X Factor

Nyt arbejde, ny hobby og nyt forhold til dommerne: Det laver 'X Factor'-deltagerne i ventetiden

Da 'X Factor' måtte lukke ned på grund af coronavirus, skulle deltagerne pludselig vende tilbage til deres normale hverdag.

Sidst, vi så 'X Factor'-deltagerne, var til et noget anderledes liveshow, hvor de optrådte i et tomt tv-studie, da man af frygt for coronavirus ikke ville invitere publikum indenfor.

Og kort efter måtte 'X Factor' sættes på pause på ubestemt tid, da statsminister Mette Frederiksen 11. marts lukkede Danmark ned og en række forbud forhindrede en så stor tv-produktion i at finde sted.

'X Factor' vender tilbage, så snart omstændighederne tillader det, men allerede Skærtorsdag "tyvstarter" Sofie Linde med et nyt program. Hun har inviteret dommere og deltagere til "digital gensynsfest" hjemme i sin egen stue, hvor hun møder dem alle via skærme i programmet 'X Factor - sammen hver for sig.'

For deltagerne er ventetiden nu forvandlet til hverdag. Flere er tilbage i skolen, og én har genoptaget arbejdet. Og så er der blevet plads til en ny hobby hos en anden af deltagerne.

Ilona er Oh Lands tilbageværende deltager.

Ilona Artene

Da 'X Factor' gik på pause, valgte Ilona Artene at blive boende i den lejlighed, der stilles til rådighed for de af programmets deltagere, som ikke bor i Københavnsområdet.

Hun blev der i to uger for at sikre, at hun ikke var smittet, inden hun vendte hjem til sin familie i Nordjylland.

Tiden alene i 'X Factor'-lejligheden brugte hun på at træne inden døre, danse, se Netflix og synge.

Før 'X Factor' arbejdede Ilona Artene som tjener, og det job har hun ikke kunnet vende tilbage til, da restauranter landet over er lukket som følge af coronavirus.

Kontakten til dommeren Oh Land har hun holdt over telefonen, hvor de to har diskuteret kommende sangvalg.

Ilona Artene bruger også en del tid på at øve sig på de sange, hun og Oh Land har i pipeline til de kommende liveshows.

Hun glæder sig til at komme tilbage til hele 'X Factor'-holdet.

- Det har været noget af det bedste i mit liv at være med, så jeg glæder mig til at komme tilbage og se hele holdet igen, siger Ilona Artene.

- Det er ærgerligt, når man trods alt er kommet så langt, at det her sker.

Alma Agger til tredje liveshow

Alma Agger

Før 'X Factor' arbejdede 20-årige Alma Agger som tjener på en restaurant i København. Men siden regeringen forbød restauranter at holde åbent for gæster, har Alma Agger altså ikke haft så meget at lave.

Hun bruger i stedet tiden på at synge derhjemme og på de sociale medier. Hun mødes også med sine kusiner og fætre udenfor på offentlige steder, hvor de sidder med afstand til hinanden.

Og så har Alma Agger fået en ny hobby.

- Jeg er for nylig begyndt at lave Tiktoks, det er ret godt tidsfordriv, siger Alma Agger.

Samarbejdet med dommeren Thomas Blachman er fortsat via gruppevideochat, hvor de snakker om kommende sangvalg, øvning og andre 'X Factor'-relaterede ting.

- Det er ret hyggeligt faktisk. Vi øver lidt og snakker om, hvad der skal ske, siger Alma Agger.

Coronakrisen har gjort særligt indtryk på den 20-årige, som tidligere har åbnet op om sin egen fortid med leukæmi.

- Jeg kommer til at tænke på dengang, jeg selv var syg. Dem, som er syge nu, de må virkelig være bange. Det har fået mig til at indse, hvor seriøst det er, siger Alma Agger.

Emil Wismann er tilbage i sine vante rammer.

Emil Wismann

21-årige Emil Wismann er, siden 'X Factor' gik på pause, vendt tilbage til sit job som softwareudvikler hos Danfoss.

Siden mange arbejdspladser lukkede ned, har Emil Wismann arbejdet hjemmefra hver dag i sit hjem i Gråsten.

Derudover er Emil Wismann også begyndt at "rode med" at lave sin egen musik derhjemme på computeren. Noget, han aldrig har gjort før.

- Nu har jeg jo en masse tid til det, så det er meget sjovt, siger Emil Wismann.

Han mødes ligesom Alma med Thomas Blachman og holdet over videochat. Når de skal øve, optager Emil små bidder af sig selv, hvor han synger, og sender til holdet.

- Det lyder ad helvedes til over videochat, siger Emil Wismann.

Han glæder sig meget til at komme tilbage på 'X Factor'-scenen og optræde igen.

- Det er så ærgerligt, at vi stoppede. Nu var vi lige i gang!, siger Emil Wismann og tilføjer:

- Jeg glæder mig til at komme tilbage på scenen og fyre den af.

Mathilde er en af Blachmans solister.

Mathilde Caffey

15-årige Mathilde Caffey brugte den første tid efter, at 'X Factor' gik på pause, hos sin bror i Farum. Hun har også fået en kæreste, som bor i Glostrup, og som hun har brugt en del tid sammen med.

- Han er den eneste, jeg ser, udover min familie, forklarer Mathilde Caffey.

Nu er hun tilbage hos sin familie i Nordjylland, hvor hun bruger det meste af sin tid på at lave skoleopgaver hjemme og hygge med familien.

Derudover øver hun fortsat til 'X Factor' gennem videomøder med Thomas Blachman.

Mathilde Caffey var ærgerlig over, at 'X Factor' gik på pause, da det gjorde.

- Det er da vildt træls, og man tænker, "hvorfor skal det lige ske nu?", siger Mathilde Caffey.

Hun holder dog kontakt med de andre deltagere over sociale medier og glæder sig til at komme tilbage.

- Jeg glæder mig til at se de andre, og jeg savner virkelig fællesskabet. Og jeg glæder mig meget til at optræde og vise, hvad jeg har gået og øvet på, siger hun.

Smokey Eyes under 'X Factors' 3. liveshow.

Smokey Eyes

Duoen Smokey Eyes har siden 'X Factor' isoleret sig hver for sig i hver sin lejlighed.

Siden da har 22-årige Cecilie Wøldike Nielsen brugt tiden på at sortere sine ting, bage, skrive sange og være sammen med sine katte, mens 23-årige Morten Bomholdt Skovlund Hansen mest har brugt tiden på computerspil og musik.

Da de havde været alene hver for sig i to uger uden at blive syge, valgte de to dog at begynde at se hinanden igen for at hænge ud sammen og øve.

- Vi kan ikke undvære hinanden. Vi plejer at være sammen hele tiden, siger Cecilie Wøldike Nielsen.

Derudover har de mødtes med Ankerstjerne og hans hold over videochat, hvor de snakker om sange og øver. De modtager også sangundervisning hver især over videochat.

De glæder sig begge til at komme tilbage til 'X Factor'-livet.

- Jeg glæder mig til at komme ind i den verden igen og komme i gang, siger Morten Bomholdt Skovlund Hansen.

- Jeg savner meget alle de ting, der sker bagom, inden man skal på scenen. Jeg glæder mig til alt det, vi tog for givet før, siger Cecilie Wøldike Nielsen.

Aksel (tv.) og Magnus er en af Ankerstjernes to grupper.

Magnus & Aksel

De to drenge i duoen Magnus & Aksel måtte sige på gensyn til hinanden, da 'X Factor' gik på pause. De bor nemlig hver sit sted i landet, Magnus Lasse Petersen i Silkeborg og Aksel Kempf i Odense.

20-årige Aksel Kempf er vendt tilbage til hverdagen med undervisning i 3.g, som under coronakrisen foregår via video.

19-årige Magnus Lasse Petersen er tilbage til at bruge det meste af sin hverdag på at spille og skrive musik.

De bruger begge to stadig tid på at arbejde med 'X Factor' og har ligesom de øvrige deltagere kontakt til deres dommer, Ankerstjerne, over videochat.

- Der er stadig meget 'X Factor' i vores liv, for vi øver og snakker sammen hele tiden, siger Aksel Kempf.

Når duoen skal øve, optager de sig selv og sender lydbidder frem og tilbage, og øver gennem Facetime så godt, de kan.

De glæder sig begge til at komme tilbage på 'X Factor'-scenen.

- Jeg glæder mig allermest til øjeblikket, hvor dørene går op. Det er bare et specielt øjeblik, som jeg glæder mig til at opleve igen, siger Aksel Kempf.

- Jeg glæder mig til at være sammen med min makker igen - og hele resten af holdet, siger Magnus Lasse Petersen.

'X Factor - sammen hver for sig' sendes på TV 2 skærtorsdag kl 20.00, og på PLAY.