X Factor

Sofie Linde inviterer 'X Factor' hjem i stuen: - Vi har ikke rigtig fået sagt ordentligt farvel til hinanden

Sofie Linde har selv dage, hvor hun havner i en dyb bølgedal. Det viste sig senest i en video på Instagram, som har høstet tusinder af kommentarer.

Sidst Sofie Linde bød velkommen til 'X Factor', skete det fra et tv-studie uden publikum.

Torsdag aften er scenen endnu mere forandret for tv-værten, som har inviteret dommere og deltagere til en noget anderledes udgave af 'X Factor' – nemlig en "digital gensynsfest" i sin egen stue, som kan ses på TV 2 klokken 20.

Alt sammen sker, da 'X Factor' i øjeblikket er sat på pause på ubestemt tid på grund af corona-situationen.

- I virkeligheden handler det om, at 'X Factor' ligesom resten af Danmark jo blev lukket fra den ene time til den anden. Så vi har ikke rigtig fået sagt ordentligt farvel til hinanden, lyder det fra Sofie Linde på en Skype-forbindelse i 'Go' morgen Danmark' torsdag.

- Nu er der gået en måned, så i aften tjekker vi lige ind og hører, om alle er okay og trygge og har det godt, fortsætter hun og afslører med et grin, at der er blevet "sparret lidt på scenografien" sammenlignet med det vanlige 'X Factor'-studie.

Dage i en "dyb bølgedal"

Fra sin stue møder værten hele 'X Factor'-holdet via skærme, som Sofie Linde selv kalder et "meget avanceret computer-setup", der gør det muligt at være sammen, selvom vi er hver for sig.

Dermed inviterer hun også resten af Danmark ind i privaten, ligesom når hun har dyrket 'corona-fitness' på Instagram med komikeren Melvin Kakooza, eller tidligere på ugen hvor hun delte en ærlig video af sin frustration over corona-krisen, der siden har høstet tusindvis af kommentarer.

- Dejligt, at du sætter ord på, hvad jeg lige akkurat føler i dag og har også bare så meget lyst til at skrige det ud, lød det eksempelvis fra en bruger.

I videoen ser man Sofie Linde i et lydløst skrig, mens hun ryster hovedet.

Tv-værten har nemlig været igennem hele følelsesregisteret af mange omgange de seneste uger, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

- Jeg tror, vi har haft det ligesom alle andre. At så hygger man sig, og man har det egentlig dejligt og får fikset nogle ting, og hvor unikt er det lige at kunne være så tæt sammen med sin familie i så lang tid?, spørger hun og fortsætter:

- Og så samtidig kan man tage nogle dage, hvor man rammer en dyb bølgedal og bare synes, det hele er enormt trist og forfærdeligt.

- Sådan nogle ture tager man jo en gang imellem, og jeg tog bare mig selv i lige at reagere her forleden dag, siger hun i 'Go' morgen Danmark'.

Man genstarter dagen efter

I opslaget til videoen skriver Sofie Linde blandt andet: "Jeg hader den her virus. Jeg hader alt, hvad den ødelægger og tager fra os".

Derudover lister hun alle tænkelige samfundsgrupper op, der på forskellig vis er påvirket af coronavirus og påpeger, at det er synd for os alle sammen.

Men så genstarter man dagen efter og finder ja-hatten frem, for det er jo den eneste måde, man kommer igennem det her på

Sofie Linde

Selv kender værten flere, der er økonomisk ramt af situationen og ikke ved, om de er købt eller solgt.

Hendes lillesøster går i 9. klasse og ved ikke, om hun kan sige ordentligt farvel til sine klassekammerater. Og selv savner hun at se sine forældre, der er læger og omgås med patienter, hvilket betyder, at Sofie Linde og hendes familie ikke kan se dem.

Bag opslaget på Instagram lå et særligt budskab fra tv-værten om, at "vi som mennesker skal have lov at reagere på den nye virkelighed, vi lever i".

- Men så genstarter man dagen efter og finder ja-hatten frem, for det er jo den eneste måde, man kommer igennem det her på, siger hun og understreger, at hun selv - heldigvis - er sammen med sin familie og er sund og rask.

'X Factor - sammen hver for sig' sendes skærtorsdag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.