Badehotellet

Skuespillere vidste intet, da 'Badehotellet' tog en uventet drejning

Hør forfatternes forklaring på aftenens plot-twist og find ud af, hvordan skuespillerne reagerede på det.

Advarsel: Dele af handlingen fra femte afsnit af ’Badehotellet’ afsløres i denne artikel.

De seneste fire mandage har seerne kunnet følge den spirende romantik imellem Alice Frigh (Anette Støvelbæk) og den joviale fabriksejer Johan Ramsing (spillet af Rasmus Botoft).

Det så langt om længe ud til, at overklassefruen havde fundet kærligheden.

Men sådan gik det ikke.

For i sæsonens femte afsnit viste det sig, at Johan Ramsing var en gemen svindler, der havde snydt stakkels fru Frigh for 50.000 kroner.

Og nu er han tilsyneladende over alle bjerge med pengene.

Rasmus Botoft spillede en mand, der udgav sig for at være Johan Ramsing, direktør for Ramsings Kemiske Fabrikker. Han fik med det samme øjnene op for fru Frigh, som han overøsede med komplimenter.  

Skuespillerne anede ikke, at Botoft spillede svindler

På ’Badehotellet’ får skuespillerne kun manuskript for et afsnit ad gangen, inden de begynder indspilningerne.

Derfor blev Rasmus Botoft og Anette Støvelbæk noget chokerede, da de pludselig læste, at Johan Ramsing havde snydt fru Frigh.

- Jeg blev virkelig overrasket. Jeg synes faktisk, det er enormt elegant, at det lykkedes forfatterne at overraske selv os, der spiller rollerne, siger Rasmus Botoft.

Forfatterparret bag serien, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, havde dog forberedt Rasmus Botoft på, at hans karakter ikke havde helt rent mel i posen.

Derfor havde Rasmus Botoft også gået og gættet lidt på, hvilke hemmeligheder hans karakter mon gik og gemte på.

- Jeg spekulerede på, om han måske var nazisympatisør eller kommende modstandsmand? Men jeg havde aldrig gættet på det her, siger han.

Fru Frigh blev hurtigt charmeret af den galante ”hr. Ramsing” og tog på både cykel- og gåture med ham. 

Anette Støvelbæk havde glædet sig meget til at spille sammen med Rasmus Botoft, som hun spillede teater sammen med i 1987, da hun var 19 år og Botoft 15 år.

Og hun blev en smule ærgerlig, da hun fandt ud af, at kærlighedsrelationen ikke holdt.

- Jeg kunne godt mærke, at der var et eller andet under opsejling. Men jeg var ked af, at det ikke holdt. For han er så sjov, og vi har grinet rigtig meget sammen, siger hun.

Forfatterne: Derfor fandt fru Frigh ikke kærligheden

Men hvorfor skulle det gå Alice Frigh så galt? Hvorfor skulle hun ikke finde kærligheden?

Seriens ene forfatter Stig Thorsboe ryster selv lidt opgivende på hovedet og griner, da vi spørger ham:

- Ja, hvorfor skulle det egentlig det? siger han og erkender, at han også synes, det er lidt synd for Alice.

Alice Frigh var gift med fabrikant Otto Frigh, indtil han døde i sæson fem. Parret var dog ikke særligt lykkelige i de sidste år, fordi Ottos midtlivskrise gjorde, at han negligerede sin familie på det groveste.

Siden sin mands død, i sæson fem, har Alice Frigh udviklet sig til en temmelig egenrådig og kontrollerende dame, der selv mener, at hun ved alting bedst, forklarer han.

Det gælder også børnenes kærlighedsforhold, som hun hellere end gerne blander sig i.

I denne sæson har hun for eksempel haft travlt med at jage datteren, Bertha, væk fra sin flirt Jan Larsen, som, hun følte, ikke var fin nok til sin datter.

Netop derfor skulle hun selv snydes af en mand, hun ellers lige troede var af den rette klasse og støbning, forklarer forfatterne.

- Det bliver en erkendelsesrejse for fru Frigh, siger Stig Thorsboe.

Efter flere dage med fuld romantik endte Alice Frigh og den falske Johan Ramsing i seng sammen. Dagen efter rejste han fra hotellet.

Og så ligger det i ’Badehotellets’ DNA, at seerne helst skal få sig et gevaldigt chok over historiens udvikling engang imellem.

- Publikum må aldrig vide sig for sikre, så må de hellere blive overrasket og græde lidt med Fru Frigh i stedet, siger medforfatter Hanna Lundblad.

Alice Frigh ender med at udskrive en check på 50.000 kroner til den falske Johan Ramsing, som han vil bruge til at få hendes parti Virginiatobak til Danmark fra Rotterdam. Men han vender aldrig tilbage.

Fra førsteelsker til skurk

Selvom Rasmus Botoft på et splitsekund gik fra at være førsteelsker til bedrager, er han egentlig godt tilfreds med sin karakters udvikling.

- Jeg er da ked af, at det viste sig, at jeg skulle være skurken, men jeg synes, det er så dramatisk godt lavet af forfatterne, siger han.

Selv Anette Støvelbæk synes heller ikke, at Alice Frigh havde fortjent det ukomplicerede kærlighedsforhold, som det ellers så ud til, at hun havde begivet sig ind i.

- Det havde næsten været for nemt, hvis de var blevet et par. Og selvfølgelig skulle han snyde hende, fordi hun er så bedrevidende i forhold til sin datter Bertha. Så kunne fru Frigh smage sin egen medicin, siger hun og griner.

Den rigtige Johan Ramsing bliver spillet af Morten Kirkskov. Han dukkede op i femte afsnit, fordi han pludselig havde fået et brev om, at fru Frigh skulle have lånt ham 50.000 kroner. Penge han aldrig har set. 

Heldigvis fik Anette Støvelbæk lov til at spille overfor en anden mandlig skuespiller, da Rasmus Botoft ”forlod” hende.

Den rigtige Johan Ramsing, spillet af Morten Kirkskov, dukker nemlig op i afsnit fem.

For det er ham, der kan forklare fru Frigh, at hun efter alt er dømme, er blev snydt af en bedrager.

Du kan se 'Badehotellet' på TV 2 mandag klokken 20 og på TV 2 PLAY