Peter Mygind fik skrevet særlig detalje ind i sin kontrakt - og det reddede hans parforhold
For mange år siden tog skuespilleren valget om at prioritere familie over arbejdet. Dermed adskiller han sig betydeligt fra sin rolle i 'Sommerdahl'.
Du står midt i fejringen af dit eget sølvbryllup, da du får en besked fra din arbejdsplads. Der er bud efter dig. Det er vigtigt.
Hvad gør du?
Dilemmaet opstod i det første afsnit af serien 'Sommerdahl' - men hvor seriens hovedkarakter Dan Sommerdahl prompte valgte at forlade festen, sin kone og gæsterne for at tage på arbejde, så ville manden bag aldrig gøre det samme.
Peter Mygind, som spiller den ambitiøse efterforsker, har taget et bevidst valg om, at det ikke skal være på bekostning af hans parforhold og familieliv, når han tager et job.
Engang havde han nemlig selv svært ved at sætte den grænse.
Et presset ægteskab
Den 56-årige skuespiller er i dag i det, han beskriver som et lykkeligt ægteskab med journalisten Lise Mühlhausen.
De har sammen sønnerne Valdemar og Julius på henholdsvis 21 og 28 år og har været gift i næsten 25 år. Men sådan tror Peter Mygind ikke nødvendigvis, det havde set ud, hvis ikke han havde hanket gevaldigt op i sig selv undervejs.
Da han fik sit gennembrud på scenen og skærmen i 90'erne, rykkede arbejdet stille og roligt ind i privatlivet. I de måneder, hvor Peter Mygind arbejdede med teateropsætninger eller filmprojekter, kunne det fuldstændig overtage hans kalender. Og selv når han kom hjem, havde han svært ved at lægge det fra sig.
- Jeg havde hele tiden nogle replikker i hovedet, siger han til TV 2.
I en familie med to små børn udmundede det sig i skænderier og konflikter. Lise Mühlhausen var selv ambitiøs og i gang med at opbygge sin karriere på Danmarks Radio. Men i lange perioder betød Peter Myginds arbejdstider, at hun hver dag stod for at hente børnene fra institution og skole.
- Jeg tænkte: ”Nu tager du ansvar for dine handlinger, Mygind,” siger Peter Mygind, som vidste, at det ville få konsekvenser, hvis ikke der skete en ændring.
Èt krav i kontrakten
I Sommerdahl ender den adfærd, som skuespilleren til dels selv udviste dengang, i et ønske om skilsmisse. Karakteren Marianne Sommerdahl synes, at nærværet er forsvundet efter år, hvor Dan Sommerdahl har præsteret på jobbet, men været fraværende i deres samliv.
Så vidt nåede det ikke for Peter Mygind og Lise Mühlhausen - og det skyldtes blandt andet et vendepunkt.
Den danske skuespiller havde netop brugt et halvt år på settet til serien 'Taxa', da han blev tilbudt en filmrolle, som igen ville forhindre ham i at hente børn.
- Der kunne jeg mærke, at hvis jeg igen tog det job, så kunne vi igen sidde og råbe og skrige af hinanden, siger han.
- Hvis jeg skulle lave den her film, så skulle jeg gå, så jeg kunne hente vores yngste i børnehave hver dag. Det krævede jeg. De tilbød mig flere penge, men jeg sagde nej. Jeg ville hente børn, og det kom til at stå i kontrakten, siger han.
Vender alt med sin kone
Valget har siden haft stor indflydelse på hans liv. Peter Mygind husker, hvor glad hans kone blev, da han fortalte, at "nu henter jeg", men han husker også, hvordan han selv oplevede en lettelse og glæde. Den dårlige samvittighed forsvandt.
- Jeg skal ikke været gift med Zentropa eller Det Kongelige Teater. Jeg skal være gift med min kone, siger han og kalder sine tidligere valg "egoistiske".
Siden har han vendt alt med Lise Mühlhausen.
- Hun siger ikke: "Det skal du ikke. Jeg ser dig aldrig". Det har jeg ikke fået skudt i skoene. Men hun er god til at være den bekymrede og spørge: "Er det klogt, du også arbejder om natten, når du skal filme hele dagen i morgen?" siger han.
Se hvordan familien Mygind-Mühlhausen har indrettet sig, så de altid er tæt på hinanden:
De giver løbende hinanden et reality check og spørger ind til hinandens professionelle valg, så de ikke igen ender i en situation, hvor deres arbejde bliver altoverskyggende, forklarer Peter Mygind.
Men den ændrede kontrakt står stadig som et vigtigt valg.
- Det er sådan nogle situationer, der minder mig om at tænke: "Hvad fanden er det for et menneske, jeg gerne vil være?". Jeg vil gerne kigge mig selv i øjnene og være et ordentligt menneske. Ikke, at jeg er mr. perfect-ægtefælle, men jeg prøver fandme på nogle punkter, siger han.
Og det handler ikke kun om arbejde: Det handler både om at tage opvasken, spørge ind til hinandens følelser og "tage sine egne bommerter alvorligt og arbejde med sig selv", mener han.