X Factor

Fangede du fejlen? 'X Factor'-deltagere reddet i sidste øjeblik

Det var ved at gå galt for Magnus og Aksel i 'X Factor'.

I ’X Factor’s første liveshow kunne Magnus Lasse Petersen og Aksel Kempf bade sig i ros.

Og inden fredagens program lå Ankerstjernes sammensatte gruppe fortsat blandt bookmakernes favoritter.

Men Magnus og Aksel løb ind i uventede problemer ved fredagens liveshow.

Magnus Lasse Petersen lavede en fejl på scenen, men fik makkeren Aksel Kempf fik hurtigt rettet fejlen.

I deres stille og afdæmpede version af Danseorkesterets 'Kom tilbage nu' kom Magnus Lasse Petersen forkert ind i sangen, da han skulle på før omkvædet.

Da han skulle synge strofen "jeg føler mig så ensom", startede han en enkelt takt for sent.

Men i stedet for at gå helt i stå, fik makkeren Aksel gruppens vokalarrangement tilbage på rette spor og reddede deres optræden.

Jeg tænkte: "Fuck, det er live, det her"

Aksel Kempf

Dommerne hørte usikkerhed

De trænede musik-ører ved dommerbordet havde dog alle registreret fejlen.

- Jeg kunne ikke lade være med at føle en rytmisk usikkerhed i denne performance, sagde Oh Land, der som den første kommenterede Magnus' fejl.

- Jeg fornemmede, at der var noget timing-mæssigt, sagde dommeren.

Efter showet erkendte gruppen da også, at alt ikke var gået som planlagt.

Aksel Kempf forklarede, at han følte en lille smule panik, da Magnus Lasse Petersen kom til at gå en takt for sent på.

- Jeg tænkte: "Fuck, det er live, det her". Men så hørte jeg heldigvis takten, sagde Aksel Kempf og tilføjede:

- Jeg har jo en historik med nerver. Jeg kunne også være gået i baglås over dét, der var sket.

Vi får det vendt til noget fint og får sluttet rigtig stærkt

Aksel Kempf

Magnus Lasse Petersen så dog nogenlunde afslappet på sin egen fejl.

- Jeg skulle have haft bedre styr på mine stykker, sagde Magnus Lasse Petersen, som dog stadig var stolt af sin performance.

De mener begge, at de kom stærkt igen, da de havde fundet takten.

- Vi får det vendt til noget fint og får sluttet rigtig stærkt, sagde Aksel Kempf.

Aksel Kempf reddede duoen på scenen, ved at genfinde takten, efter makkeren Magnus Lasse Petersens fejl.

Kritik fra Blachman

Udover at påpege fejlen i timingen havde dommerne også andet at sige til makkerparret.

Især Thomas Blachman havde kritiske kommentarer til de to 19-årige.

Det var særligt Magnus Lasse Petersens karakteristiske måde at synge på, som Blachman kritiserede.

- Jeg synes, du overgør det en smule. Det bliver for presset i svælget. Det er en kvælningsfornemmelse. Du må lige skrue lidt ned for det der, sagde Blachman.

Thomas Blachman mener, at Magnus skal arbejde med stemmen.

Dommeren havde også et par ord til Aksel Kempf, som tidligere i 'X Factor' har kæmpet med nerver.

- Tro på dig selv, Aksel, for fanden, sagde han.

Drengene var dog ikke enige i Thomas Blachmans kritik af dem som performere.

- Jeg synes, det her var en stærk vokalperformance. Men det er jo fair nok, for det gik ikke optimalt, sagde Magnus Lasse Petersen.

- Jeg synes netop, jeg viste overskud ved at nå den takt, sagde Aksel Kempf om Blachmans kommentar til hans nerver.

På trods af det lille koks på scenen og kritikken fra dommerne, gik duoen direkte videre til næste uge.

- Vi har fået blod på tanden nu, siger Aksel Kempf.

Se eller gense andet liveshow i 'X Factor' på TV 2 PLAY.