Underholdning

Hun skal (måske) åbne Orange på Roskilde: - Jeg får et flip, hvis jeg ikke skal

- Jeg har altid vidst, hvad jeg ville. Jeg var en børnechef, da jeg var lille, siger sangerinden Jada, der for et par år siden skrev ned, at hun ville åbne Orange Scene. Nu sker det til sommer.  Sarah Stenfeldt

Den danske sangerinde har haft en kometkarriere og har netop udgivet ny single - selvom hun var i tvivl, om den skulle udgives.

Sangerinden Jada stod på et regnskabskontor og underskrev en faktura, da hendes telefon ringede, og hendes karriere nåede sit foreløbige højdepunkt.

Hun skulle åbne Roskilde Festivals Orange Scene. Noget, de færreste danske musikere får lov til, men de fleste drømmer om.

- Jeg har drømt så intenst om dette her, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må føles at stå der oppe og synge ud til alle de festivalgængere, der står derude. Derude, hvor jeg selv har stået i 10 år i træk og sunget med og ønsket, at det en dag skulle være mig der stod på scenen, siger Jada, hvis borgerlige navn er Emilie Molsted.

Men nu er det ikke længere sikkert, at den danske sangstjerne skal åbne landets største scene.

For coronavirussen har fået mange andre store festivaler til at lukke ned, og selvom meldingen stadig er, at Roskilde Festival skal afvikles for 50. gang helt som planlagt, skifter alt fra dag til dag.

- Jeg får et flip, hvis jeg ikke skal åbne Orange. Det gør jeg da, siger hun og griner.

- Men jeg prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg kan ikke gøre noget. Og jeg håber bare, at det bedste sker, siger hun.

- Det kommer hurtigt til at lyde så opblæst, men det har været ret vildt at mærke at have fans. Mærkeligt, men vidunderligt, siger Emilie Mølsted.

Lidt sex, lidt tårer, meget ægte

Jada er barn af 90'erne og vokset op med Boogie i fjernsynet, med Britney og Beyoncé i et virvar af similisten, store følelser og flotte fraseringer. Det har hun taget med i sit eget musikunivers, der er ”ægte, men over the top”.

- Der er lidt sex, lidt tårer, og det er meget den måde, jeg forstår livet på, siger hun.

Den danske sangerinde Jada på scenen som opvarmning til The Minds of 99 i et udsolgt Royal Arena i november 2019.

Den opskrift har affødt en kometkarriere med et enkelt knæk på midten, hvor Jada gik ned med stress. Men nu er hun tilbage.

- Hvis jeg crasher igen, så crasher jeg igen. Nogle gange flyver man, nogle gange falder man. Men jeg er ikke så bange for at fejle længere - jeg vil altid synge, om så to eller 200 lytter med.

Nøgenbilleder har fået ny betydning

Hun har netop udgivet en ny single, ’Nudes’, der handler om at sende nøgenbilleder til en person, der ”ikke behandler en 100 procent fedt”.

De digitale nøgenfotos har fået en anden betydning nu, hvor folk er isoleret derhjemme og har begrænset kontakt med hinanden.

- Den handler om at være sammen på afstand, at man kurtiserer hinanden gennem telefonen – timingen er helt tilfældig. Men den gør faktisk, at jeg er endnu gladere for, at vi har udgivet den, siger hun.

Jada.

Hun overvejede, om det var det rigtige tidspunkt at sende ny musik på gaden midt i coronakrisen – om det var rart at høre musik. Men i sidste ende gjorde hun det.

Jada ankommer til Kronprinsparrets prisuddeling, hvor hun modtog hovedprisen sidste år.

- Jeg bliver selv megaglad, når andre udgiver. Særligt lige nu. Det skaber en følelse af liv i en periode, hvor der er stilstand. Man mærker, at folk stadig skriver og har noget at sige – at verden fortsætter og på et tidspunkt kommer tilbage til det, den var, siger hun.

Blå bog: Jada

  • Emilie Molsted Nørgaard er født i Bisserup på Sydsjælland i 1993.
  • Uddannet fra MGK (Musikalsk Grundkursus, red.) i København og Anne Rosing Instituttet (som hun fik billigere ved at arbejde som rengøringsdame).
  • Udgav i 2018 albummet ’Keep Cool’.
  • Har optrådt to gange på Roskilde Festival – på Countdown-scenen i 2018 og på Avalon-scenen i 2019. I år skal hun åbne festivalens største scene, Orange. 
  • Modtog sidste år ’Kronprinsparrets kulturelle stjernedryspris’. 
  • Sidste år vandt hun prisen for 'Årets talent' ved uddelingen af P3-prisen - i år er hun nomineret til hovedprisen, P3-prisen.

Lapdance og stivnede fans

I en netop overstået række udsolgte koncerter gik Jada på et tidspunkt ned mellem publikum og sang, inden hun lod sig bære tilbage på scenen. Hun kan særligt godt lide at se folk i øjnene, mens hun synger til dem.

- Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer. Nogle stivner, andre giver én en lapdance. Men det er lige fantastisk, siger hun.

- Det har været ret vildt at mærke at have fans. Mærkeligt, men vidunderligt.

Herunder fortæller to fans, hvorfor Jada er noget særligt for dem.

- Da jeg så hende i Vega i februar, græd jeg tre gange

Amalie Remond Spens er 25 år og bor i Nordvest i København.

- Hun gik faktisk en årgang over mig i gymnasiet, og der samlede hun et kor, der øvede i spisefrikvarteret. Så mødtes vi i gymnastikomklædningen og sang. Allerede der fik hun skabt en atmosfære af sammenhold, og af at alle var velkomne. Den atmosfære, synes jeg, stadig er med hende i dag, siger Amalie Remond Spens.

- Da jeg så hende i Vega i februar, græd jeg tre gange. Det var meget særligt og hjertevarmt. Normalt er jeg ikke så god til at lytte til tekster, men jeg føler, at hun synger om noget, jeg forstår. Det er rørende at føle sig set.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende den koncert. Man føler en hånd på ens skulder, et fællesskab. Og så står hun ved den, hun er - det gør, at man går ud fra koncerten med en masse power.

- Hun er så meget kvindepower

 Ann-Louise Paulsen er 23 år og bor i Aarhus.

- Jeg får en boblende, brusende fornemmelse indeni, når jeg hører hende. Hun står deroppe på scenen, som om hun er ens gode veninde, og har så meget attitude, mens hun kravler ind under huden på en, siger Ann-Louise Paulsen.

- Når hun synger om the one, så er det os alle sammen, der er the one. Hun kan rumme alle og har mega meget humor og kærlighed med, når hun fortæller mellem numrene.

- Hun er jo ikke et overmenneske, men hun repræsenterer nogle sider, vi alle sammen kunne lære noget af – hun har divapotentiale og en fuck janteloven-attitude, men uden at det trykker andre ned. Det er så meget kvindepower.