udgive noget så snart som muligt, men jeg er også meget perfektionistisk, så det kommer først til at ske, når jeg kan udgive noget virkelig godt, siger hun.
Hun planlægger at flytte fra Nordjylland til København inden længe. Her vil hun dyrke de muligheder, der kommer, og finde et arbejde ved siden af. På længere sigt overvejer Ilona Artene at søge ind på en musikalsk uddannelse.
Smokey Eyes
Cecilie Wøldike Nielsen og Morten Bomholdt Skovlund Hansen, der sammen udgør Smokey Eyes, har forskellige planer efter 'X Factor'. Men én ting er dog sikkert for de to: De vil holde liv i duoen Smokey Eyes.
- Vi skriver begge musik, både sammen og hver især. Vi skal dyrke musikken og finde ud af, hvad Smokey Eyes skal være, siger Cecilie Wøldike Nielsen.
- Vi skal 100 procent køre videre med Smokey Eyes og se, hvad det kan blive til. Det er noget helt specielt for os, siger Morten Bomholdt Skovlund Hansen.
Duoen har også fået flere tilbud om at komme ud og spille, når samfundet åbner op igen.
Derudover skal Cecilie Wøldike Nielsen flytte fra Helsingør til Helsinge, hvor Morten Bomholdt Skovlund Hansen også bor. Her skal hun lede efter job og finde ud af, hvilken uddannelse hun vil søge ind på.
Morten Bomholdt Skovlund Hansen skal også til at søge uddannelse efter sommerferien. Oplevelsen i 'X Factor' har fået ham til at overveje at uddanne sig til lydtekniker, men han overvejer også at tage datamatikeruddannelsen.
Mathilde Caffey
Efter 'X Factor' skal årets yngste deltager, 15-årige Mathilde Caffey, starte 10. klasse i Aars i Nordjylland.
For Mathilde Caffey er drømmen dog på sigt at komme til at arbejde med musikken, og det vil hun fortsat gå efter. Hun vil blive ved med at øve privat og vil prøve at trække i de tråde, hun kan.
- Jeg vil lave noget med musik, men jeg ved ikke endnu, hvilken vej jeg skal gå, siger Mathilde Caffey.
Hun fortæller, at hun allerede har fået tilbud fra flere producere, som hun vil tage op til overvejelse. Hun har også fået flere tilbud om modeljobs, som hun er meget interesseret i.
Derudover drømmer Mathilde Caffey også om at flytte til København, så snart hun kan.
Emil Wismann
21-årige Emil Wismann vender efter 'X Factor' tilbage til sit job som softwareudvikler i Danfoss i Sønderjylland.
Ved siden af sit faste job har Emil Wismann også et start up sammen med en kollega, som han vil arbejde videre med: En webshop med udbringning af morgenbrød.
Men Emil Wismann er ikke færdig med musikken. 'X Factor' har givet deltageren blod på tanden i forhold til at skrive sin egen musik og lyrik. Han drømmer også om at starte et "halbalband", og han er blevet kontaktet af flere på de sociale medier, som gerne vil spille musik med ham.
- Og så skal jeg selvfølgelig tilbage og synge karaoke, siger Emil Wismann.
Alma Agger
20-årige Alma Agger løb med sejren, da den den store 'X Factor'-finale løb af stablen.
Og det kommer uundgåeligt til at ændre hendes planer for fremtiden.
- Nu har jeg i hvert fald noget at tage mig til. Det er dejligt. Jeg skal samarbejde lidt med Sony, regner jeg med, og jeg får et dejligt hjemmestudie, så jeg kan sidde og lege lidt selv. Det glæder jeg mig til, siger hun.
Efter 'X Factor'-finalen regner hun stadig med at komme tilbage på sit job som tjener på restauranten i Operaen i København. Det job har hun savnet under 'X Factor', hvor restauranten også har været lukket på grund af coronavirus.
Men hun glæder sig til at fokusere endnu mere på musikken, end hun har gjort før.
Siden hun var lille, har hun skrevet sine egne tekster, og det vil hun begynde at dyrke mere nu. Hun vil også blive ved med at bruge sin Instagram og TikTok aktivt.
Derudover går den 20-årige også med overvejelser om, hvilken uddannelse hun skal søge ind på.
Alma Agger har tidligere overvejet at læse medicin, og den mulighed overvejer hun stadig.