X Factor

Sofie Linde afbrød kæmpeskænderi ved dommerbordet: - Det er ikke ok

'X Factor' sluttede højdramatisk fredag aften, da Sofie Linde stoppede et skænderi mellem Thomas Blachman og Oh Land.

’X Factor’ sluttede fredag aften med et kæmpe skænderi ved dommerbordet – så stort, at 'X Factor'-vært Sofie Linde højlydt måtte afbryde Thomas Blachman og Oh Land, der verbalt var røget i totterne på hinanden.

- Jeg synes faktisk ikke, det er ok, afbrød Sofie Linde de to dommere, mens hun viftede med armene.

- Der står to mennesker heroppe, sagde hun i en skarp tone med henvisning til de to deltagere Kasper ’Kali’ Andersen og Ilona Artene, der begge var endt i farezonen med færrest seerstemmer.

Jeg er skidesur på jer lige nu

Sofie Linde

Retarderet harmonisk

Det var, da Thomas Blachman skulle beslutte sig for, hvilken af Oh Lands deltagere, han skulle sende hjem, at det hele eksploderede.

Thomas Blachmans kommentar hidsede Oh Land gevaldigt op.

Blachman kaldte Kalis udvikling for "retarderet harmonisk" og savnede flere eksperimenter med Ilona Artene. Men da han blev ved med at tale uden at komme en afgørelse nærmere, bankede Oh Land til sidst i bordet og råbte vredt:

- Hold nu op, Thomas, for fanden. Jeg gider ikke høre på det her i denne situation, for fanden.

Og da måtte Sofie Linde træde ind af hensyn til de to deltagere på scenen, der ventede på dommernes afgørelse.

- Ved I hvad, der står to mennesker heroppe, udbrød Sofie Linde.

- Jeg er skidesur på jer lige nu, jeg synes faktisk ikke, det er ok, tilføjede værten, da dommerne fortsatte med at mundhugges.

Det her er et program spækket med følelser

Sofie Linde

Bølgerne går højt

Sofie Linde forklarede efter showet, at hun faktisk slet ikke kunne huske, hvad der skete i den specifikke situation.

Hun understreger dog, at der er "masser af kærlighed og respekt" mellem alle i 'X Factor' - også når bølgerne går højt.

- Det, der sker i aften, sker hver sæson. For det her er et program spækket med følelser. På et eller andet tidspunkt vil bægeret flyde over, sagde Sofie Linde.

Værten understregede også, at selvom der bliver uddelt hårde ord på skærmen, er det glemt igen, når showet er forbi.

- Vi kan skændes, og vi kan være uenige, og jeg kan synes, de er nogle røvbananer, og de kan synes, jeg giver dem for lidt taletid. Men det kommer ud af en respekt og en anerkendelse af, at alle har følelser indblandet i det her, sagde Sofie Linde.

Sofie Linde måtte to gange stoppe Oh Land og Thomas Blachman i at mundhugges, da de skulle vælge den, der skulle sendes hjem.

Det slog gnister

’X Factor’ fredag aften blev sendt uden publikum, da TV 2 fulgte myndighedernes anvisninger i forbindelse med coronavirussens udbrud. Men det gav ikke mindre nerve i det tomme studie – snarere tværtimod.

Flere gange slog det gnister ved dommerbordet – så meget, at det også blev bemærket på de sociale medier.

- Ubehageligt at høre, hvordan de tre dommere bare har megadårlig kemi, skrev Sally Thomsen på Facebook, mens Line Rosenberg fulgte op:

- Det er frygteligt at høre på deres indbyrdes fight. Så usmageligt!

'Kali' sagde farvel til 'X Factor' for denne gang.

Oh Land har nu kun en artist tilbage i konkurrencen, efter at hun selv sendte Kasper ’Kali’ Andersen hjem

Sofie Linde måtte også puste ud efter oplevelsen.

- Hold nu op, hvor var det en vild omgang. Og måske den sværeste dag på arbejde, var hendes afsluttende bemærkning, da showet sluttede.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY.