Coronavirus

Hele verden sammen i nat - hver for sig: Særligt én sang løb med opmærksomheden

Særligt én kunstner er løbet med opmærksomhed efter nattens show til ære for sundhedspersonale under coronapandemien.

Det var et stjernespækket hold af musikere, der natten til søndag dansk tid optrådte hjemmefra i det verdensomspændende og virtuelle støtteshow ’One world: together at home’ - fra The Rolling Stones til Billie Eilish og Lady Gaga.

Men særligt én kunstner er løbet med opmærksomheden: Taylor Swift.

Hun havde valgt at optræde med sangen ’Soon You Get Better’, som hun har skrevet til sin mor, der har kæmpet med kræft i flere år.

Og selv om sangen handlede om Taylor Swifts mor, mente mange seere, at den passede særdeles godt til lejligheden og coronakrisen.

I den følelsesladede sang synger Taylor Swift ”Soon you'll get better / You'll get better soon / Cause you have to" og ”What am I supposed to do? / If there’s no you”)

(”Snart får du det bedre / Du får det bedre snart / Det skal du” og ”Hvad skal jeg gøre? / Hvis du ikke er der”, red.)

- Taylor Swift kunne ikke have optrådt med en mere perfekt sang til det her øjeblik, skriver en bruger på Twitter, mens en anden skriver:

- Den mest personlige sang, der er blevet opført offentligt - og den sårbarhed bliver forvandlet til styrke og håb for millioner.

Over 200.000 har tweetet om 'Taylor Swift' og 'Soon You'll Get Better' efter nattens koncert.

'Jeg kan ikke synge den'

Som flere Twitter-brugere bemærker, virkede Taylor Swift rørt, mens hun fremførte sangen. Det er også første gang, at hun har optrådt med det følelsesladede nummer om sin kræftramte mor, der udkom på hendes seneste album i 2019.

Taylor Swift har tidligere fortalt, at sangen var virkelig svær at skrive, og at der skulle et familiemøde til, før hun besluttede at udgive sangen på albummet.

- Jeg er stolt af sangen, men det er også bare rigtig hårdt. Jeg kan ikke synge den, sagde Swift på YouTube tilbage i august.

Både Billie Eilish og hendes bror Finneas optrådte ved "One world: together at home" Video: Freja Sofie Madsen
Lady Gaga er initiativtager til støttekoncerten "One world: together at home"

Mange restriktioner

Det er verdenssundhedsorganisationen WHO, der står bag det kendisspækkede – og virtuelle – show ’One world: together at home’.

Formålet med den store begivenhed var at ære verdens sundhedspersonale, som står i frontlinjen i kampen mod coronapandemien.

Og det lykkedes ifølge John Fogde, musikekspert og initiativtager til Music City Aarhus 2022.

- De balancerede musik og information om covid-19 meget fint, og enkelte artister eksempelvis Beyoncé kom engang imellem med vigtige budskaber, siger han.

Beyoncé kom med budskaber og hyldede forskellige erhverv under støttekoncerten

Men på grund af de vigtige restriktioner under showet - der blandt andet betød, at det ikke var live og foran et publikum, men et sammenklip af en lang række optagelser - lykkedes det ikke at skabe nok interaktioner mellem tilhører og seere, mener John Fogde.

- Jeg savnede virkelig, at de tre værter (Jimmy Fallon, Jimmy Kimmel og Stephen Colbert, red.) kunne tale med eksempelvis Mick Jagger efter hans optræden og spørge ham om, hvordan han håndterer coronakrisen og er sammen med sine børn. Det fik man ikke, men i stedet fik man de her meget intime koncertoplevelser, siger John Fogde.

En milliard kroner

Arrangørerne oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at virksomheder og andre donerer har bidraget med omkring 150 millioner dollar i forbindelse med showet. Det svarer til over en milliard danske kroner.

En del af pengene går til Unicef, og generalsekretær Karen Hækkerup har svært ved at få armene ned over koncerten.

- Der er nogle begivenheder, der definerer generationer. Corona vil definere vores generation.

- Både fordi den på tragisk vis vil kræve så mange liv, men også fordi vi i fællesskab kommer med nogle svar, viser sammenhold, og hjælper alle dem, der ikke kan komme igennem den her krise alene, udtaler hun i en pressemeddelelse.

- Den her koncert vil blive husket som en stjerne, der lyste i en mørk tid, tror jeg.

Showet kan ses TV 2 Play på senere og bliver vist søndag 19. april om aftenen på TV 2 og på streamingtjenesten TV 2 PLAY.

Elton John havde valgt at fremføre "I'm still standing" Video: Freja Sofie Madsen