Underholdning

Har du set alle afsnit af 'Tiger King'? Her er de bizarre karakterer i dag

Joe Exotic er hovedpersonen i 'Tiger King'. Netflix / Netflix

Her kan du læse om, hvad der er sket med dem, siden kameraerne slukkede.

OBS: Denne artikel indeholder spoilers. Hvis du endnu ikke har set alle afsnit af 'Tiger King', bør du stoppe med at læse her.

TV-streaming har været en populær aktivitet i de seneste uger, hvor millioner af danskere på grund af covid-19-pandemien er blevet anbefalet at holde sig hjemme. Og særligt én serie har fået enorm opmærksomhed: Serien 'Tiger King' på Netflix.

Den syv afsnit lange dokumentarserie ligger lige nu som nummer et på streamingtjenestens liste over det mest populære indhold – både i USA og Danmark.

Dømmer man ud fra populariteten på internettet, har mange ikke kunnet få nok af seriens bizarre karaktergalleri.

Hovedkarakteren – den excentriske zoo-ejer Joe Exotic – er blevet til masser af memes. Det diskuteres, hvorvidt hans ærkerival, aktivisten Carole Baskin, har slået sin forsvundne eksmand ihjel. Og mange vil gerne vide, hvad der sker med Joe Exotics dyrepark nu.

Men hvordan går det hovedpersonerne i dag – måneder efter optagelserne sluttede? Det kan du læse i listen herunder:

Her er karaktererne i dag

  1. Joe Exotic

    Joe Exotic – hvis rigtige navn er Joseph Maldonado-Passage – sidder i fængsel, idømt 22 års fængsel for flere forbrydelser, herunder for forsøg på at bestille et lejemord og overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

    Efter at have modtaget sin straf har Joe Exotic fastholdt sin uskyld i et facebookopslag. Han har skrevet, at han vil appellere dommen fra 2019.

    I et andet opslag, der blev offentliggjort tidligere i denne uge, skrev Joe Exotic, at han var sikker på, at serien 'Tiger King' ville bevise hans uskyld.

    – Mange mennesker er fanget i deres eget hjem og vil ikke have andet at lave end at se tv-serien 'Tiger King', og hele verden vil finde ud af, hvad der er blevet gjort mod mig, så jeg er endt her, skrev han.

  2. Carole Baskin

    Dyrerettighedsaktivisten Carole Baskin fortsætter sin mission for at stoppe avl og salg af store kattedyr. Hun ejer stadig dyrereservatet Big Cat Rescue, hvorfra hun poster videoer på sociale medier og sælger merchandise.

    Efter premieren på 'Tiger King', har hun udtalt, at hun mener, at dokumentaren er ”utroværdig”.

    Hun adresserer blandt andet, at serien indikerer, at hun har slået sin eksmand – der forsvandt for 21 år siden – ihjel.

    – Serien har ikke givet mig mulighed for at modbevise nogle absurde påstande, siger hun blandt andet til BBC.

    Og i et interview med Vanity Fair fastholder hun, at hendes Big Cat Rescue er mere legitim end andre store tigerparker.

  3. Bhagavan “Doc” Antle

    Bhagavan “Doc” Antle fortsætter sit virke i sin tigerpark Myrtle Beach Safari.

    Han har siden 'Tiger King' blev offentliggjort været ude at forsvare sig mod det, han kalder "dyrebeskyttelsespropaganda". Blandt andet fordi PETA har kritiseret ham for at adskille dyreunger fra deres mødre.

    Hans ejendom er derudover blevet ransaget. Det er sket i forbindelse med, at føderale amerikanske myndigheder har undersøgt ham for kriminelt misbrug af dyr, herunder ulovlig avl og salg. Han er dog ikke blevet tiltalt.

  4. Jeff Lowe

    Manden, som overtog Joe Exotics dyrepark i de sidste afsnit af 'Tiger King', er endnu ved at bygge sin nye zoo i Thackerville, Oklahoma ved grænsen til Texas. Det var egentlig meningen, at parken skulle åbne i 2019, men det er nu blevet udskudt til sommeren 2020.

    Jeff Lowe gør i et Facebook-opslag klart, at han ikke på nogen måde vil associeres med Joe Exotic.

    – Vi tror, at det er bedst, at denne zoo dør med Joes dom og ikke lader en ny generation af dyr leve her for evigt og lide under hans vanvittige opførsel, skrev Jeff Lowe i et Facebook-opslag.

    Indtil videre holder Jeff Lowe dog Joes gamle park åben, på trods af at covid-19-pandemien i øjeblikket hærger i USA.

  5. Joe Exotics mange tigere

    I 'Tiger King' mødte seerne også Joe Exotics tiger- og løvebestand, som var på langt over 200 dyr. Og ifølge den ene producer af dokumentaren Eric Goode ser deres fremtid dyster ud. 

    Joe Exotic nåede at sælge nogle af dem – hvilket man også ser i 'Tiger King' – men de fleste er endnu i parken. 

    Til Entertainment Weekly fortæller Eric Goode, at ejer Jeff Lowe er i dybe økonomiske problemer og derfor har svært ved at tage sig ordentlig af dyrene. 

    – Jeg synes, at det er meget trist, hvad der sker med dyrene, siger Eric Goode.

    – Nogle af dem vil blive efterladt og sandsynligvis aflivet, men jeg mistænker, at mange af dem vil dø af sult, siger han.