X Factor

'X Factor'-deltagers far tog på arbejde og kom aldrig hjem igen - men en særlig tanke hjælper hende

Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Ilona Artene, da hun stod på scenen i det første 'X Factor'-liveshow.  Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Hun var tre år, da hun mistede sin far, og efter det fulgte en stor kamp for at falde til i Danmark. Men i dag føler Ilona Artene, at hun har sejret.

Ilona dansede altid rundt på postkontoret i den rumænske by Barlad, hvor hendes mor arbejdede.

Skrivebordene stod langs rummets vægge og efterlod en tom plads i midten, der blev som en scene for den lille pige.

Hun var bare omkring fire år gammel, og allerede dengang elskede hun at optræde. Hun knyttede de små hænder, som om hun sang i en mikrofon.

Men hun burde egentlig ikke stå der mellem skrivebordene. Der var bare ikke andre muligheder.

Et år forinden var Ilonas far taget på arbejde uden nogensinde at komme hjem igen.

Nu var de kun de to.

Ilona har altid været meget tæt med sin mor.

Har kæmpet sig frem

'X Factor'-deltageren Ilona Artene var knap tre år, da hun mistede sin far.

I 1998 var han i gang med at udgrave en brønd sammen med en gruppe af arbejdere. Og mens de andre tog en pause, opdagede Ilonas far, at den ene mand, som blev tilbage i brønden, pludselig blev dårlig.

Da han gik tilbage for at hjælpe ham, blev han selv lige så skidt tilpas.

To timer efter døde de begge på hospitalet, af hvad man senere fandt ud af var et gasudslip. Sådan har Ilona Artene i hvert fald fået det fortalt.

Siden dengang har Ilonas mor måttet knokle for at få det hele til at løbe rundt.

Nogle gange sluttede hendes arbejdsdag på posthuset først 12 timer efter, den var begyndt – og derfor var det ofte i en kort pause, at Ilonas mor hentede sin datter i børnehaven.

Da de for 11 år siden rykkede rødderne op og forlod Rumænien, var det da også i håbet om at, der ventede et bedre liv i Danmark. Og det gjorde der.

Men Ilona Artene lægger ikke skjul på, at hun føler, hun har "kæmpet og kæmpet og kæmpet", før hun nåede dertil.

På bootcampen i 'X Factor' sang Ilona nummeret 'Titanium' af David Guetta og Sia. -  Den sang minder mig om alle de hårde ting, jeg har været igennem, og i sidste ende føler jeg, at jeg er af titanium, fordi jeg har sejret og er kommet igennem det, siger hun.

- Jeg kunne bare se, at min mor havde det hårdt

Selv husker 24-årige Ilona Artene ikke meget om sin far. Men hun husker fornemmelsen af, at der var noget galt, da han pludselig var væk.

- Min mor var helt alene, og hun græd hele tiden, selvom hun prøvede på at skjule det, forklarer 'X Factor'-deltageren til TV 2.

Midt i sorgen fandt Ilonas mor arbejdet på posthuset i Barlad og flyttede fra landet til byen med sin datter.

I en lang periode boede de hos andre, lejede en lejlighed eller et lille værelse her og der. Og datteren beskriver det som om, at hun var med sin mor på arbejde "hele tiden", fordi hendes mor var typen, der ikke ville lade sit barn være alene "no matter what".

Ilona har altid fået at vide, at hendes far var den bedste far. - Man kommer aldrig over en forælders død. Om det så er 20 år senere, er det stadig noget jeg tænker på hver dag, siger Ilona Artene.

I løbet af de år fik Ilona en trang til at beskytte sin mor.

Hun brokkede sig aldrig over, at hun skulle vækkes tidligt om morgenen og talte næsten ikke om sin far, fordi hun ikke ville gøre sin mor ked af det.

- Jeg kunne bare se, at min mor havde det rigtig hårdt, og jeg ville ikke gøre det værre for hende, siger hun.

Da Ilona blev ældre og nogle gange var alene hjemme, var det heller ikke noget, hun var ked af.

Ilona var en udadvendt pige, men hun vidste også altid, hvornår hun skulle være stille og lytte efter.

Så tændte hun bare for en musikkanal på fjernsynet og dansede og sang med fjernbetjeningen i hånden.

- Musikken fyldte den der tomhed og gjorde, at jeg aldrig følte mig alene. I stedet for var jeg bare glad, fordi jeg så kunne "være sammen" med min musik, siger hun.

Men da Ilona Artene kom til Danmark som 13-årig, var musikken dog ikke nok. Hun følte sig pludselig ægte alene.

Følte sig ignoreret og anderledes

Hendes mor havde mødt den mand, der i dag er Ilonas stedfar. Han boede trods sine rumænske rødder allerede i Danmark, og sammen besluttede hun og hendes mor at følge efter.

Men Ilona fik et chok, da hun kom til det nye land. For hun kom fra en by, hvor der altid var liv og mange mennesker på gaden.

Men i Vester Hornum i Nordjylland var der helt stille.

Godt nok fik hun både et værelse og sit helt eget badeværelse, da hendes mor og stedfar efter et års tid havde tjent og sparet nok penge sammen til at købe et hus. Det var vildt, syntes hun.

Jeg føler lidt, det er ham, der styrer det hele nogle gange

Ilona Artene

Men det var svært at rykke fra den modtagerklasse, hvor hun i de første måneder fik undervisning i dansk, og ind i en helt almindelig 7. klasse.

- Jeg blev ignoreret det meste af tiden, fordi jeg ikke kunne tale sproget, siger hun.

Ilona havde også følelsen af, at hun blev mobbet, både fordi hun ikke udtalte ordene rigtigt, gik i tøj købt i genbrugsbutikker og var anderledes udadvendt end de andre.

Følelsen vendte først, da hun begyndte i gymnasiet.

En drøm, der blev til et mål

Indtil da havde Ilona Artene brugt meget af sin tid på at tale med sine rumænske venner over internettet. Derudover brugte hun – ligesom da hun var yngre – meget tid på at dyrke sin interesse for de store stjerner, nu bare på computeren i stedet for på fjernsynet.

Men da Ilona begyndte i 1.g, tænkte hun: "Okay, new life", og det blev et nyt liv. Vennerne kom, Ilona fik endda en kæreste og meldte sig også til teaterkoncert på skolen.

Og her fandt folk for første gang ud af, at hun kunne synge.

Ilona følte, at hun havde ventet hele sit liv på at stå på en scene, som hun gjorde det i første liveshow.

Det var der faktisk ingen i hendes danske omgangskreds, der vidste. Men herfra begyndte den drøm, hun havde haft, siden hun var helt lille, for alvor at vokse.

Og den blev til hendes store mål, da hun for to år siden endte med at droppe ud af den erhvervsøkonomi-uddannelse, hun ellers var gået i gang med efter gymnasiet.

- Jeg tænkte: "Nu er det nu". Jeg elsker bare musikken for meget til at give op på det allerede. Jeg vil give det en chance, fortæller Ilona Artene.

Det var også derfor, hun besluttede at stille op i 'X Factor'. For hun drømmer virkelig om at blive en stor stjerne.

- It’s in my heart, it’s in my blood, I just can’t wait till it happens, because I know it will, sagde hun, da hun første gang tonede frem i 'X Factor' til sin audition.

En del af os

Siden har der været mange store øjeblikke. Men indtil videre er det største, at danskerne i fredags stemte hende videre fra det første liveshow.

- Det er for mig det største bevis på, at "nu er du sgu en del af os", siger Ilona Artene.

Samtidig betød det meget, at hendes mor og stedfar havde taget fri fra arbejde for at se hende optræde. For de tager nærmest aldrig fri for noget. Men hver fredag når Ilona går på scenen i 'X Factor', så sidder de der.

Så stort er det.

Sådan så det ud, da Ilona Artene blev stemt videre i 'X Factor' for første gang.

Det er også på de store dage som i fredags, at Ilona Artene tænker særligt meget på sin far. For hun ville ønske, hun kunne dele oplevelsen med ham og mærke følelsen af, at han også var stolt af hende.

Hun har dog altid sagt til sig selv, at hun skulle kæmpe for at være glad og holde humøret højt i stedet for at være ked af det. Og når hun ser tilbage er konklusionen da også, at det er gået "ret godt", selvom hun og hendes mor har været meget igennem.

Måske er det fordi, hendes far et eller andet sted stadig passer på hende. Det tænker hun i hvert fald af og til.

- Jeg føler lidt, det er ham, der styrer det hele nogle gange. Oppefra. Jeg ved godt, det lyder lidt crazy, men det er sådan nogle tanker, der hjælper os på vej. Os, der har mistet en forælder, siger hun.

Se 'X Factor' fredag klokken 20 på TV 2 eller TV 2 PLAY.