X Factor

X Factor-finalen bliver flyttet

Sofie Linde ved sidste fredags liveshow. Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Planen har været, at finalen skulle holdes i Horsens, men nu flytter showet til Sjælland.

Årets 'X Factor'-finalebrag bliver anderledes end først planlagt.

Oprindeligt var planen, at finalisterne skulle optræde i et fyldt Forum Horsens, men som konsekvens af myndighedernes anbefalinger om arrangementer med mere end 1000 deltagere, bliver finalen nu afholdt i ’X Factor’-studierne i Brøndby.

Det melder TV 2 ud i en pressemeddelelse.

- Vi er i fuld gang med at lægge helt nye planer for årets finalebrag, der bliver et både flot og spektakulært show, siger Lotte Lindegaard, programdirektør på TV 2.

- Men vi er selvfølgelig ærgerlige over at måtte skuffe de mange danskere, der allerede havde sikret sig plads til finalen.

Finalen bliver afholdt 3. april, og har man allerede nået at sikre sig plads til finalen i Horsens, vil man de kommende dage blive kontaktet af TicketMaster, så man får sine penge retur.

Publikum vender tilbage

I fredags afholdt TV 2 ’X Factor’-live uden publikum, da arrangørerne ud fra et forsigtighedsprincip ikke ønskede at løbe nogen unødig risiko på publikums vegne.

Men på fredag vil der igen være folk på tilskuerrækkerne, lyder det i pressemeddelelsen. Alligevel bliver alt ikke helt, som det plejer.

Tredje liveshow blev afviklet uden publikum - men fredag er studiet igen fyldt med publikummer.

- Nu har vi haft lejlighed til at dykke ordentlig ned i anbefalingerne, og med nogle justeringer i studiet og faciliteterne omkring studiet er vi heldigvis klar til at byde publikum velkommen igen på fredag, fortæller Lotte Lindegaard.

Små forandringer

Justeringerne betyder, at der vil være større afstand mellem folks pladser, ligesom størrelsen på de områder, publikum befinder sig i inden programmet, er blevet øget.

Alle publikummer vil inden showet modtage information om, at hvis de oplever influenzasymptomer eller luftvejsinfektioner, bør de ikke møde op til showet.

Hvis publikummer med billet til fredagens liveshow ikke ønsker at gøre brug af deres billetter, tilbyder TV 2, at man frem til onsdag 11. marts kl. 10.00 kan få refunderet sine billetter hos Ticketmaster.dk.

Dommerne Thomas Blachman, Ankerstjerne og Oh Land.