Beyoncé: - Virussen slår sorte mennesker ihjel i en ekstrem høj rate

Særligt i de senere år af sin karriere er hun blevet udtalt politisk, siger musikekspert.

Den ene verdensstjerne efter den anden dukkede frem på skærmen under det globale og virtuelle støtteshow ’One world: together at home’ natten til søndag.

Først Stevie Wonder, så Paul McCartney og herefter Elton John, Michelle Obama, Lady Gaga og Billie Eilish – og derudover en masse sundhedseksperter.

Men det var helt særligt, da popdronningen Beyoncé trådte frem på fjernsynskærme verden over, siger John Fogde, som er initiativtager til Music City Aarhus 2022, og som så hele showet.

Ikke nok med at hendes optræden var en overraskelse, så havde hun også et politisk budskab i sin tale - som den eneste kendis.

De ægte helte

Beyoncé begyndte sin tale med at takke de ”ægte helte” - sundhedspersonale, sanitetsmedarbejdere, bude og serviceansatte i eksempelvis fødevareindustrien - for deres ”uselviske arbejde”.

- Sorte amerikanere hører særligt til den del af arbejdsstyrken, og derfor er de ekstremt påvirkede af krisen, sagde hun også.

Dermed rettede hun opmærksomheden mod afroamerikanere, som i højere grad er blevet smittet med coronavirus og ramt af covid-19 end hvide amerikanere.

- Virussen slår sorte mennesker ihjel i et alarmerende højt tempo, fortsatte hun.

En sort stemme

Beyoncé er vokset op i Houston i Texas, hvor 57 procent af de døde er afroamerikanere, hvilket hun også påpegede i talen.

- Vær søde at passe på jer selv. Vi er en familie, og vi har brug for jer. Vi har brug for jeres stemmer, jeres evner og jeres styrke. Vær tålmodige, optimistiske og fortsæt med at bede for vores helte, sluttede hun.

Og det er meget bevidst, at den afroamerikanske popdiva netop bruger sin taletid på at henvende sig til den sorte del af befolkningen.

- Det er for at skabe debat og gøre opmærksom på udfordringer i det miljø, hun føler, hun repræsenterer, siger John Fogde.

Blandt andet at afroamerikanere i dag er langt fattigere, mere usunde og dårligere uddannede end hvide amerikanere.

En gigant

Særligt i de senere år af sin karriere er hun blevet udtalt politisk, fortæller han.

Beyoncé er blandt andet sprunget ud som Black Power-aktivist midt i Super Bowl-pausen i 2016, og hun skriver sange om sine afroamerikanske aner, blandt andet ’Formation’, der er én lang hyldest til hendes sorte rødder.

Og Beyoncés ord vejer tungt, siger John Fogde.

- Hun er et gigantisk navn med en gigantisk fanbase, og hun ved godt, at når hun bruger det her som platform, så får det noget opmærksomhed. Det er også hendes mål, fortsætter han.

Showet kan ses på TV 2 PLAY og bliver vist søndag 19. april klokken 21 på TV 2.