'X Factor' vender tilbage - vinderen findes på en ny måde
Coronakrisen betyder, at årets 'X Factor'-finale kommer til at foregå anderledes end tidligere sæsoner.
Fredag 15. maj vender 'X Factor' tilbage på skærmen.
Programmets liveshows har været på pause siden 6. marts, hvor landet lukkede ned grundet coronavirussen.
Det sidste, seerne så til deltagere og dommere, var da værtinde Sofie Linde inviterede til gruppehygge over videchat i særudsendelsen 'X Factor: Sammen hver for sig'.
Men nu skal der findes en vinder af 13. sæson af 'X Factor', og derfor runder TV 2 nu sæsonen af med tre liveshows på otte dage. Her skal de seks tilbageværende deltagere på scenen igen.
- Det er kæmpe optur for alle, at det nu ser ud til at kunne lade sig gøre at afholde de sidste liveshows i 'X Factor'. Vores deltagere, dommere og selvfølgelig alle 'X Factor'-fans har spurgt længe, hvornår vi kunne komme i gang igen, og det kan vi nu, siger underholdningsredaktør på TV 2 Dorte Borregaard.
Også 'X Factor'-vært Sofie Linde glæder sig til at komme igang med showet igen.
- Vi stoppede så brat, så det bliver dejligt at se holdet rigtigt og tjekke ind med dem igen. Derudover glæder jeg mig også til at få afsluttet denne sæson, så den ikke "bare" flød ud i vandet under lockdown, siger Sofie Linde.
Anderledes finale
Det første af de tre sidste liveshows bliver altså sendt 15. maj, hvor temaet er sange fra musikfilm.
Ugen efter vil der blive sendt hele to 'X Factor'-liveshows på en weekend. Finalen i årets sæson vil nemlig blive afholdt over to dage, fredag 22. og lørdag 23. maj.
Om fredagen skal de tilbageværende deltagere på scenen to gange. De skal optræde med en sang, deres dommer har valgt til dem, og synge en duet med en gæstesolist. På den anden finaleaften skal tre deltagere synge deres vindersange, hvorefter vinderen findes.
Modellen med en todages finale kendes fra blandt andet den britiske udgave af 'X Factor'.
- Det er en form, de har succes med i England, og som vi glæder os rigtig meget til at prøve af herhjemme også, siger Dorte Borregaard.
Sofie Linde ved ikke, hvad hun skal forvente af den to-dages finale, men synes det er det rigtige at gøre, når årets deltagere skal runde sæsonen af.
- Jeg havde selvfølgelig undet dem "den fulde oplevelse" med flere liveshows og en stor finale i Forum Horsens. Den sidste del af etapen får de i en komprimeret form, men jeg synes, at deltagerne, dommerne og seerne fortjener, at der bliver fundet en vinder af årets 'X Factor', siger Sofie Linde.
Med eller uden publikum?
Denne sæson har allerede budt på et liveshow i en tom sal, og det er endnu uvist, om de kommende liveshows vil blive afholdt med eller uden publikum i salen.
'X Factor' følger myndighedernes anvisninger, men ifølge Dorte Borregaard håber man på at kunne have publikum på i et eller andet omfang.
- Publikum er en stor del af festen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi kan afholde de sidste tre liveshows med livepublikum i studiet. Men vi håber det, siger Dorte Borregaard.
Se 'X Factor' fra fredag 15. maj klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.