X Factor

Oh Land uden deltagere i finalen - her forsvarer hun sine valg

Oh Land står uden deltagere i 'X Factor'-finalen for andet år i træk.

Fredag aften sendte seerne Oh Lands sidste solist, Ilona Artene, ud af 'X Factor'.

Dermed venter der i næste uge dommeren en finale uden deltagere, og Oh Land lægger ikke skjul på, at det er en "virkelig antiklimatisk" følelse.

- Det er så sindssygt ærgerligt, at folk ikke har kunnet mærke det lige så meget, som man kunne have ønsket, sagde dommeren efter fredagens semifinale.

- Jeg kan ikke sætte en finger på Ilonas præstationer, og det arbejde, vi har lagt i det med hende, har været målrettet for hele tiden at grave ind til, hvem hun er. Og det synes jeg virkelig, at vi er lykkedes med, fortsatte hun.

- Jeg er super trist over, at det er slut her. Jeg kan ikke være andet end stolt af dig, sagde Oh Land til Ilona på scenen. På grund af coronakrisen måtte dommeren ikke kramme eller røre sin deltager.

Hvad gik der galt?

Videre til finalen er Ankerstjernes gruppe Smokey Eyes og Blachmans tre unge solister Alma Agger, Emil Wismann og Mathilde Caffey.

Oh Land stod i spidsen for solisterne over 23 og har tidligere på sæsonen måttet sige farvel til rapperen Kaspar 'Kali' Andersen, mens hendes tredje solist Nicklas Mietke forlod 'X Factor' efter det første liveshow.

Oh Lands deltagere i første liveshow: Fra venstre Nicklas Mietke, rapperen Kali og Ilona Artene.

Hvad gik der galt?

- Folk har bedre kunnet mærke nogle andre. Det er bare sådan, det er. I aften er det seerne, der afgør det. Og jeg tror i høj grad, man stemmer på sig selv og dem, man kan relatere mest til, sagde Oh Land efter showet.

Jeg synes ikke, man kan sige, at vi er gået for specielle veje, for vi er gået deres veje

Oh Land

Dommeren mener dog ikke, at hun og hendes solister er gået for "specielle veje".

- Tværtimod. Så længe man er tro mod den, man er, og hele tiden er nysgerrig efter at finde veje til, hvordan man kan være generøs med sig selv og ikke holder sig tilbage for at passe ind. Så synes jeg ikke, man kan sige, at vi er gået for specielle veje, for vi er gået deres veje, forklarede hun.

Andet år uden finalister

Det er andet år i træk, at Oh Land må sætte sig til dommerbordet i finaleshowet uden en chance for at vinde 'X Factor'.

Sidste år forlod hendes sidste gruppe, pigerne fra Echo, ligeledes konkurrencen i semifinalen. Og forud for showet havde duoen Maria og Bea måttet trække sig efter et dødsfald i Beas nærmeste familie.

Derfor mener Oh Land ikke, at de to situationer kan sammenlignes.

- Jeg synes, det er meget anderledes end sidste år, fordi sidste år skete der en meget tragisk begivenhed. Det var bare virkelig trist, sagde dommeren og fortsatte:

- Her har Ilona haft en fair chance. Sådan er spillets regler. Hun har fået færrest stemmer, sådan er det.

Oh Lands gravide mave vokser, og i fredagens semifinale afslørede hun, at hun nok havde taget et kilo på for hver af de 10 uger, der er gået under nedlukningen.

Nu ser Oh Land frem til at mærke alle de andres nerver sitre i finaleshowet, mens hun selv vil læne sig tilbage og nyde musikken.

- Jeg kan jo sådan set bare slappe af, konstaterer hun.

Se eller gense semifinalen i 'X Factor' på TV 2 PLAY.