Badehotellet

Badehotellet vender tilbage: - Et oprør ulmer

Der er godt nyt for de cirka 1,5 million danskere, der troligt følger med i 'Badehotellet'.

Advarsel: Dele af handlingen i syvende sæson af 'Badehotellet' vil blive afsløret i denne artikel.

Hvordan skal det gå den svigtede Alice Frigh? Får grev Ditmar lov til at beholde sin søn? Og finder Leslie og Nana sammen?

Alt det - og mere til - får vi forhåbentlig svar på til næste år, hvor der kommer en ny sæson af 'Badehotellet'.

Det bekræfter forfatterparret bag hit-serien Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

- Ja, vi arbejder med en fortsættelse af serien, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige så meget mere. Andet end at vi vil springe et år frem, hvilket vil sige til sommeren 1941, fortæller parret.

Sæson syv stod i romantikkens tegn for fru Frigh, der troede hun havde fundet den ægte kærlighed med Johan Ramsing. Desværre viste han sig at være en bedrager.

Er der en tredje mulighed?

I denne sæson har vi fulgt personalet og gæsterne på hotellet i 1940, hvor krigen kun lige var begyndt.

Alligevel har den præget ferien for gæsterne, der med jævne mellemrum er blevet mindet om nazisternes tilstedeværelse.

Mens nogle af gæsterne har afskyet den, har andre næsten ligefrem budt den velkommen.

Hr. Madsen og Hr. Molin valgte således at indgå et samarbejde med nazisterne om at bygge Aalborg Lufthavn om til et kæmpe militært anlæg.

Hr. Madsen havde høj cigarføring, da gik op for ham, at han kunne tjene massevis af penge på at samarbejde med tyskerne. Desværre ser det ud til, at han har spundet sig ind i et net, han nu har svært ved at komme ud af.

Til sidst fik Hr. Madsen dog kolde fødder. Men tyskerne lod ham forstå, at det kunne få store konsekvenser, hvis han trak sig:

- Vi har lige forladt grosserer Madsen med et dilemma: Hvis han stopper med at arbejde for tyskerne, vil de tage hans datters hotel. Fru Madsen mener, der må være en tredje mulighed. Næste sæson må vise, om de har fundet den, udtaler Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.

Et oprør ulmer

Forfatterparret afslører dog, at sommeren 1941 vil blive anderledes end året før.

- Det første chok over besættelsen har fortaget sig. De forandrede forhold ser ud til at blive permanente. Mens nogen ser ud til at have affundet sig med tyskernes tilstedeværelse, ulmer der hos andre et oprør, udtaler Stig Thorboe og Hanna Lundblad.

I slutningen af syvende sæson blev både gæster og personalet skræmt fra vid og sans, da en tysk delegation var lige ved at overtage hotellet.

Det bliver ottende sæson af 'Badehotellet', der kommer til at rulle over skærmen i 2021.

Serien blev sendt første gang 30. december 2013 og voksede til at blive den mest sete tv-serie i TV 2s historie. Over 1,5 million danskere følger med hver uge.

Imens vi venter på næste sæson, kan du nedenfor danne dig et overblik over, hvor vi efterlod gæsterne efter sidste afsnit af sæson syv:

Sådan efterlod vi gæsterne:

Alice Frigh fik knust sit hjerte i denne sæson.

Fru Frigh

Alice Frigh kastede sin kærlighed og 50.000 kroner efter den mand, hun troede, var fabriksejeren Johan Ramsing. Desværre viste han sig at være en simpel bedrager ved navn Bent Ove Jensen. En tidligere bogholder i klasselotteriet.

Den ægte Johan Ramsing dukkede dog op på hotellet og foreslog hende at fortsætte jagten på bedrageren.

Hr. og fru Weyse havde adskillige sammenstød med nazisterne, blandt andet da en nazistisk løjtnant truede hr. Weyse til at optræde for sin division i Skagen.

Hr. og fru Weyse

Hr. Weyse brugte det meste af sin sommerferie på at holde sig så langt væk fra politiske spørgsmål som muligt. Alligevel endte han med at blive spændt for den ene politiske vogn, efter den anden.

Til sidst blev det dog for meget for skuespilleren, der sagde nej til et møde i Dansk-Tysk Kulturforening, selvom han vidste, at det kunne koste ham teaterkarrieren.

Heldigvis satte teaterchefen stor pris på hans stillingtagen og bød ham tilbage på teatret.

Georg og Therese Madsen har brugt en stor del af deres ferie på at skændes. Therese var nemlig dybt fortørnet over, at hendes mand ville arbejde for nazisterne.

Hr. og fru Madsen:

Efter hårdt pres fra sin kone besluttede Georg Madsen sig til sidst for at trække sig ud af projektet om udbygningen af Aalborg Lufthavn, som han skulle bygge for nazisterne. Men det var måske for sent.

Den tyske byggeleder lod ham forstå, at nazisterne kunne finde på at overtage Andersens Badehotel, hvis han trak sig.

Nu skal hr. Madsen vælge, om han vil arbejde for tyskerne og skåne sin datter eller tage konsekvensen.

Både Bertha og Leslie gik fra deres kærester hen over sommeren. Men Leslie håber at kunne finde sammen med sin store kærlighed nu.

Leslie og Bertha

Berthas forhold med arbejderdrengen Jan Larsen holdt ikke. Til gengæld har hun belsuttet sig for at droppe sit uinspirerende arbejde på morens tobaksfabrik og tage på akademisk studenterkursus efter ferien.

Leslie aflyste sin forlovelse med Kamma, der ellers var et utrolig passende parti, ifølge hans mor. Til gengæld besluttede han sig i 11. time for at tage mod Blokhus og erklære sin kærlighed til stuepigen Nana.

Grev Ditmar kunne ikke klare tanken om, at hans søn var blevet meldt ind i Hitler-Jugend. Derfor tog han ham med til hotellet.

Grev Ditmar

Grev Ditmar fjernede sin søn Wilhelm fra sin tyske mor, da det gik op for ham, at han blev opdraget efter nazistisk ideologi.

For første gang stod han ved sin seksualitet og nægtede at bøje sig, da hans nazistiske stedfar truede med at afsløre ham som homoseksuel, hvis han ikke afleverede sønnen tilbage.

Hr. Aurland konstaterede, at han måtte sætte handling bag sine ord og bekymringer og afbrød sin sommerferie for at tage til København.

Hr. Aurland

Hr. Aurland tog en stor beslutning: Han rejste ind til Dansk Seminarforening for at fortælle formanden, at Undervisningsministeriet havde planer om at omskrive skolebøgerne efter nazistisk forbillede.

Det var ikke nogen nem beslutning, det kan nemlig komme ham til at koste jobbet. Men stuepigen Otilia fik overbevist ham om, at det var det rette at gøre.

De to søstre, Olga og Lydia, er stadigvæk som nat og dag, når det kommer til humøret. Men Olga Fjeldsøe fandt sin empatiske side frem denne sommer.

Lydia Vetterstrøm og Olga Fjeldsø

For første gang så vi Olga Fjeldsøs mere sympatiske og medfølende side, da det gik op for hende, at stuepigen Nana havde mistet sin mand i krig.

Men ellers fortsatte hun nu i sædvanlig stil med at bekymre sig over nye tiltag på hotellet, mens hendes evigt positive søster Lydia forsøgte at muntre hende op.

August Molin er blevet skilt. Det baner nu vejen for, at han måske kan finde sammen med sin svenske ekskone.

Hr. Molin

Hr. Molin skyede som vanligt ingen midler for at opnå, det han gerne ville have. Denne gang var det hans elskede ekskone, Alma, han ville vinde tilbage.

Men for at komme til Sverige måtte han have hjælp af Morten, og hjælpen blev ikke gratis. Molin endte med at give Morten en masse information om byggeriet i Aalborg Lufthavn, som Morten måske har tænkt sig at bruge i kampen mod nazisterne.