Underholdning

James Bond-premiere bliver udskudt

Den britiske skuespiller Daniel Craig indtager for sidste gang rollen som James Bond i 'No Time to Die'. Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Fans skrev i et åbent brev tirsdag, at de gerne så filmen blive udskudt på grund af udbruddet af coronavirus.​

Premieren på den næste James Bond-film bliver udskudt fra marts til november.

Det oplyser producerne på den officielle Twitter-konto for James Bond.

- Efter grundig evaluering af det globale filmmarked har vi udskudt premieren på 'No Time to Die' til november 2020, skriver filmselskaberne MGM og Universal sammen med producerne Michael G. Wilson og Barbara Broccoli.

Verdenspremiere i november

Filmen skulle have haft verdenspremiere i London 31. marts - i stedet vil filmen ramme de engelske biografer 12. november.

- Premiererne i resten af verden vil komme i dagene efter, inklusive premieren i USA 25. november 2020, lyder det.

Ifølge The Guardian opfordrede fans i åbent brev tirsdag, at de gerne så filmen blive udskudt på grund af udbruddet af coronavirus.

Mange millioner på spil

Det var dog ikke nødvendigt med så direkte en opfordring. Folkene bag den 25. Bond-film i rækken havde gjort sig tanker om en ny strategi for lanceringen i lyset af den omsiggribende coronavirus, ifølge Hollywood Reporter.

Markederne i Kina, Sydkorea, Hongkong, Japan og Italien, Frankrig, Schweiz og Tyskland ville allerede være ramt af markedsføring og premiereplaner, fordi coronavirus griber så markant ind i det offentlige rum, og der er en udbredt frygt for smitte.

Den britiske skuespiller Daniel Craig indtager for sidste gang rollen som James Bond, mens navne som Ralph Fiennes, Lea Seydoux, Ben Whishaw og Naomie Harris også er på rollelisten.

Filmens skurk bliver spillet af Rami Malek.