Underholdning

Eminem satte verdensrekord - nu gør folk ham kunsten efter

Eminem har det borgerlige navn Marshall Mathers og har udover sin karriere som rapper, sangskriver og producer spillet hovedrollen i den amerikanske film '8 Mile' fra 2002. Mario Anzuoni / Ritzau Scanpix

Hundredvis af fans har kopieret det hurtige vers, der sikrede rapperen en verdensrekord. Se videoerne nederst i artiklen.

Den amerikanske rapper Eminem udgav i januar sit hurtigste vers nogensinde med sangen ’Godzilla’, hvor han rapper 224 ord på 31 sekunder.

Efterfølgende efterlyste verdensstjernen folk, der ligeledes kan ”spytte” hele det hurtige vers.

Og det har nu fået hundredvis til rent faktisk at gøre Eminem kunsten efter og lægge det op på de sociale medier under hashtagget 'Godzillachallenge'. Det skriver Billboard.

Men det er ikke så overraskende, at almindelige mennesker kan rappe i samme tempo, hvis man spørger den hurtigtrappende danske Uso, der ligeledes er kendt for at slynge ord ud, som havde nogen pillet ved tempoknappen.

- Det, der er svært, er at skrive det selv. Det er nemt at imitere nogen, siger han.

- Eminem er en superteknisk rapper, og han nørder med strukturen i sætningerne. Kunsten er også at sige noget, der giver mening, skrive det og lægge luftpauser ind - det er et kæmpe puslespil, der skal gå op.

Slog verdensrekord

I videoen, som Eminem har lagt op sammen med udfordringen, holder han insisterende sin pegefinger op, mens han rapper sig gennem nummerets tredje vers med 7,5 ord i sekundet. Det er det vers, der har sikret ham verdensrekorden på området.

Eminem, der blandt andet er kendt for numrene 'The Real Slim Shady' og 'Lose Yourself', blev i 2013 også belønnet med en rekord fra Guiness World Records for 'Rap God', der indeholder over 1500 ord på sine lidt over seks minutter.

Det hurtige tempo bliver dog oftest brugt for at skabe noget opmærksomhed og slet ikke lige så ofte i dag, mener Uso, der også går under det borgerlige navn Ausamah Saeed.

- Dengang var det mest chokeffekten ved det, for det er de færreste, der lytter til, hvad der bliver sagt. Nogle gange handler det kun om at imponere. I 2020 er det mere en gimmick, siger han.

Hør hele nummeret 'Godzilla', der er produceret i samarbejde med Juice WRLD og her er tekstet.

Én ting er afgørende

Selvom man kan få mundtøjet til at følge med til Eminems hurtige vers, så kræver det stadig en dygtig rapper at få det til at give mening og ikke bare blive en lang strøm at uforståelige ord. Men det er ikke umuligt at lære, mener den danske rapper.

- Det er ligesom med fodbold. Det kræver, at du gider stå og score mål hver dag. Der er mange timers arbejde og frustrationer bag det. Det er ikke noget, man lærer fra den ene dag til den anden, siger han.

Der er dog én ting, der er rigtig god at have styr på, når der skal rappes i dobbelttempo, mener Uso.

- Kondi er godt for alt, lige meget om man skal lave musik eller ej. Man gør ikke sig selv en tjeneste ved at rappe dobbelttempo, hvis man har dårlig kondi, siger han.

Se nogle af videoerne fra #Godzillachallenge her: