Ny episode af hypet Netflix-show bliver sablet ned
Showet om store katte, kultledere og mordforsøg er blevet et af Netflix største hits nogensinde.
Tirsdag smed Netflix en lille godbid til alle os cool cats and kittens, der har slugt de syv 'Tiger King'-afsnit om Joe Exotic, hans tigerpark og rivaler.
En ny episode, hvor en stor del af castet – med undtagelse af Mr. Exotic selv – er samlet for at tale om tiden efter serien, der er blevet et af streamingstjenestens største hit nogensinde.
Men flere anmeldere og seere er skuffede over den nye episode.
Det nye bliver kaldt "en fejl", "ingenting i forhold til de andre afsnit" og et "rodet forsøg på en afslutning", hvor værten stiller spørgsmål, der "minder om noget, man kunne smække sammen i Google Docs på ti minutter".
- Bedre end ingenting
Frederik Dirks Gottlieb, der er serieekspert og har lavet programmer som 'Stream 2.0' og ’Serieland’, har også set det nye afsnit. Han er heller ikke jublende.
- Det kunne ligeså godt være en podcast. Nu har de samlet det her cast, som så mange mennesker har fået et næsten Stockholmsyndrom-agtigt tæt forhold til, og så brænder man det af på den her måde, siger han.
Frederik Dirks Gottlieb mener, at det nye afsnit bærer præg at være lavet hurtigt, og at Netflix har villet malke 'Tiger King'-succesen.
Men ser man afsnittet uden at have forventninger om, at det skal være i samme stil som de syv andre, er det nemmere ikke at blive skuffet.
- Jeg ville hellere have det her end ingenting, siger Frederik Dirks Gottlieb.
Flere grunde til succesen
Tiger-serien følger den skydeglade og flamboyante Joe Exotic, der ejer en dyrepark med over 200 store katte i Oklahoma og ender med at blive anklaget for at stå bag et lejemordsforsøg på en lige så flamboyant dyreaktivist ved navn Carole Baskin.
De første syv afsnit blev set af over 34 millioner amerikanere i løbet af ti dage, hvilket gør dem til nogle af de mest sete på streamingplatormen nogensinde.
De tårnhøje seertal skyldes blandt andet, at internettet var hurtigt til at tage det bizarre persongalleri til sig og gøre serien til et af de største samtaleemner på sociale medier, forklarer Frederik Dirks Gottlieb.
Men det har også spillet en rolle, at store dele af verden lige nu er lukket ned for at mindske coronasmitten: Folk har god tid til at se Netflix og er i højere grad afskåret fra hinanden end normalt.
- Vi har brug for at samles om noget andet end corona, om det så er fællessang eller 'Tiger King'. Selv om serien uanset hvad nok var blevet en succes, tror jeg, at timingen med coronapandemien har betydet en del for seertallene, siger Frederik Dirks Gottlieb.
Han kalder seriens første syv afsnit - som han elsker - for "en rodebutik af en dokumentar".
- Den handler overhovedet ikke om tigre. Den handler om to personer, begge bat-shit-crazy, som hader hinanden og bliver besat af penge og magt, siger han.
Danskerne rekordlytter til Joe
Ud over at være blevet berømt for sin optræden i Netflix-serien er Joe Exotic også musiker. Flere gange i løbet af dokumentarens syv første afsnit dukker mere eller mindre bizarre musikvideoer op.
Og seriens popularitet er smittet af på musikken, lyder det fra Spotify, der tilføjede Joe Exotics bagkatalog 30. marts.
Danmark indtager prisen som det land i verden, der har den højeste Joe Exotic-streamingrate foran Storbritannien, Irland og Island. At netop danskerne er vilde med Joe Exotic, giver på en måde mening, mener Frederik Dirks Gottlieb.
- I Danmark kan vi godt lide kultdyrkelse og satire - og så er country i sig selv en eksotisk genre - og her får man det hele, siger han.
Sangene er mest populære blandt de 25-29-årige lyttere, og siden musikken kom på Spotify, er dens share vokset med 18 procent dagligt.
En mindre detalje er, at det slet ikke er Joe Exotic, der synger sangene. Det er sangeren Danny Clinton, der sammen med musikeren Vince Johnson, blev kontaktet af zoo-ejeren, der ønskede sange til sit realityshow om ham.
De indspillede sangene, sendte dem til ham og opdagede flere uger efter en mimende Joe Exotic på musikvideoer på Youtube. I første omgang blev Clinton og Johnson vrede over ikke at blive krediteret. Men i sidste ende affandt de sig med at være backingtrack.
- Alt i alt var det svært ikke at holde af Joe. De fleste keder mig ad helvede til - de har samme personlighed som en hummer. Joe er måske nok en snusket fusker, men han har personlighed, siger Vince Johnson til Vanity Fair.