X Factor

Se den ultimative 80’er-liste: Her er 80 ting, du (måske) husker

Zappa, Super Mario og tunfiskemousse. Tag med på den store tidsrejse tilbage til 80'erne.

Det var årtiet, hvor Lørdagskyllingen blev født, Kim Schumacher speedsnakkede på P3, og 'MTV' så dagens lys med nonstop musikvideoer.

Men det var også årtiet, hvor tv-vært og sangerinde Annette Heick blev 12 år. Det gjorde hun i 1983, og i programmet 'Kærlig hilsen' tager vi med netop hende tilbage til det år for at genopleve 80'erne.

TV 2 har bedt 13 eksperter om ligeledes at rejse mere end 30 år tilbage i tiden og udpege de ting fra hverdagen, der prægede 80’erne mest:

80 ting fra 80'erne

  1. Walkman

    Var man smart i 80'erne, gik man ikke uden for døren uden sin walkman og et kassettebånd med sit bedste mix-tape

  2. Ferrari Testarossa

    Måske en af de mest ikoniske biler fra 80'erne, som er kendt fra både spil, film og tv-serier. Ferrari lancerede Testarossaen i 1984 til Paris Auto Show.

  3. Pac-Man

    I 1980 blev Pac-Man lanceret til arkademaskinerne. Det var en stor dille - særligt for børn og unge, der som regel kunne spille det på diverse grillbarer. 

  4. Lørdagskylling

    Maden i 80'erne skulle være nem og billig. Og netop det var lørdagskyllingen, der ramte markedet i 1982. Den frosne kylling lå i en sølvbakke, der røg lige i ovnen. 

  5. Rulleskøjter

    Hvis man var tjekket, brugte man mere tid i rulleskøjterne end i et par almindelige sko. 

  6. Michael Jackson

    Han lavede verdens bedstsolgte album med ‘Thriller’ fra 1982. Ingen var større end Michael Jackson i 80'erne. 

  7. Kurvemøbler

    Kurvemøblerne blev egentlig brugt i hele hjemmet, men de blev mest brugt i udestuerne, der også blev populære i 80'erne.

  8. Ghostbusters

    Komikere og masser af special effects. Bland de to ting sammen i 1984, og du har en filmsucces. Den formel er blevet brugt mange gange siden. 

  9. Fitnessvideoer

    Hjemmetræning blev et stort fænomen i 1980'erne - især takket være VHS-formatet og Charlotte Bircows fitnessvideoer.

  10. Rubiks terning

    Den lille farverige terning blev uhyre populær i starten af 80'erne. Mellem 1980 og 1983 blev der solgt 200 millioner Rubiks terninger på verdensplan. 

  11. VHS

    I 80’erne kørte der en ”krig” mellem VHS og Betamax om at blive det mest udbredte lagringsmedie til film. VHS vandt krigen, selvom Betamax ifølge eksperterne faktisk var bedre. 

  12. 'Kom tilbage nu'

    Danseorkestret stod i 1986 bag det, som utvivlsomt er 80'ernes største dansksprogede hit. Og så lever nummeret endda godt og grundigt stadig den dag i dag. 

  13. Tunfiskemousse

    Tunfiskemoussen var næsten en landeplage i 80'erne. Retten blev populær, da der i den originale opskrift skulle bruges hele 200 gram smør. 

  14. Yt

    I 1982 blev det smart at sige yt om noget håbløst ufashionabelt, måske fordi det var gammeldags. Det blev formodentlig udviklet med udgangspunkt i en dansk slangudtale af det engelske 'out'. 

  15. DeLorean

    DeLorean DMC-12 blev kun produceret fra 1981 til 1983. Den opnåede kultstatus på grund af 80'er-filmene 'Tilbage til fremtiden', hvor DeLorean blev brugt som tidsmaskine. 

  16. Stort hår

    Håret skulle være stort og touperet i 80'erne. I filmen 'Working girl' med Melanie Griffith er hårmoden meget tydelig. 

  17. Klaphatten

    Klaphatten blev opfundet af danskeren Peter Wendelboe i 1981. Ved VM i 1986 blev klaphatten introduceret som fodboldmerchandise, efter René Sørensen og Per Striegler havde taget patent på ideen i 1984. 

  18. Tilbage til fremtiden

    Soundtracket, tøjet, bilen. Det hele er meget 80’er-agtigt. Michael J. Fox rejser i filmen tilbage i tiden, scorer sin egen mor og opfinder rock’n’roll. Ikke ligefrem politisk korrekt, men en ægte 80’er-klassiker. 

  19. Miami Vice

    Modemæssigt var tv-serien Miami Vice toneangivende. Den var cool og afslappet på én gang. Alt, hvad de to hovedpersoner, Don Johnson og Philip Michael Thomas, havde på,  var bare sagen. 

  20. Eleva2ren

    Programmet havde premiere i 1988 på TV 2 og blev hurtigt danskernes foretrukne fredagsunderholdning i tv. 

  21. Spiselige slikarmbånd

    Hvis man var barn i 1980'erne, kan man næsten ikke undgå at have spist et af de meget farverige armbånd. 

  22. 'Wake me up before you go-go'

    Den britiske drengeduo Wham var konstant på toppen af hitlisterne. Med sangen 'Wake me up before you go-go' nåede de også toppen af diverse hitlister i 1984.

  23. Hjerter i vildtsauce

    Økonomiske udfordringer fik danskerne til at finde det billige kød frem i 'fattigfirserne', og dertil hører indmad. Bacon, blå ost og ribsgelé skulle få svinehjerterne til at smage som vildt. 

  24. B&O telefoner

    B&O's fastnettelefon i forskellige pangfarver var topmoderne. De stod i rigtig mange danske hjem.

  25. My Little Pony

    De fleste piger havde mindst én My Little Pony-figur i 1980erne. De kom på gaden i 1983, og især pigerne syntes, det var fantastisk at børste ponyernes syntetiske manke og hale. 

  26. Zappa

    Denne filmklassiker af Bille August viste os i 1983, at vi skulle spise en skovsnegl, hvis vi ville være med i klubben. 

  27. Hundeprutter

    I 1988 dukker den første af en lang række frække sliknavne op, og BonBon tog det danske slikmarked med storm. Senere fulgte Mågeklatter, Tissebleer, Ørevoks, Kloakslam, Andemad og så videre.

  28. Dankortet

    Det nye betalingsmiddel kommer til i 1983. På trods af en vis skepsis i befolkningen bliver kortet hurtigt populært. 

  29. ABC reolen

    ABC reol

    Den fleksible reol af ubehandlet fyrretræ var et 'must have' til børneværelset eller stuen. 

  30. Ellert

    I 1985 blev det ikoniske danske elkøretøj 'Ellerten' præsenteret for offentligheden. Med en maks. hastighed på 40 km/t og en rækkevidde på op til 70 kilometer blev den aldrig nogen udbredt succes. 

  31. Dumsmart

    I 1984 lancerede dronningen ordet, som bruges om adfærd, som tilsyneladende skulle være smart og kæk, men som i virkeligheden var pinlig og måske fornærmende: "Hun lavede en dumsmart bemærkning om hans overskæg." 

  32. Farver

    80'er-farver

    Efter de brune 70'ere skruede 80'erne op for farverne. Rød, pink, lilla, koboltblå og solgul var de farver, man så rigtig mange steder.

  33. Slinky

    Den oprindelige 'slinky' var i metal. Men i de tidlige 80'ere dukkede plastikudgaven af legetøjet op, som kunne være i mange farver. 

  34. Krom

    I 80'erne skulle ben på stole og borde helst være i metallet krom. Og hvis man kunne kombinere det med sort læder, var det helt perfekt.

  35. Boy George

    Boy George og hans band er nærmest essensen af 80'erne. Han forargede dengang mange med makeup, tøset tøj og et par kæmpe hits.  

  36. Movieboks

    Når aftenens underholdning skulle sikres, lejede man en film og en 'Moviebox'. Lejeperioden var et døgn, og når det var gået, var der en mekanisme, som gjorde, at den holdt op med at fungere. 

  37. VW Golf II

    I 1983 kom anden generation af Golfen. Denne model havde blødere hjørner end de tidligere modeller. 

  38. Top Gun

    Den ultimative adrenalin-film fra 1986. Filmen indvarslede musikvideo-æstetikken i moderne actionfilm. 

  39. Sparkk

    I 1985 ramte en hvid citronvand det danske marked. Navnet var Sparkk, og selvom flasken var smart og moderne med en afrivningskapsel, tabte den kampen mod Sprite og Faxe Kondi.

  40. Kold blomkålsret

    Retten var en uhyre populær sommerret hos danskerne. Til opskriften skal der bruges frosne ærter, hvilket viser, at de fleste danskere i 80'erne havde fået en dybfryser. 

  41. Jazzballet

    Fame intro screenshot

    Tv-serien 'Fame' gjorde jazzballetten til en af de helt store diller blandt danskerne. 

  42. Daffe

    Daffe blev et nyt ord i 1985 og betyder at flytte sig fra et sted til et andet, typisk til fods. "Så daffede vi over til Gitte" eller: "Skal vi daffe?" 

  43. Indiana Jones

    Spielbergs eventyr-mesterværk 'Jagten på den forsvundne skat' fra 1981 var ifølge eksperter så visuelt blændende fortalt, at den også var et mesterværk uden lyd. 

  44. Pisang Ambon

    Pisang Ambon var en sikker vinder i barskabet i slut-80erne. Den grønne likør med banansmag blev ofte blandet med appelsinjuice. 

  45. Frygt for AIDS

    Den nye sygdom, AIDS, ramte Vesten i 80'erne. Der var masser af kampagner i Danmark, og sangen ”Den jeg elsker, elsker jeg” skulle huske folk på at bruge kondomet. 

  46. Teenage Mutant Ninja Turtles

    Padderne blev til som tegneserie i 1984. Men fra 1987 tog det hele fart, da tegnefilmsserien så dagens lys. Herefter gik det stærkt med actionfigurer, madkasser, tøj, bamser og så videre. De danske drengebørn var vilde med 'Turtles'.

  47. Ungarsk Gullasch

    "Sammenkogte" retter var i høj kurs i 80'erne med kød som sin primære råvare. Ofte blev der sat en gryde med 'ungarsk gullasch' på bordene i de danske hjem. 

  48. George Michael

    George Michael nåede at være idol sammen med makkeren Andrew Ridgeley i WHAM! - men sandelig også som sig selv fra 1987 iført læderjakke, cowboybukser og spejlbriller. 

  49. Glasborde

    Krom, læder og glas er populære materialer i 80'erne, og i mange stuer står der et sofabord med en glasplade.

  50. Nintendo NES

    Nintendo NES

    I 1986 nåede Nintendo NES til Danmark. Spillekonsollen vandt danskernes hjerter ved at levere kvalitetsspil fremfor kvantitetsspil, som for eksempel Atari 2600 havde gjort.

  51. M.A.S.K.

    I 1985 kæmpede den maskeklædte gruppe M.A.S.K. mod de onde V.E.N.O.M. Gruppen i tv-serien havde både køretøjer, der kunne transformere sig til alt muligt, samt science fiction-masker, de kunne tage på, hvormed de f.eks. kunne skyde, flyve eller løfte ting. 

  52. Millionbøf

    Millionbøf passer perfekt ind i 80'er-mantraet: "Nemt og billigt". Her begyndte man at kunne få billigt hakkekød i store portioner, som kunne fryses ned, og derfor var alt med hakkekød en favorit. 

  53. Die Hard

    Adskillige stjerneskuespillere fik tilbudt rollen først. Blandt andet Clint Eastwood, der før havde spillet hårdkogt strømer. Bruce Willis fik chancen, og i 1988 gav han John McClane sin charme og skæve smil. En actionklassiker blev født. 

  54. Savsmuldstapet

    Savsmuldstapet

    Tapetet, som danskerne elskede at hade, havde sin storhedstid i 80'erne. Det blev brugt i stor stil, fordi det både var enkelt at sætte op og overmale. 

  55. The Terminator

    Ingen troede, at Arnold Schwarzenegger kunne blive en stjerne. Men hans fysik i 1984 sagde mere end tusind ord, og resten er Hollywood-historie. 

  56. Peugeot 205

    Peugeot 205 blev lanceret i 1983, og selvom produktionen først stoppede i 1998, blev udseendet på den aldrig ændret. 

  57. Madonna

    Det er umuligt at komme udenom popdronningen. Hun slog igennem i 80'erne og har holdt sig - nogenlunde - på toppen lige siden. 

  58. SorBits

    SorBits var tyggegummimærket, der styrede i 80'erne. Der var endda en salmiak-variant. Hvert enkelt stykke tyggegummi var omhyggeligt pakket ind hver for sig. 

  59. Bananasplit

    Har du fået dessert i 80'erne, har du uden tvivl også fået en bananasplit på et tidspunkt. Banan, is, chokolade og flødeskum udgjorde den populære dessert. 

  60. Brede skuldre

    80'erns kvindekamp betød, at moden hos kvinder bød på brede skuldre for at matche mændene. Alexis fra tv-serien 'Dollars' var et godt eksempel på en forretningskvinde i 80'ernes mode. 

  61. Hyggehejsa

    Hyggehejsa blev anerkendt som et nyt ord omkring 1985. Ordet er en uformel afskedshilsen med tilstræbt let tone. 

  62. 'Words'

    Kæmpe 'one-hit wonder' fra franske F.R. David i 1981. Men sikke et hit. Han kom ud af det blå og lagde alverdens hitlister ned og solgte mere end otte millioner plader. Han har kunnet leve af sangen lige siden. 

  63. E.T.

    Få mennesker over 40 år får ikke en klump i halsen, når de tænker tilbage på 1982 og det lille, rynkede rumvæsen, der bare gerne vil hjem. 

  64. Lykkehjulet

    'Lykkehjulet' fik premiere på TV 2s åbningsdag lørdag den 1. oktober 1988. Underholdningsprogrammet blev hurtigt populært og er det fortsat i sin nye version på TV 2 CHARLIE.

  65. Klassens-time-kage

    Klassens-time-kage blev danskernes - og især børnenes - foretrukne valg, når eleverne på skift skulle have kage med til klassens time. Det var længe før PISA-test og sukkerpolitikker. 

  66. Super Mario Bros.

    Super Mario havde faktisk sin debut allerede i 1981 i 'Donkey Kong'-spillet, hvor Mario gik under navnet 'Jumpman'. Mario overtog dog siden hovedrollen i sit eget spil. 

  67. He-Man

    I 1982 kom legetøjsserien 'He-Man and the Masters of the Universe' om den svage Prins Adam, der med slottet 'Greyskulls' kraft kunne forvandle sig til helten He-Man. 

  68. O og en skid

    En smart måde at sige "ingenting" på, hvor O'et blev udtalt som bogstavet O. "Jeg fatter O og en skid!" 

  69. Citroën 2CV

    En meget speciel bil, der kunne købes helt frem til 1990. 2CV'en fik mange kælenavne, blandt andet gyngehest, presset citron, pædagogjaguar og fransk sardindåse.

  70. Indbagt mørbrad

    Skulle der være fest i 80'erne, skulle der indbagt mørbrad på bordet. En vaskeægte landeplage, der stadigvæk har mange fans. 

  71. Bip bip-spil

    I 1980 lancerede Nintendo deres første håndholdte elektroniske spil, 'Game & Watch', eller 'bip bip-spil', som de blev kaldt i Danmark på grund af de bippende lydeffekter. 

  72. 'I just called to say I love you'

    Der var ikke mange fødselsdage eller kærlighedserklæringer i 80'erne, der ikke blev ledsaget af Stevie Wonders kæmpehit. 

  73. Disketten

    Disketterne gik fra de store, bøjelige disketter i 70'erne til de små, hårde disketter med mere plads på i 80'erne. De var helt afgørende for at køre programmer på computerne. 

  74. Ferrari F40

    Den måske mest legendariske bil i 80'erne. En bil, som den danske motorsportsprofil John Nielsen har været testkører på. 

  75. Scarface

    Scarface

    Filmen blev et ikon for wannabe-gangstere, da den udkom i 1983. Især replikken ”say hello to my little friend” blev husket i flere årtier frem. 

  76. Dino Riders

    De gode 'Valorianere' nødlander i tegnefilmen på en forhistorisk jord og kæmper med dinohjælp mod de onde 'Rulons'. De gode brugte planteæderne, og de onde brugte kødædere som f.eks T-Rex udstyret med laservåben. 

  77. Tjekket

    Tjekket bliver et nyt ord i 1985. Man siger det om ting, bemærkninger og adfærd, der var henholdsvis beundringsværdige eller det modsatte: "En tjekket bil," eller: "Hold kæft, hvor utjekket, at du først kommer nu." 

  78. Klar cola

    Klar cola var lidt af et hit til børnefødselsdage i 80'erne. Den sjove klare farve var nok mere skyld i populariteten, end smagen egentlig var. 

  79. ‘We are the world’

    Den største støttesang nogensinde. Alle de amerikanske superstjerner blev i 1985 samlet på én sang skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie. 

  80. Commodore 64

    I 1982 blev computeren Commodore 64 lanceret og blev hurtigt populær blandt især tidens drenge, da man nu kunne sidde hjemme og spille spil fremfor at stå i fritureosen i den lokale grillbar og spille på en arkademaskine.

Kilder: Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør Nationalmuseet
Dan Rachlin, radiovært og DJ
Niki Vraast-Thomsen, filmekspert, GreatHouse Film
Jacob Thorek Jensen, museumsinspektør, Danmarks Tekniske Museum
Tove Færch, leder af Karolines Køkken
Eva Skafte Jensen, seniorforsker, Dansk Sprognævn
Søren Ditlev Jensen, chef for Strøjer Samlingen
Lotte Freddie, modeekspert
Bobby Ågren, indehaver af frisør/retrospils- og legetøjs-butikken 'Ruben og Bobby' 
Bettina Buhl, madhistoriker, Det Grønne Museum
Katrine Thielke, indehaver, slikleksikon.org
Tove Færch, leder af Karolines Køkken
Thomas Bense, spilekspert, pixel.tv