Coronavirus

Nyt tv-program på lørdag skal give sammenhold i coronakrisen

'Danmark står sammen' er en ny event på TV 2. TV 2

TV 2 sender lørdag aften programmet ’Danmark står sammen’. Det handler om moralsk opbakning og sammenhold i coronatiden.

Coronakrisen har tvunget mange af danskerne til at være hjemme – hver for sig. Skolebørnene er sendt hjem, og det samme er mange voksne.

Det er en krisesituation, Danmark ikke har stået i tidligere.

Men rundt om i landet har mange danskere fundet nye måder at hjælpe hinanden gennem krisen. Og på lørdag 28. marts sender TV 2 et ekstraordinært program med det formål at styrke sammenholdet.

- Selvom vi ikke kan samles fysisk, har vi behov for noget at være sammen om. Hos TV 2 vil vi – på vores egen måde – åbne de lukkede døre. Det vigtigt, at vi binder bånd mellem os derhjemme og de mange, som fortjener stor tak for indsatsen, når de passer syge og gamle, når de yder en hjælp i hverdagen til de sårbare og udsatte, eller når de henter vores skrald og på anden måde får samfundet til at fungere, forklarer TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard.

Programmet hedder ’Danmark står sammen’ og sendes klokken 19:55.

Lotte Lindegaard, programdirektør, TV 2.

Natasja Crone, Puk Elgård og Anders Breinholt sender live fra studiet i Tivoli og ude i det fri og taler med kendte og ukendte danskere, der gør noget særligt for sammenholdet. Der er historier fra hele landet, danskerne kan være med undervejs, og der bliver mulighed for at sige tak til de mange, der lige nu gør en forskel for Danmark.

- I de seneste uger har TV 2s fokus og public service-indsats naturligt handlet om at sikre danskerne nyheder og information om de retningslinjer, vi skal følge. Nu skal det også handle om at sige tak for at være der, når det gælder – og for at holde hovedet højt og stå sammen i en svær tid, uddyber Lotte Lindegaard.

Musik og tak til danskerne

Programmet byder på masser af dansk musik, når Mads Langer, Oh Land og andre store danske kunstnere – hjemme fra dem selv – giver et nummer til hele landet.

Peter Ingemann er blandt de TV 2-personligheder, der deltager i lørdagens tv-event, 'Danmark står sammen'.

Derudover kan seerne blandt andre møde TV 2-vært Peter Ingemann, der tager rundt og takker en række danskere, og Mikkel Beha Erichsen, der fortæller, hvordan man lever tæt som familie og holder hovedet højt.

Fra hver sin stue indgyder Silas Holst og Jakob Fauerby danskerne mod, og Kandis laver gårdkoncert på et plejehjem, hvor alle beboere er isoleret. Der kommer også hilsener fra en række kendte personligheder, ligesom danskerne hjemme fra stuerne kan give deres besyv med.

Bag programmet står Nordisk Film TV, der til daglig producerer blandt andet ’Go’ morgen Danmark’ for TV 2, og selskabet bakkes i produktionen op af blandt andre medarbejdere fra TV 2 ECHO og TV 2s sportsredaktion.

Programmet sendes på TV 2 og TV 2 PLAY.