Coronavirus

Kronprinsfamilien sender en hilsen til danskerne fra isolationen

Kronprinsparret og deres børn fortæller om en forandret hverdag.

- Jeg savner at se mine venner og have en mere varieret hverdag, hvor man kan dyrke sport.

Sådan sagde prins Christian i TV 2’s særudsendelse ’Danmark står sammen’.

Sammen med sine søskende og forældre tonede prinsen frem på skærmen, hvor han fortalte om hverdagen, der har forandret sig på grund af spredningen af coronavirus.

Der er jo vennerne, man savner

Prinsesse Isabella

Kronprinsbørnene bliver ligesom de fleste andre fjernundervist derhjemme.

- Der er jo vennerne, man savner, men jeg synes faktisk, det er meget sjovt med det der fjernundervisning, fortalte prinsesse Isabella.

Forandret hverdag

Kronprinsfamilien flyttede tidligere på måneden hjem til Danmark fra Schweiz.

Prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine var ellers i gang med et 12 uger langt skoleophold i Verbier i Schweiz, men på grund af spredningen af coronavirus valgte familien at vende hjem til Danmark før tid.

Kronprinsfamilien i forbindelse med børnenes skolestart på Lemania-Verbier International School i Schweiz i begyndelsen af januar.

- Kronprinsparret finder det mest naturligt at vende hjem og stå sammen med danskerne i en tid, der kræver meget af alle, og hvor der ligger et fælles ansvar for at passe på hinanden, lød det i en pressemeddelelse fra kongehuset i forbindelse med hjemkomsten.

Tak til alle

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary havde også en hilsen til danskerne i særudsendelsen ’Danmark står sammen’.

- Vi vil gerne rette en tak til alle dem, som arbejder hårdt, så vi kan komme igennem denne svære tid, sagde kronprins Frederik.

- Jer, der står forrest, jer, som yder omsorg. Jer, som hjælper dem, der har brug for det, fortsatte kronprinsesse Mary.

Royal Run udskudt

Tidligere på ugen fik udbruddet af coronavirus også konsekvenser for kongefamilien: Kronprins Frederiks royale motionsløb Royal Run blev udskudt.

Royal Run er blevet afholdt hvert år omkring kronprinsens fødselsdag, siden hans 50-årsfødselsdag i 2018.

Men på grund af den aktuelle situation med coronavirus har kronprins Frederik og arrangørerne bag Royal Run har valgt at udskyde løbet, der skulle have været afholdt 23. maj i Grønland og 1. juni i Danmark.

- Vores absolut vigtigste opgave er at sikre sikkerheden og sundheden for de deltagere og tilskuere, der bakker op om Royal Run, sagde arrangør Morten Mølholm Hansen, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Royal Run blev første gang afholdt i forbindelse med kronprins Frederiks 50-årsfødselsdag i 2018.

Dronning Margrethes tale til nationen

For lidt over en uge siden var det dronning Margrethe, der talte til nationen.

I en historisk tale sagde hun blandt andet, at ”coronavirussen er en farlig gæst”, og at smitten går videre ”i en lang og skræmmende kæde”.

Hun opfordrede derfor danskerne til at bryde den smittekæde, corinavirussens udbrud har startet, ved at blive hjemme.

- Vi må gøre noget hver især. Hvad vi gør, og hvordan vi handler i disse dage, kan blive afgørende for, hvordan situationen udvikler sig i de nærmeste uger, sagde dronning Margrethe i talen 17. marts.